Efter Ringgaden

Jeg sidder med min veninde Yasemin i min stue i min nye lejlighed. Vi drikker kaffe ud fra min ringe samling af kopper og snakker lidt skødesløst om vind og vejr. Udenfor skinner solen på de omkringliggende blokke, og blæsten hiver i mågenettet på min altan. Vi har siddet sådan mange gange før, men aldrig i den her stue i den her del af byen. Før ville vi sidde i midtbyen omgivet af mennesker, der havde travlt med shopping og byvandring. Men nu har vi rykket os længere ud fra byen, helt uden for Ringgaden i Aarhus for at være præcis.

Til dem, der nu måtte være forvirrede, er Ringgaden en slags betegnelse for dér, hvor midtbyen i Aarhus skilles fra de tætte yderområder. Ringgaden markerer, for mig i hvert fald, et brat skift i bygninger og atmosfærer. Cykelstier og fodgængere bliver erstattet af biler i massevis og lastbiler, der kører ud mod nye destinationer.

Og her sidder vi så, med hver vores kop kaffe i hånden. Yasemin bor 1 km væk, inden for Ringgaden, og har gjort det det meste af sit unge liv. Før boede hun i Frydenlund, et boligområde, der ligger nord fra, hvor vi sidder – også efter Ringgaden. Når hun snakker om sin barndom i Frydenlund, er det kun gode ting, hun kan huske. Hun fortæller om alle de andre børn, hun plejede at lege med i gården, hendes mor, der kaldte på hende fra et vindue på 7. sal, når maden var klar, og om alle de bekendtskaber, hun stadig har på trods af at være flyttet derfra for mange år siden. Hun gik dog ikke på folkeskolen i Frydenlund, hun gik inde i byen på en privatskole, en skole, der lå et stenkast fra min egen folkeskole. Vi snakker om, hvorvidt skellet ved at bo i i Frydenlund og så samtidig gå på en privatskole i midtbyen nogensinde blev tydeligt for hende, men det synes hun ikke selv. Hun siger:

“Som barn leger vi jo bare sammen, vi tænker ikke over, hvad der adskiller os fra hinanden – hverken udseendemæssigt eller socio-økonomisk. Det er først, så snart vi begynder mødet med de voksne i vores liv, især på institutioner, hvor diversitet og det fremmede er italesat, at man pludselig begynder at tænke ‘Hov, det er jo egentlig mig, de mener, når de snakker om fremmede og folk med anden etnisk baggrund’”.

Mens vi sidder her ved mit kaffebord, kan vi godt mærke, at netop emnerne institution og integration er nogle, der rammer lidt dybere. Yasemins hænder løsner sig fra kaffekoppen, og hun begynder malende at forklare, hvad hun mener med italesættelsen:

“Så snart vi begynder at behandle emner som samfundsfag, bliver dialogen automatisk præget af en distinktion mellem “os og “dem”. Jeg mener ikke, at det nogensinde er tiltænkt at sætte etniske danskere i et dårligt lys, men den retorik, vi har i bl.a vores politik, fletter sig automatisk ind i vores daglige tale, og det smitter af på undervisningen – på godt og ondt.”

Hendes blik flakker kort ud ad vinduet, mens hun forsvinder ind i sine tanker, og jeg hælder mere kaffe op i vores kopper. Hun fortsætter så:

“Det er jo ikke sådan, alle er, men der er bare enormt stor tendens til at generalisere, hvad personer med anden etnisk baggrund er, hvem de er, og hvor de kommer fra samt deres holdning til det danske samfund. De har ligesom en forudindtaget ide og holdning om det parallelle samfund, hvor der hersker denne distinktion mellem “os” og “dem”, og når man så selv føler sig uden for begge marginaler, kan det være ret forvirrende”.

Yasemin giver også udtryk for, at det til tider kan være udfordrende ofte at skulle “forsvare” sig selv og sin etnicitet:

“Der er jo en grund til, at stereotyper eksisterer, men fordi jeg ikke vil identificeres med andet, end hvem jeg er, har jeg det nogle gange, som om jeg skal være et “godt” eksempel på at være en kvinde med anden etnisk baggrund.”

Også når det handler om at møde generalisering og forudindtagelse i hverdagen, kan det nogle gange føre til en diskussion:

“Når nogen for eksempel bruger ordet “perker” i nærheden af mig, vil jeg gerne bede dem om at lade være, da det simpelthen ikke er et ord, jeg synes, der skal bruges. Og når de så svarer “Amen, det gælder jo ikke dig – du er jo ikke ligesom dem”, så går det op for mig, at de ikke ser den fremmedgørelse, de både skaber over for sig selv, mig, og hvem end de omtalte. Ved at stille mig uden for deres idé om, hvad den nedgørende generalisering og identitetsmarkør skældsordet “perker” dækker, vælger de også at bryde min forbindelse til andre minoriteter. De fremmedgør mig ved at trække mig ud af deres ide om en “perker” eller en med anden etnisk baggrund, på trods af at jeg et eller andet sted er det. Jeg har de samme barrierer og har også mødt modstand, men fordi jeg måske bor, hvor jeg bor, taler og klæder mig, som jeg gør, så passer jeg bare ikke på deres definition længere. Jeg minder dem måske om dem selv, men samtidig er jeg heller ikke en del af den marginal, de ser sig selv som.”

Vi tager en kort pause i vores snak og går udenfor for at trække lidt luft. Vi har snakket meget om dette, især fordi vi spejler os meget i hinanden, og det at skrive de her tanker ved vores kaffebord ned gør hele skellet tydeligere. Mens vi sidder og snakker, bliver vi bevidste om, at dét, at vi selv italesætter det, også bidrager til problemet. Vi har kendt hinanden i lang tid, og vi har gennemgået fundamentale udviklinger i hinanden siden efterskoletiden. Vi har også fulgt hinanden op igennem gymnasiet, i parallelklasser, hvor vi sammen mødte italesættelsen om det fremmede – både i undervisningen, men desværre også udenfor. Vi så begge, at der var flere og flere af vores venner, der faldt fra – nogle med anden etnisk baggrund, og det virkede nogle gange, som om det ikke berørte skolen så meget igen. Selvom man ikke kan bebrejde dem, og vi jo egentlig ikke ved helt præcist, hvad der skete, blev vi bare tidligt bevidste om, at noget, som vi troede ikke kunne ske i vores moderne samfund, faktisk skete lige for næsen af os. Og især bevidstheden er noget, vi har ræsonneret meget med hinanden om.

Vi sætter os ind i min stue igen og snakker videre om dette. Bevidstheden om at stå enten uden- eller indenfor noget – i dette tilfælde en marginalisering.
Yasemin er selv bevidst om, hvordan hun allerede for lang tid siden valgte at tage afstand fra denne marginalisering eller fremmedgørelse:

“Jeg er opdraget til at være enormt stolt over, hvor jeg kommer fra, og det er jeg også. I det store hele er jeg egentlig super ligeglad med, hvad folk tænker om mig – selvom de generaliserer, fordi så tænker jeg bare, at det må de jo selv om. Jeg er jo så meget mere end det, og jeg vil hellere tage dialogen frem for at sky bort og lade dem definere, hvem eller hvad de synes, jeg er. Jeg husker tydeligt, at sådan noget med madpakker i folkeskolen var en big deal. Fordi jeg fik hjemmelavet börek med på madpakken, ville de andre børn te sig, fordi de syntes, det lugtede for meget af hvidløg. Og så ville de sige noget a lá ‘Hvorfor spiser du det der?’, hvortil jeg sagde, at de meget gerne måtte smage, hvilket de gjorde, og det næste øjeblik rendte vi alle rundt med börek, og de syntes, at det smagte sygt godt. Og igen, når vi taler om emnet fra et barns perspektiv, beviser det bare, at det at træde ind i dialogen baner vejen frem for så meget mere forståelse og fællesskab, men det er, som om jo ældre vi bliver, jo mere bange bliver vi”.

Vi griner lidt af denne analogi, da hun ved, hvor stor en fan jeg er af den omtalte ret, som jeg fik serveret en af de første gange, jeg besøgte Yasemin hjemme. Udenfor er vinden ved at stilne af, og vi kan se, at det er ved at blive mørkt. Vi har siddet her et par timer og har nok drukket et minimum af otte kopper kaffe hver. Det sidste, vi ender med at snakke om, er, hvordan grænserne mellem vores kulturer i en by som Århus, især på det kulinariske plan, næsten er helt udvisket i takt med udviklingen. Stort set alle unge handler hos de tyrkiske grønthandlere, og Bazar Vest i Gellerup er ikke kun for nogle, men alle. En søndagstur derud byder på så mange forskellige mennesker og en bred diversitet af baggrunde, både kulturelt, men også socio-økonomisk. Og vi snakker om, at det er en skam, at der ikke er mere fokus på solskinshistorierne i medierne frem for at give taletiden til dem, der bygger mure mellem sig selv og andre. En ting, som Yasemin især udtrykker, er, hvor træt hun er af hele tiden at skulle forholde sig til smålige problemstillinger:

“Vi har simpelthen bare ikke brug for mere negativitet i medierne. Hvorfor kan vi ikke bare komme videre og se på samfundet som en større helhed frem for at fokusere på de mangler, der er? Og den eneste måde, vi kan gøre det på, er ved at snakke med hinanden med åbne sind og glemme diverse forudindtagelser, vi er vokset op med. Ikke mere bitterhed eller smålighed, vælg hinanden til frem for fra.”

Og på den note sætter jeg mit sidste punktum, tager Yasemin i hånden og lukker min computer i.