Hvor går vi hen, når klimaet er dømt til undergang, og håbet er stemplet naivt?

06. december 2022

Hvordan påvirker eller afspejler poesien klimakampen? Hvad kan kunsten tilbyde os i en katastrofe? I anledning af SEINs klimauge dykker Jacob ned i klimakampens poesi – en poesi, der ikke kun er smuk og håbefuld.

 

Poesi og politik – hvilken forfærdelig sammensætning af så fine og sarte emner. Lad endelig ikke romantiske tanker lade sig influere i en statsmand. Lad herskerne herske i fred. Stem til et valg og så vent pænt – fremtiden skal helst diskuteres bag lukkede døre. Digtningen er så fin. Men det ligger jo også i ordet, at digteren netop digter. Og derfor må løgnen også holde sig inden for rammerne: smukt sprog, smukke sammenligninger, smukke rytmer, smukke linjer. Alt sammen lukket inde i en smuk boks, vi kalder digtet, hvor digteren kan udtrykke sine følelser (ikke at sammenligne med rigtige følelser, der er uden for kunsten – det er jo bare kunst). Hvorfor dog lade de følelser trække ud i virkeligheden? Så kan de ligge der og skinne som et olieudslip. Hvorfor lade dem influere politik og den omverden, vi skaber for os selv? Det ville da være forfærdeligt at handle ud fra sine følelser. Hold angsten inde; det ser smukkest ud.

»En eller anden eller en anden skulle hænge sig i en skov / så tæt at ingen bebyrdes med at finde liget. Det er humanisme / Opfatter du det mere som en dødstrussel? Det kan du roligt gøre / Man mangler vilje til at stå op af sengene, man mangler mod / til næsten alle følelser«

Det er en kedelig tanke, at litteratur ikke skulle kunne række ud over sine egne rammer. Selvfølgelig skal vi ikke sidde og læse propaganda hele dagen, men når litteraturen så ofte koncentrerer sig om (eller eksperimenterer med) eksistens og verdensopfattelser, er det svært at komme uden om presserende (politiske) problemer – som eksempelvis en klimakrise. Og det bør vi heller ikke. Heldigvis har vi de forfattere, der tør gribe fat i det uden for teksten.
Ovenfor: Linjerne hvor digteren, Lars Skinnebach, henvender sig til en ”hr. folketingsmand” i digtsamlingen ‘I morgen findes systemerne igen’.

Tendensen til at skrive om klima har sine rødder langt tilbage i litteraturhistorien. Men særligt 60’er- og 70’ernes digtere som Inger Christensen, Ivan Malinowski og Thorkild Bjørnvig satte et aftryk, der kan tydes i den nye bølge af klimalitteratur og økopoesi, som for alvor starter i 2010/11. Her udgiver Lars Skinnebach ‘Øvelser og Rituelle Tekster’ og proklamerer, at kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med. 

Han giver menneskeheden en tidsfrist på fem til ti år, hvor vi radikalt må ændre adfærd, hvis vi skal afværge de uoprettelige konsekvenser og klimakatastrofer, der venter os de næste mange år. Skinnebach, som siden er blevet udråbt som ”økopoesiens fader”, har en direkte og politisk skrift, som han væver sammen med fortællingen om et autofiktivt jeg, der møder naturens uvelkommenhed. Naturen ligner ikke længere sig selv, fordi vi mennesker har blandet os med den og nu nedbryder den. Den eneste mening tilbage er handling. Og på en måde blev bogens tilblivelse til selve handlingen, for den har vækket og inspireret samtlige klimaorienterede forfattere og udgivelser siden da.

Når vi tænker helt tilbage til urmennesket, har vi altid reageret på kriser – det er noget så simpelt som et overlevelsesinstinkt. Derfor skulle det også være underligt, hvis vi ikke også reagerede nu i så stor en krise som klimakrisen. Og hos dem, hvor angsten har bygget sig nok op til at skabe en reaktion (som gennem angsten vel bliver automatisk), ses nu en handling. Folk gør, hvad de kan. Et utal af grønne partier dukker op. Vi unge strejker. Nogen stikker hul i hjulet på en sort SUV midt i Københavns gader. Og forfattere skriver om klima. Men ikke alle teksterne er lige så direkte politiske som Skinnebachs.

Forfatteren Theis Ørntoft har i det økolitterære hovedværk ‘Digte 2014′ et mørkt, økologisk syn på verden, hvor mennesket på tværs af tid og rum hele tiden gennemstrømmes af den natur, vi selv ødelægger: »Engang var diktatoren et menneske af kød og blod. // Nu er de tider forbi // nu er de blæst til atomer // og nu ligger jeg et sted blandt de atomer.«
Samlingen skifter fokus fra Skinnebachs desperation til et eksistentielt mørke, mens den samtidig gentager, at det ikke længere er et spørgsmål om forfinelse, men om afvikling. Og den gentagelse er på papiret noget, der burde blive sagt oftere og højere, desto nærmere vi kommer katastroferne og undergangen – det er et opråb af desperation, lige inden døden indtræffer. Men gentagelsens form clasher dog en smule med det, vi netop forstår som
tendens: At klimakampen er på mode, og på et tidspunkt vil gå af mode igen, hvis ikke vi genopfinder den. Det siger næsten sig selv, at det ikke ville være synderligt revolutionerende, hvis et værk udkom her i 2022 og proklamerede, at det nu altså er tid til handling.

Desuden: Er Skinnebachs tidsfrist på fem-ti år ikke også overskredet nu? Hvis ja, og det oprigtigt er for sent, er det vel ligegyldigt at fortsætte – så bevæger vi os ind i en naiv skrift. Hvis vi kigger på, hvad forfatterne allerede gør, ser det ud til, at der er to løsninger: Enten at finde en helt ny tilgang til natur-/klimalitteratur – eller forsøge med en udvidelse af fokus.

En ny strategi kan være at skifte natursynet – eventuelt ved at skubbe perspektivet væk fra det menneskelige generelt. Det kan være subtilt som i Morten Chemnitz’ naturlyrik, der forsøger at gemme jeg’et væk i værker som ‘Inden april’ (2013) og ‘Bindingerne’ (2016), hvor naturen er i fokus, frem for hvordan et jeg oplever det (men kan man som forfatter slette et jeg helt?). Og det kan være højlydt, som både Julie Sten-Knudsens ‘Spor efter fugle’ (2017) og også Lars Skinnebach i sit nyeste værk ‘Patriarken falder’ (2022), der begge leger med at udviske hierarkierne mellem mennesket og det ikke-menneskelige: »Red planeten / dræb jer selv.«

Og både hos Skinnebach og Sten-Knudsen ser vi også en udvidelse i fokusset. Rigtig mange andre litterære tendenser begynder at klemme sig ind i økopoesiens sfære. Det virker mere og mere, som om vi nu (igen) bare er til stede, men tilfældigvis befinder os i en tidsalder, hvor klimaet aldrig har haft det værre. Derfor er klimakrisen en del af eksistensen og er måske ”bare” et af flere emner, forfatteren udtrykker sin livsopfattelse gennem. Det er ikke længere til at komme udenom.

For eksempel udgav Jessie Kleemann sidste år værket ‘Arkhticós Dolorôs’ [Arktisk smerte] og krydsede spørgsmål om kolonialisme med den økolitterære tendens. Også kropslitteraturen har vundet et enormt indpas i økopoesien. Kan man overhovedet tillade sig at føde børn i en økologisk krise, spørger blandt andre Alexandra Moltke Johansen i ‘Animal’ fra 2022. Og sammen med kropslitteraturen opstår også en såkaldt økofeminisme, som kritiserer patriarkatet og de kapitalistiske tendenser for netop at have hævet fremdrift over naturen – og på en måde også over mennesket selv. 

Jeg tror, vi fremover sandsynligvis vil se færre rene klimaværker, men mere klimabevidst litteratur. Det er måske meget sundt for både litteraturen og klimakampen.

Visuelt af Klara Emma Lilhav Hoffmann

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her