Men hvis nu vi var blommetræer

Jeg står under et træ med lilla frugter og tænker. Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er mirabeller. Om jeg vil blive syg, hvis jeg spiser dem. Om de er giftige. Det er sidst i september. Alle de mirabelletræer, jeg plejer at gå forbi gennem skoven, er afblomstrede. Deres frugter ligger udsmattede på jorden. Jeg ser på stammen på træet, jeg står under: hvide streger mod brun bark. Jeg prøver at genkende barken; som at huske et fjernt familiemedlem, jeg kun har mødt i min barndom. Blommerne hænger i dynger med regndråber fra bunden af frugterne. Jeg står længe og ser på dem, tænker på dem, tænker på, om jeg kan spise dem. Så tager jeg en lille bid, spytter den ud og ser den gule genkendelige farve: det er mirabeller.

Jeg er i sommerhus, jeg er forsvundet ind i skoven. Jeg har lagt mine tanker mod græsset, glemt mig selv og trukket vejret. Blevet til et træ. Sådan står jeg og spiser blommer med armene strakt op mod himlen og frugten. Mærker min mave udvide sig mod min trøje, hører mig selv trække vejret. Det føles meget naturligt. Og her lægger jeg vægt på det naturlige. For jeg siger ofte med en overraskelse i stemmen, at det er rart at være i skoven, at sove i stilhed – langt ude på landet. Som om jeg er adskilt fra stedet, hvor der er grønt. Som om træerne og miljøet er udenfor mig i stedet for indeni – eller der hvor jeg har min oprindelse.

Jeg sætter mig indenfor og peger gennem ruderne ud på det grønne. For at forstå fornemmelsen af at være adskilt fra det sted, jeg kommer fra – naturen, – har jeg kigget i mine noter fra mit studie på antropologi. Netop ved at kalde natur for natur adskiller jeg mig fra den ved at tage afstand til den og kalde den noget uden for mig selv. Særligt den britiske antropolog, Tim Ingold, omtaler det som natur-kultur-dikotomien, hvilket beskriver idéen om, at natur er eksternt i forhold til mennesker. Kultur og natur er på den måde ofte set som modsatrettede idéer, hvilket ifølge Ingold ikke er berettiget. Han skriver: “verden kan kun eksistere som natur for et væsen, som ikke hører hjemme i den.” Det vil sige, at vi ikke kan betegne natur som noget eksternt, når vi selv er en del af den.

Og hvorfor er den her bevidsthed om natur vigtig?

Fordi ideen, om at natur er eksternt og uden for os, længe har været grobund for kapitalisme. Kapitalister har med udgangspunkt i den forståelse af naturen kunnet retfærdiggøre at behandle naturen som et objekt – noget der kan misbruges i en endeløs jagt på økonomisk vækst. Rydde skoven, lade dyr klamre sig til træer og blive skudt – for f.eks. at producere sorte lange støvler jeg har brug for? Noget som i sidste ende har gjort, at vi står i den situation, vi står i nu: klimakrisen.

Hvis man tager de briller på, er klimakrisen forårsaget af, at vi længe har behandlet natur som noget uden for os selv – noget vi ikke er en del af. Vi er ikke små dyr på havbunden eller mellem bladene i skovbunden. Vi mærker det ikke: nettet skrabe mod vores kroppe, barken brænde, vores grene knække, indlandsisens kolde hud smelte. Men hvis nu vi var blommetræer, hvis vi ikke sad i højhuse eller foran fjernsyn og kiggede udefra og ind på naturen, ville vi måske mærke varmen fra ilden i skovene. Høre lyden fra gletsjerne kælve. Mærke ilten forsvinde.

Hvis nu vi var blommetræer, ville vi måske stå med rødder i jorden eller fødder og være en del af det miljø og klima, vi er født ind i og ikke behandle det som noget uden for os selv.