En fremtidsdrøm

22. april 2019

SEINbidrag.
Jonas har skrevet et digt om ungdomskærester. Om at være 17 og 18. Om at spole tiden frem – til Michael Strunge, en Brytärt fra IKEA og et bryllup der er til at dø for.

Illustration af Lasse Bækkel

Vi har ikke været sammen specielt længe, men jeg drømmer. Jeg drømmer om fremtiden for det her parforhold.

Jeg er en 18-årig dreng, og jeg vil ikke have en 17-årig kæreste, Insta-fikserede teenagepiger er noget af det værste. Misforstå mig ikke, jeg elsker hende,

men jeg vil springe frem i tiden med hende,
for hun er langt mere en kvinde end det tal, der står på hendes pas.
Hun giver mig en skulder at græde på, og hælder lykke og sprut i mit glas. Jeg er klar til de næste tusinde skridt med hende, for hvilken kvinde.
En 17-årig kvinde.

Jeg er klar til et voksent parforhold.
Et parforhold med service til både fest og hverdag,
med en Brytärt fra IKEA, og hvad man nu ellers skal ha’.
En bomuldshund på mit lår og rødbedepletter, som har været der i flere år. Tusinde nætter, i tusindvis af gader,
tidlige morgener og TV-2’s halvdårlige plader.
Alle Michael Strunges bøger, et sommerhus på en af de danske øer,
hvor vi tager hen, når batterierne skal lades op.
Ubrugte keramikkander fra sidst vi var på Mallorca,
børnenes “deltagelsesmedaljer”, som de får fra fodbold hver lørdag.
Royal Copenhagen, som SKAL vaskes op i hånden.

Ilden brænder hver vinter fra vores kakkelovn, mens vi én gang om året går i kirke i det lokale sogn.

Troldekugler og sure muler, når tingene bliver for meget.
Blanke øjne og hvide løgne og et bryllup, som er til at dø for.
Fugle, der flyver rundt og kvidrer, mens vi har samtaler, der bare glider helt uden fnidder, med en kvinde, som rent faktisk gider.
En kvinde, som for længst har lagt SoMe-livet bag sig,
som sagtens kan tage med mig og ungerne over ækvator
uden at poste billeder af eftermiddagens avocadomadder
men i stedet kigger op, når rollingerne bader.
Det må da være sådan, det er at være voksen.

Betyder teenagelivet virkelig så meget?
Jeg vil have et parforhold, jeg kan kalde mit eget,
hvor vi kan skrue op for David Bowie og ned for stress og jag.
Vi bliver måske sådan et gammelt ægtepar med en “Velkommen”-måtte,
men forhåbentlig aldrig for gamle til at røre ved hinandens kroppe.
Men i stedet sidder jeg her og skriver om en fremtid,
en fremtid, som jeg ikke ser før om lang tid, men som jeg skal skabe, inden den kommer,
Imens jeg indser, at livet fører til tomme lommer og den ene uovervindelige sommer efter den anden, men straks kommer vinteren, og solen forsvinder sammen med forstanden.

Og den eneste, der kan binde dem sammen igen, det er mig, med lidt hjælp fra hende.
Hun er den eneste, der altid ved, hvad hun skal svare, og hun er min kvinde.
Min 17-årige kvinde.
Jeg er en 18-årig dreng, som først nu har lært at elske en anden,
men jeg drømmer om en fremtid, hvor jeg elsker mig selv på samme plan.

Hvad tænker du?

  1. Anna siger:

    Smukt!! Og genkendeligt.

  2. Simone siger:

    Hvor er det dejligt, at du drømmer om så meget mere – jeg håber på alt det bedste kommer din vej. Og hvor er det dejligt som læser, at vide, at man ikke er den eneste med den samme sitrende følelse af, at nu er man klar til andre velsignelser end ungdommen giver.

  3. Astrid siger:

    Virkelig smukt og interessant

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *