Min venindes etårs fødselsdag

11. april 2018

Marie har været til sin venindes etårs fødselsdag. En veninde, som ellers har levet i tyve år, men som indtil nu har været tilknyttet et kristent trossamfund, der hverken fejrer jul eller fødselsdag.
Som barn tænkte Marie ikke ret meget over, hvor forskellige deres liv egentlig var, men nu har hun skrevet et portræt af sin helt særlige barndomsveninde, som aldrig kunne lege om tirsdagen.

Billede af Clara Martens

For noget tid siden fik jeg en invitation på Facebook til begivenheden ‘1 års fødselsdag’. Med skulende øjne gik jeg ind på begivenheden, vel vidende at der ikke er nogen i min omgangskreds, der har fået børn.

Værten viste sig at være Emilie*, min veninde fra folkeskolen, som jeg kun har set tre gange, siden vi afsluttede folkeskolen i 2013. Det er ikke mange gange for et venskab, der er så specielt som vores. Vi ved det begge to – at det er specielt, og det var, som om vores mødre også vidste det, for de spurgte og sagde ofte til os begge, at ”hende har jeg altid godt kunnet li’, hvornår kommer hun igen?”.
Hendes hår er lyst, mit er mørkt. Hun boede i den ene ende af vores lille by, og jeg boede i den anden. Men der var noget, der gjorde os ens. De fleste af vores lege omhandlede aber, og vi kunne bruge mange timer på at cykle rundt til vores klassekammeraters postkasser med breve, sammensat af udklippede bogstaver, fra vores hemmelige klub. Vi opdigtede historier, som vi lavede til sange og opførelser. Vi stregede siderne i vores matematikbøger over med blå farve, og vi kurede ned ad trappen i hendes store hus på en madras. Der var noget frihed til at være fjollet i Emilie, som jeg ikke så hos så mange andre i vores by. Det var, som om der var en seriøsitet, der havde ramt de andre i klassen, som ikke havde ramt os endnu. Et helt andet slags ansigtsudtryk, der lå i nogle folder, vi havde for meget babyfedt til, at vores ansigter kunne, eller måske bare ville, lægge sig i.

Jeg skrev til hende:
”En fødselsdag!! Hvor vildt, hvad skal det betyde?”
Og hun svarede:
”Jeg gik glip af min 18 års, jeg nægter at gå glip af min 20 års!”

Fuldstændig ens var vi ikke. Emilie kunne ikke være sammen om tirsdagen, for der var familiedag med kage, brødre, forældre, hygge. Og bibelstudie. Muligvis heller ikke weekenden forinden. Og fødselsdage var hun ikke med til. Og jul fejrede hun ikke.

Det virkede ellers hyggeligt at være en del af Jehovas Vidner, og det virkede, som om de bånd, der blev skabt mellem medlemmerne, var helt specielle, og de tog til stævner i Stockholm og Silkeborg, hvor børnene sad i solskin med paraplyer som skygge og så skuespil, og som hun altid glædede sig helt enormt til. Der var en helt essentiel del af os, som var helt forskellig fra hinanden, men jeg lagde ikke rigtig mærke til det. De tog jo altså også i sommerhus i juledagene og spillede pakkeleg. Og Emilie glædede sig til december, hvor hun købte 5-kroners julekalendere i Fakta, når alle andre var færdige med at holde jul, for så at åbne alle 24 låger på én gang. Det var først, da jeg fik denne invitation, at det gik op for mig, at det kan være svært både at være ung og være Jehovas vidne.

Det var, som om der var en seriøsitet, der havde ramt de andre i klassen, som ikke havde ramt os endnu.

Når man bor i en by, hvor det at være populær betyder, at man optræder i den lokale idrætshal med sin hiphop-duo i dans, eller at man er rykket op på det større hold i Team Turbo Springgymnastik, så lægger man mærke til dem, der imponerer med andre ting. Hun havde en anden måde at tale på og et ordforråd, man ikke kunne opnå ved at læse de bøger, jeg læste på det tidspunkt. ”Kærlighed og konflikter” var temaer, vi andre i klassen kunne påpege i dagens dansktekst. ”Besudlelse” kunne Emilie finde på at sige til selvsamme tekst. Hendes voksne ord, der kom fra de bibelske tekster, hun terpede og fremførte derhjemme, udgjorde et kulturclash i klassen, men lige så meget i hendes egen ellers barnlige personlighed.

Hun havde fortalt lidt om det for nogle måneder siden: de forbudte kærester, de gange, hun havde skriftet. Man måtte jo gerne drikke alkohol, forklarede hun. Men man måtte ikke drikke sig fuld. Hun fortalte om det, at hun skulle forlade troen på en henkastet måde. Det var ikke noget, hun fandt hverken spændende eller revolutionerende. Det var bare noget, der var ved at ske, og som blev nødt til at ske. Jeg havde også set på billeder og videoer, at tøjet var skiftet til sort og stramt, og håret var touperet, og planen var byen. Det virkede ikke som et dobbeltliv, nærmere en overgang. Kontakten til hendes forældre var også knap, i og med at hendes mor døde af kræft for nogle år siden, og hendes far har giftet sig med en anden og startet et liv, Emilie ikke er en stor del af. Hendes brødre er aldrig blevet døbt i troen.

Og ”en glidende overgang” var også sådan, hun beskrev det til hendes allerførste fødselsdagsmiddag. Jeg sad ved bord med veninderne fra hendes ernæringsassistentsuddannelse. De skålede på livet løs og snakkede om nattetimernes destination. Emilies stadigt fjollede grin lød højt ovre fra bordet bag mig sammen med lyden af pagne, der poppede. Og selvom mit ansigt, for nu mange år siden, havde nået den seriøse grimasse, så kunne jeg endnu ikke ænse den på Emilie.

Jeg havde fortalt hende om min ide til at skrive om hendes førstegangsfejring. Selvom hun tidligere havde sagt, at hun ikke ville kunne genkendes, så sagde hun: ”Marie, du skal bare skrive, hvad du vil,” inden jeg forlod middagen, og de andre drog ud i natten.

Jeg mødtes med Emilie igen forleden. Der var altså nogle ting, der skulle uddybes og nogle ting i historien, hun følte, der ikke var blevet fortalt. Hun sagde ”Må jeg?” og rykkede computeren hen til sig og begyndte at skrive tilføjelser til teksten. Den første synlige rynke i panden dukkede op, da hun slettede ordet muligvis, som i at hun muligvis ikke kunne mødes i weekenderne, dengang i barndommens by. ”Det var jo praktisk talt umuligt,” sagde hun. Der var tjeneste og forkyndelse i løbet af lørdagen, og aftenen var sat af til at være social med andre Jehovas Vidner, og så var der møde om søndagen.

Så spurgte hun, om jeg ikke ville føre tasterne på computeren, mens hun fortalte. Det var alligevel for mærkeligt at skulle nedfælde historien om sig selv, sagde hun og grinede.

Det var svært at tro på en Gud, når han ikke gav hende nogen tegn. Når hun ikke kunne se ham for sig eller mærke ham. ”Hvis du er der, så vælt et træ i min have,” havde hun forsøgt. Og når hun talte med sin far om sin tvivl, virkede det pludselig som om, det var hendes egen skyld.
Der var noget indeni hende, der blev ved med at udskyde dåben, selvom alle hendes veninder omkring hende blev døbt. Hendes mor var almindeligvis god til at mærke, hvordan hun gik og havde det. Men da morens kræftsygdom tog til, blev hun bange for at dø, inden Emilie blev døbt. Så Emilie startede på de spørgsmål og samtaler med menighedens ældste, der skal til for at blive godkendt. Og det blev hun. Og da panikken for hendes mors helbred blev større end tvivlen på troen, blev Emilie døbt, mens hendes mor lå på hospice og så med over Skype.

Da panikken for hendes mors helbred blev større end tvivlen på troen, blev Emilie døbt, mens hendes mor lå på hospice og så med over Skype.

Fire dage efter døde hendes mor, og på dagen for hendes begravelse døde hendes naturlæge. Han havde været den ene halvdel af et vennepar, de havde kendt gennem 10 år, og som de ofte havde været ude at rejse med. Emilies far fandt sammen med lægens enke en måned efter, og efter et halvt år var de gift. Uden at spekulere på børnene solgte de barndomshuset og flyttede.

Det føltes forkert for Emilie, og de tog afstand fra hinanden. Og nu hvor hun også tog afstand fra troen, virkede det, som om han ikke elskede hende på samme måde. Hun oplevede et tillidsbrud et sted, der ellers altid havde været så trygt. For hun havde altid følt sig meget tryg. ”Den vished, at man, uanset hvor i verden man rejste hen, uanset om man kendte nogen personligt, så ville der altid være en rigssal i nærheden fyldt med Jehovas vidner, der stod klar til at hjælpe en med omsorg, mad og husly, hvis nødvendigt – som en rigtig familie ville gøre det, fordi man havde religionen og håbet tilfælles.”

Emilie har et profilbillede på Facebook fra 2014 af hende, der går ned ad nogle trin til en helt blå pool. Hun kigger ned, og vandet om hendes fødder plasker. En mand i hvidt står ved siden af hende, klar til at sænke hende ned i vandet. Billedet har over 30 lykønskende kommentarer:

”Velkommen i familien”
”Den bedste beslutning man kan tage i sit liv”
”Du kan være sikker på, at Jehova altid vil være med dig”

Jeg vidste ikke, at hun havde været i tvivl dengang. Det virkede jo ikke sådan, men den havde åbenbart altid været der. Den kom først til udtryk nu, hvor baglandet var væk, og der kom en trang til at løsrive og selvrealisere sig. Til at skabe sin egen identitet og kunne sige sine meninger højt uden at skamme sig. Til at gøre en forskel, hvor man kan, i stedet for at lukke øjnene for alt ondt og vente på, at der måske kommer en Gud og redder de gode en dag. En trang til ikke blot at være endnu en brik i et fælleskab præget af social arv, hvor der findes mange forbudte spørgsmål, og hvor man bliver udstødt, hvis man ikke mener eller agerer som de andre medlemmer. Planen var heller ikke at blive ernæringsassistent, sagde hun til mig. Der, hvor hun er nu, er ikke endestationen. Det lagde hun stor vægt på.

Der var en enkelt kommentar, der stak ud af de 30. Det var hendes ikke-troende bror, der (måske for allerede dengang at minde hende om humoren og realiteterne, som også findes udenfor) skrev:

”Emilie i børnepoolen med voksenledsager.”

*Emilie er et opdigtet navn

Hvad tænker du?

  1. Cille siger:

    Det her er en vigtig, vigtig historie. Jeg blev enormt rørt. Tak for at fortælle den.

  2. Marie siger:

    Og tak fordi du tager dig tid til at kommentere Cille, det gør mig mega glad!

  3. Kezia siger:

    Det er så godt fortalt! Man kan virkelig mærke, der er lagt meget arbejde i!

  4. Marie Lagoni siger:

    Så fin historie – du skriver simpelthen, så det er umuligt at slippe! Virkelig flot fortalt, Marie.

  5. Oskar Fehlauer Nielsen siger:

    Virkelig, virkelig god tekst Marie!! Så fint fortalt og fantastisk skrevet.

  6. Marie siger:

    1000 tak Kezia! Dejligt du vil læse med

  7. Marie siger:

    Det er det bedste kompliment Marie, mange tak!!

  8. Marie siger:

    Søde Oskar, tak <3

  9. Mathilde siger:

    Så mega flot skrevet. Kunne ikke stoppe med at læse! Stor ros <3

  10. Marie Mørk siger:

    Mathilde, tusind tak <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *