En del af at være kunstner er at tvivle på sig selv

10. juni 2022

Hvorfor er det, at jeg den ene dag har mistet troen på mig selv og min bog, og den næste forestiller mig selv vinde en vigtig pris? Sammen med professor i psykologi Lene Tangaard, der er vært på radioprogrammet På Værkstedet, DR P2, undersøger Arendse, hvorfor vi kan blive usikre i kreative processer.

Sidste september var jeg træt. Jeg havde skrevet på en bog i tre år, og jeg var begyndt at miste troen på den og mig selv. Jeg havde glemt det hele i en indadvendt proces, og jeg lå i min seng og var mørk og deprimeret. Heldet var, at jeg skulle få muligheden for at gå med og hjælpe til på programmet På Værkstedet på DR P2 – hvor professor i psykologi, Lene Tanggaard, tager ud til forskellige kunstnere og iværksættere og taler med dem om deres forhold til deres kreative proces.

Det havde en stor betydning for mig. At sidde og lytte til erfarne kunstnere, der også kæmpede med at bevare troen på sig selv i deres projekter. Så var jeg ikke alene med tanken om, at jeg ikke kunne noget. 

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

I en frokostpause mellem to optagelser stillede jeg Lene Tanggaard nogle af de spørgsmål, jeg havde tænkt over, mens jeg lå i min seng og visnede. Hun begyndte med at forklare, hvorfor vi kan blive usikre i kreative processer. 

Nogle gange bliver vi usikre. Det er ikke altid, men jeg tror, at vi kan blive usikre i en kreativ proces, fordi kreativitet er det med ikke helt at vide, hvor vi er på vej hen. Så usikkerheden er naturlig. Den er ikke forkert. Fordi vi er i gang med noget nyt, så er det en vej, som vi ikke har gået før. Så det er derfor, vi bliver usikre, fordi vi er på vej et ukendt sted hen. Hvis vi var 100 % sikre, så ville vi jo komme et forventet sted hen. Det kan være fedt nok nogle gange, f.eks. når man skal køre og finde et sted på et kort, så er det godt at vide, hvor man er på vej hen. Men i en kreativ proces er usikkerheden en del af det, og det skal man nok lære at leve med

Er usikkerheden noget særligt ved at være ung, eller er den der hele livet?

Altså baseret på de mange mennesker, som jeg taler med om kreativitet, så vil jeg sige, at usikkerheden er der som en del af livet. Men jeg tror, at med alderen så lærer man at håndtere den på forskellige måder. Så lærer man måske at lade sit projekt ligge lidt og gøre noget andet. Og man får mere ro på i forhold til, at man har prøvet at være i usikkerheden før og lærer derfor at være i den, når den er der. For kroppen kan genkende det: Nå, nu er jeg der igen, nå, så plejer dét at ske. Så kan man mere læne sig ind i det. Men når man er ung, har man jo ikke alle de erfaringer, så derfor kan den fylde mere. Men usikkerheden er en del af livet, så derfor får man nemmere ved at være i den med tiden.

Hvad kan man gøre, når man mister troen på sig selv i sit kunstneriske projekt?

Man skal sige til sig selv: “Det der, det er helt normalt”. Det er helt normalt at miste troen på sig selv, hele livet, for alle mennesker. Så synes jeg, hvis man kan, så prøv at opsøg en god ven eller kollega, måske en makker. Fordi de sandsynligvis har prøvet det samme eller kender til følelsen, og så er man to eller flere, og det kan altid hjælpe. Og så skal man nok til at finde ud af, hvad usikkerheden betyder. Er der en information gemt i, at man har det, som man har det? Det kan være, at man skal lære noget nyt, eller man skal opsøge noget mere viden. Og så finder man ud af: Nå, var det bare det? Så altså, acceptér det, og opsøg hjælp og viden udefra.

Visuelt af Astrid Urup Møllerhøj

Astrid er i hendes illustrationer inspireret af en krøllet form for tiden. Og farven grøn. Fordi træerne foran hendes vindue bliver en mørkere og mørkere grøn næsten for hver dag, der går.

Astrid var kommet lidt sent i gang og var blevet tom for idéer den aften, hun tegnede til Arendses tekst. Hvilket, selvom det var frustrerende, jo egentlig passede perfekt til teksten. Hun tegnede først med blyant, så malede hun, og papiret blev hurtigt helt grønt og vådt. Hun måtte vente og vente på, at det tørrede igen… Illustrationen er blevet en dokumentation på Astrids egen kunsteriske proces og det tilhørende rod på hendes skrivebord.

Er der noget særligt ved at lave På Værkstedet, som du har lært?

Ja, det der med, at jeg kan sidde med verdensberømte komponister, filminstruktører og forfattere og tænke, at de må bare have fuldstændig styr på det, og så fortæller de, at for dem er det ligesom at begynde forfra hver gang. Og de kan være lige så usikre, som da de var unge. Men jeg synes, at der er et mønster i, at man får mere erfaring med sine egne processer og lærer at være i dem. Noget af det, jeg har lært fra programmet, er, at de her mennesker, de har ikke styr på det. De får styr på det. Fordi kreativitet er også at få ordnet tingene og ikke bare lade dem være. Så de her mennesker, jeg har interviewet, de har det allesammen sådan: Så er de gået i gang med noget, og så er de gået 117 veje rundt om det, og så på et tidspunkt har de fundet deres vej.

Det gav mig en ro at tale med Lene og lytte til alle kunstnerne i programmet. Høre deres tænkepauser og overvejelser. Jeg lånte på en måde den erfaring, de havde brugt 30 år på at tilegne sig, og jeg begyndte at skrive på min bog igen. På det sidste er jeg begyndt at lytte til min egen erfaring; følelsen af, at jeg den ene dag ikke kan se meningen, og den næste ser det hele løse sig. At vende min indadvendte proces udad reddede mig fra at slå mit hoved alt for hårdt imod en væg og til sidst lære, at det er en del af det at være kunstner nogle gange at miste troen på sig selv. 

Lyt til På Værkstedet med Lene Tangaard her.

Vi anbefaler at lytte til afsnittet med Selma Judith, da det netop berører en ung kunstners forhold til usikkerhed og kreative processer.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Bliv medlem af SEIN