Alt er anderledes nu

Meget er anderledes nu. Solen skinner i alt. Sommeren, man gik og ventede på, hænger over byen, blå og skyfri. Man tager til stranden, hvis man altså orker at cykle. Vejarbejde står efterladt, og vejene ligger åbne, som halvfærdige lemmer, der leder én ud af byen i forskellige retninger. Asfalten smelter under solen. Man havde gået længe og ventet på varmen. Det havde været koldt længe. Havene havde været længe om at blive varmet op. Men nu er varmen næsten ulidelig. På stranden parkerer man cyklen, lægger sig mellem andres kroppe. Sveder i det skoldende sand, til man går i vandet. Senere cykler man hjem ad de hullede, klistrede veje. Hjem mod byen. Solen står et sted på himlen, måske på vej ned. Himlen i orange, lyserød og lilla. Nogle ting forbliver de samme.

Tiden er gået, og byen står slidt. Nogle steder vedligeholdes den, fordi folk dér har penge. Facaderne er nymalede i rolige, bløde farver, vinduer og tage glitrer i solen. Fortovet vaskes jævnligt med lange vandslanger, der trækkes ud fra gårdene. Og hver nat kommer de fattigste til disse nabolag for at fjerne skraldet. De samler det i store, sorte sække, som køres til forbrænding, mens de selv går hjem gennem byen. Til lejligheder bag stilladser, der aldrig blev fjernet, og hvor solen skinner ind gennem knuste ruder.

Der var en periode, hvor det hele lukkede. Gaderne og stranden var fyldt med børn og forældre. Det var især kvinder, der havde søgt fri eller sagt op. Det var en nødvendighed, for at den private sektor kunne eksistere. Ellers ville man ikke længere have et samfund. Så mens mændene gik på arbejde for at opretholde samfundet og forsørge deres familier, blev kvinderne hjemme med børnene, køkkenmaskinerne og susende køleanlæg. Senere slog nogle kvinder sig sammen. De passede hinandens børn, sammen eller på skift. Frivilligt eller for penge. Sådan opstod institutionerne igen. Mens de velståendes børn kunne gå i fine, privatiserede børnehaver og skoler, måtte de fattiges børn være afhængige af de forskellige, frivillige initiativer. Her var det særligt tidligere lærere og pædagoger, der prøvede at få livet til at hænge sammen på én ægtefælles indkomst. De frivillige institutioner er ikke nødvendigvis ringere, hvis man ser bort fra, at de har betydeligt færre midler, men deres eksistensgrundlag er mere usikkert; hvis én lærer skulle blive skilt eller vedkommendes ægtefælle dø, kunne det være nok til, at skolen ikke længere kan køre rundt.

Hospitalerne blev hurtigt privatiserede, men den korte pause uden mulighed for tilsyn havde alligevel været fatal. Så genåbnede de. På mange måder ligner de sig selv. Men nu er man endnu mere heldig, hvis man ikke brækker noget, får en blodprop eller en svulst. Eller hvis man er rig. Man kan ikke længere bare gå ind i de høje, hvide bygninger, man skal lukkes ind. Aldrig havde man troet, at der i denne by ville ligge døende mennesker i gaderne med tænder faldende ud af deres munde. Mens folk skynder sig forbi og gør sig umage for ikke at se.

Uautoriserede klinikker åbnede i private hjem. Her tjener tidligere læger og sygeplejersker godt på at yde hjælp, en smule billigere end hvad det koster på hospitalerne. Andre har åbnet deres hjem helt gratis og bruger ledige timer på at pleje og huse fattige og syge mennesker.

Da alt lukkede, flyttede de gamle hjem til familierne, hvor de ligger på værelser og jamrer sig. Det blev familiens pligt at brødføde dem, vaske dem, gå tur med dem. Ellers flyttede de udenfor byen i de nyrenoverede alderdomshjem med havudsigt og enorme udendørsarealer. Her ligger de i deres værelser og kan høre vandet skvulpe eller går rundt i det grønne. De er patienter klædt i hvidt, deres familier har betalt mange penge, for at de kan leve der, for de dagligt ledsagede ture på stranden, for at de kan blive nedkølet i det rolige vand. For at de kan dø dér, langt fra byen, med havudsigt.

Som dagene går, bliver det kun varmere. Støvet hvirvler i et sjældent vindstød. Børn og unge går rastløse langs sporene. Græsset og jorden er udtørret. Støv og røg fra fjerne skovbrande har farvet himlen gul. Togene har ikke kørt længe. Flere af deres venner er rejst. Deres forældre ved ikke, hvad de skal sige eller gøre, men de bliver nødt til at arbejde.

Luften er tung og fedtet. Ingen kan huske, hvornår det sidst har regnet. Nogle aftner lyner det. Hvide lyn slår ned, himlen lyser blåt og lilla i natten. Byens unge søger ly i forladte ejendomme. Sidder i mørket, lytter og ser ud. Nogle har måske taget hjemmebryggede øl med. Man snakker om tiden før. Hvis det stopper med at lyne, tager man ud, cykler måske til stranden. Man bader under den uklare nattehimmel og tænker, at alt er anderledes nu.