En debat, der “aldrig vil dø”: Udvalg præsenterer forslag om aktiv dødshjælp
Et udvalg nedsat af regeringen har fremlagt bud på, hvordan livet kan afsluttes med værdighed. Marie har talt med to udvalgsmedlemmer, der er uenige om, hvorvidt samfundet bør hjælpe folk med at dø.
Janus Tarp (øverst) og Thomas Søbirk Petersen (nederst).
Døden på dagsordenen
I 2023 blev Udvalget for en mere værdig død nedsat. Det blev gjort for at nuancere regeringens beslutningsgrundlag for en dansk model, der skal skabe mere værdighed i livets sidste tid.
I januar i år blev udvalgets refleksionsoplæg fremlagt efter et års drøftelser. I oplægget foreslår de to modeller: “selvvalgt og selvudført livsafslutning” samt “selvvalgt og assisteret livsafslutning”. Modellerne er tiltænkt myndige, habile og terminalt syge personer med en vurderet restlevetid på maksimalt seks måneder.
De to modeller er foreslået af et flertal i udvalget. Men der er også et mindretal, der er imod dem. Mindretallet, der kun består af én person, Janus Tarp, fremlægger i stedet et forslag om at styrke den danske palliationsindsats. Det skal sikre bedre omsorg og lindring for mennesker med livstruende sygdomme.
I oplægget henvises til Sundhedsstyrelsens forståelse af palliativ behandling. Overordnet beskrives dette som en indsats, der har til formål at fremme livskvaliteten hos patienter og familier, som står over for problemer forbundet med livstruende sygdom. Indsatsen vægter forebyggelse og lindring højt.
Det samlede udvalg er enige i at styrke den palliative indsats i Danmark.
Selvbestemmelse i livets sidste fase
Klokken er 13, da jeg onsdag for to uger siden ringer til Thomas Søbirk Petersen. Professoren i bioetik og retsfilosofi ved Roskilde Universitet er en del af flertallet bag modellerne for selvvalgt livsafslutning.
Og han er ikke i tvivl: Vi skal respektere folks ønsker om, hvordan de gerne vil dø.
”Ligesom vi alle ønsker et godt liv, så ønsker vi os også en god død,” siger han.
For Petersen er retten til selvbestemmelse og autonomi særligt vigtig. Det er to begreber, der allerede er velkendte og implementerede i sundhedsvæsenets praksisser.
”I sundhedsvæsenet respekterer vi jo allerede folks autonomi i stor udstrækning. Du bestemmer, om du vil have en behandling eller ej,” lyder det.
Dagen efter mit interview med Thomas Søbirk Petersen sidder jeg i et Zoom-møde med Janus Tarp, chefjurist i Slagelse Kommune og formand i Polioforeningen og Ulykkespatientforeningen. Som ene mand, der udgør mindretallet, er han stærkt bekymret for de nye forslag.
”Jeg vil gerne sætte stort spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tale om frivillighed og autonomi i den her forbindelse.” siger han.
“Alt her i livet er stort set påvirket af omgivelserne: Hvad medierne, pårørende, organisationer og politikere siger. Alt er under påvirkning.”
Samfundsopgave eller samfundssvigt?
Flere ting bekymrer Janus Tarp ved flertallets forslag om dødshjælp. Én af hans bekymringer omhandler, at forslagene er i strid med de redskaber, som vi har givet det danske velfærdssamfund.
”Jeg synes, at det er så langt fra den måde, som vi har bygget vores samfund op på, hvor vi fokuserer på at støtte og yde omsorg til alle, der har udfordringer eller lidelser her i livet, og hjælpe dem til at leve på trods af de udfordringer,” forklarer han.
Spørger man derimod Thomas Søbirk Petersen, så accepterer vi allerede en lang række livsafsluttende praksisser, der kan medføre døden.
Min intention med aktiv dødshjælp er at lindre lidelse i den sidste tid. Én måde at gøre det på er ved at afslutte livet.
”Når vi skruer op for morfin-droppet, så kan vi forvente, at personen vil dø inden for kort tid. Som indvending til dette vil man så kunne sige, at intentionen er at lindre lidelse og ikke at slå ihjel,” forklarer han.
“Min intention med aktiv dødshjælp er at lindre lidelse i den sidste tid. Én måde at gøre det på er ved at afslutte livet. Hvis der var andre måder at gøre det på, ville det være fint. Men for nogle er det meget vanskeligt at lindre de her lidelser.”
At sætte liv på en skala
En stor del af debatten handler også om værdighed og værdi. Janus Tarp frygter en fremtid, hvor liv bliver vurderet i værdi, og hvor nogle vil føle sig pressede til at anmode om dødshjælp.
”Man kommer til at skulle sætte liv på en skala og sige, at de her liv er værd at leve, og de her er ikke værd at leve. Det vil blive en del af en norm, at lige så meget som vi vil hjælpe folk med at leve, lige så meget kan vi også hjælpe folk til at dø, hvis de har de tanker,” siger han.
“Det vil betyde, at den afgrænsede målgruppe mere eller mindre vil komme til at overveje at tage imod aktiv dødshjælp.”
Hvorfor er det er en frygt, når kriterierne for adgang til dødshjælp er strengt sat op?
”Jeg vil være meget bekymret, da man kan komme til at se flere diagnosegrupper og flere mennesker med mentale udfordringer, der vurderer, at de faktisk lever et meget lidt værdigt liv, som gør, at samfundet tilbyder dødshjælp,” siger Janus Tarp.
Thomas Søbirk Petersen forholder sig på følgende måde til målgruppekriteriet, som Janus Tarp frygter vil udvide sig:
”Vi har valgt at kalde det selvvalgt livsafslutning for døende, for så er det meget præcist, hvem det handler om. Det selvvalgte er, at folk skal være autonome og til stede her og nu. Vi er jo modstandere af den hollandske model, hvor både børn, psykisk syge og demente kan få adgang.”
Hvordan forholder du dig til kritikken af, at vi som samfund kan komme til at sætte pris på liv. Risikerer vi at stemple målgruppens liv som mindre værdige end andres liv?
”Hvis vi er døende og insisterer på behandling, så kan personalet faktisk sige nej og overtrumfe din autonomi. Men det er jo ikke, fordi man så sender et signal om, at man mener, at nogle liv er mindre værd end andre. Men der er nogle, der har dårligere liv end andre,” siger Thomas Søbirk Petersen
Hvad der i sagen om aktiv dødshjælp er et dårligt liv, skal være op til den enkelte at vurdere ifølge Petersen. Derfor frygter Thomas Søbirk Petersen heller ikke, at mennesker vil føle sig presset til at modtage dødshjælp.
Det vil blive en del af en norm, at lige så meget som vi vil hjælpe folk med at leve, lige så meget kan vi også hjælpe folk til at dø, hvis de har de tanker.
”Det pres er vi vant til at håndtere. Du kan undlade at blive behandlet. Også i de situationer vil vi sige, at folk kan blive udsat for et moralsk problematisk pres,” siger han.
“Det var en af de store indvendinger imod abort i sin tid, at kvinder ville blive presset til at få foretaget en abort imod deres vilje, men vi synes jo at kunne håndtere den her form for pres allerede i sundhedsvæsenet i dag,”
Oregon-eksemplet: Et skrækscenarie?
Zoom-forbindelsen fungerer upåklageligt, og jeg vil derfor gerne blive lidt klogere på, hvorfor Janus Tarp frygter, at målgruppen vokser i fremtiden. Derfor falder snakken på delstaten Oregon i USA.
Det interessante ved Oregon er, forklarer Tarp, at man har en model for aktiv dødshjælp, hvor kriterierne er meget lig dem, som flertallet i udvalget har foreslået. Målgruppen er for eksempel omtrent den samme, og der har vist sig at opstå flere udfordringer med netop denne.
En evaluering i Oregon har vist, at flere med tiden har følt sig som en byrde, hvilket er blevet et argument for at anmode om dødshjælp. Dertil er flere diagnosegrupper sluppet gennem kriterierne.
”Der er en undersøgelse, der er så ny, som viser, at der altså er tilfælde, som absolut ikke handler om restlevetid, men hvor der i stedet er sluppet mennesker igennem, der har gigt eller brok. Selv når man stiller meget strenge kriterier op, så vil der alligevel ske en forskydning,” forklarer Janus Tarp.
At imødekomme borgernes ønsker
Thomas Petersen fortæller, at undersøgelser har vist, at op mod 70 procent af adspurgte danskere har svaret, at de ønsker muligheden for aktiv dødshjælp.
”Hvis vi legaliserede aktiv dødshjælp, så kunne alle få det, som de gerne ville have det. Så kunne alle få den død, de gerne vil have. Ved legalisering vil vi skabe lighed i at få mulighed for at komme herfra på den måde, vi mener, er den bedste,” uddyber han.
Jeg forholder Janus Tarp til undersøgelsen, For bør man ikke lytte til et ønske fra 70 procent af befolkningen?
”Folk svarer jo ud fra det sted, de står i livet. Langt de fleste står garanteret et sted i livet, hvor de for det første er raske og rørige, og for det andet ikke er nok oplyste om, hvad vi kan i dag, og hvad aktiv dødshjælp faktisk erm” forklarer Tarp.
“Der tænker jeg, at enhver vil svare, at det synes man, er en rigtig god ide, fordi der ikke er nogen, der har lyst til at lide eller leve et liv meget smertefuldt.”
Janus Tarp anerkender, at der vil være nogle i en restgruppe, der ikke kan blive fuldt smertedækket. Løsningen på dette er bare ikke aktiv dødshjælp. Det handler igen om flere ressourcer til palliation og smertelindring. Det betyder det også, at det ikke er alle, der kan få, hvad de ønsker.
”Det må så være prisen for, at vi undgår at indføre en tilgang i samfundet, der har nogle vidtrækkende konsekvenser,” siger Janus Tarp.
For Thomas Søbirk Petersen er retten til selvbestemmelse principiel.
“Det er et klart etisk princip i vores samfund, at vi skal respektere, hvordan folk ønsker at leve deres liv for så vidt, at de ikke skader andre,” siger han.
Et skridt nærmere en mindre polarisering
Da jeg ringede til Thomas Søbirk Petersen, sagde han indledningsvist, at debatten ofte var polariseret. Folk krøb ned i skyttegrave og skød ivrigt på hinanden.
Tarp og Petersen diskuterer gerne, men de er også enige om, at vi skal styrke den palliative indsats i Danmark. På flere måder holder de lidt morbidt sagt debatten i live.
“For sjov siger man, at det er debatten, der aldrig vil dø,” siger Thomas Søbirk Petersen.
Hvad tænker du?