Er nonna-maxxing vejen til nærvær?

I begyndelsen af sommeren stødte jeg på fænomenet nonna-maxxing. En trend, der går ud på at ”optimere sit liv” ved at leve som italienske bedstemødre, og som paradoksalt nok er opstået på sociale medier i USA. Hvis vi ser bort fra den absurditet, det er at gøre en kulturel livsstil til en global trend, samt hvordan maxxing-fænomenet i sin helhed blot er endnu et eksempel på det senmoderne samfunds individualisering, så er der måske alligevel noget, vi kan lære herfra.

På mange måder er ”bedstemor-livsstilen” allerede integreret blandt unge, måske som en slags modbølge til vores såkaldte accelerationssamfund, hvor hele vores hverdag er blevet digitaliseret og effektiviseret. Vi er nostalgiske som aldrig før. Vi strikker og hækler, løser kryds og tværs og sudoku, tager fotos analogt, køber gamle mobiltelefoner, samler på vinyler, (fortsæt selv listen). Alle disse tendenser synes at være udtryk for en form for u-vending. En længsel efter noget, der var engang. En længsel efter en mindre digitaliseret verden. En længsel efter færre fremskridt.

Ifølge den tyske historiker Reinhart Kosellecks (1923-2006) modernitetsteori har menneskets tidsforståelse ændret sig i en overgangsperiode, han kalder for saddeltiden, fra det før-moderne samfund til det moderne industrisamfund fra 1750-1840. Med oplysningstiden bliver begrebet fremskridt dominerende og kendetegnende for samfundet, og forventningen om, at fremtiden adskiller sig fra fortiden, skaber en ny tidsforståelse. Hidtil, fra antikken og frem, havde mennesket forstået tid som noget cyklisk og forventede derfor, at fremtiden blot ville ligne fortiden.

Nonna-maxxing synes at være et eksempel på, hvordan vi på den ene side ønsker os, at fremtiden i højere grad skal ligne fortiden end fortsat at udvikle sig i nye retninger, mens vi samtidigt er indlejret i en anden tidsforståelse, der former vores idé om, at vi konstant må være i en proces af optimering – af fremskridt.

Vi forsøger at genindføre erfaringen som vores manual, vi ser på de ældre og beundrer det analoge, det langsomme, nærværet. Ud over at sove i lange natkjoler, strikke og lave måltider fra bunden omhandler nonna-maxxing noget fundamentalt, som synes at være mere end bare en trend. Den omhandler vores måde at være til blandt andre. Og netop
denne adfærd er værd at lade sig inspirere af. Ikke som en kortvarig trend til at optimere os selv som individer. Men som det modsatte. Til at lære at leve mere kollektivt og til at tænke lidt mindre over os selv. Derfor vil jeg i det følgende fremdrage noget af den adfærd, som jeg synes vi bør tage med os videre fra en trend som nonna-maxxing.

Sødmen ved at lave ingenting
På italiensk er dolce far niente et udtryk for ”sødmen ved at lave ingenting”. Men hvor ofte er det lige, at vi laver ingenting? Altså som i vitterligt ingenting? Bare at se på folk, der går forbi (people-watching), lytte til andres samtaler eller måske en fløjtende fugl eller måske bare naboen, der råber ad sit computerspil eller scootere, der kører forbi på gaden. Der er noget meget simpelt, men ret fint i at lytte og se på fremmede mennesker, der bare gør deres ting. Dog gør jeg det sjældent herhjemme i hverdagen, snarere på en fortovscafé i udlandet. Men hvorfor egentlig? Kunne vi ikke få noget ud af at se noget mere på hinanden? På dem der vælger den samme vej som os i dagligdagen? Måske er det netop her, vi har mest brug for det. Brug for at komme ud af vores eget hoved, udover vores eget ”selv”. Brug for at opdage de liv, der konstant ruller parallelt med vores egne.

Lån et æg af din nabo
Kendetegnende for italienske bedstemødre er, at de knytter sig til naboer, bekendte og indgår i lokalsamfundet. Og hvordan gør man så lige det som ung i en stor eller semi-stor by fyldt med forskellige slags mennesker? I en opgang, hvor naboerne flytter ind og ud, inden man har nået at hilse på trappen eller i vaskekælderen? Det får mig til at tænke på at være barn og bo på en stikvej i en lille forstad. På stikvejen var der seks huse. Vi gik til naboen, når vi manglede et æg til en chokoladekage. Spillede Antonius med de børn, der gad at være med, indtil tennisbolden landede i tagrenden. Så dækkede vi bord i garagen og spiste aftensmad derude. Vi knyttede os til dem, der var tæt på os, fordi det gav mening.

Det kan føles temmelig uoverskueligt at knytte sig til mennesker, der ikke umiddelbart har nogen betydning i vores liv. Jeg er selv relativt introvert og en person, der ofte skal tage lidt tilløb til at interagere med folk, jeg slet ikke kender eller ikke kender så godt. Samtidigt er det netop små hverdagsinteraktioner, der får mig til at føle mig mest til stede i verden. Når der opstår en forbindelse til et andet menneske. Om det er at give eller få et lille kompliment til eller fra en fremmed, at spørge nogen til råds eller bare at sende et smil til et andet menneske på gaden. Dette fører mig videre til sidste punkt.

Blikket
I mange af mine ungdomsår har jeg mest været opmærksom på én person, når jeg befandt mig i offentligheden: mig selv, set udefra. Det kan lyde selvoptaget. Men når jeg snakker med mine venner, får jeg det indtryk, at jeg ikke er den eneste. Det kan være svært at undgå at være selvbevidst. Når vi bevæger os ud, er vi genstand for andres blik, og denne tanke kan være grusom. Tanken om, hvordan vi bliver set gennem andres øjne. Men der sker noget, når vi beslutter os for at vende den om. I stedet for at se os selv gennem andres øjne, kan vi forsøge at se andre gennem vores egne. Det lyder simpelt, og det er det faktisk også. På denne måde får vi mulighed for at anerkende andre mennesker gennem øjenkontakt eller et smil. Og måske er behovet for anerkendelse i virkeligheden det, som vi alle har tilfælles.
Selvom nonna-maxxing bare er en trend, der som alle andre trends vil blive glemt, er der altså måske alligevel noget, vi kan tage med os videre. Udover langsommeligheden ved at strikke og lave hjemmelavet mad, kan de italienske bedstemødre vise os, at livsstilen netop ikke handler om maxxing af os selv, men det modsatte. Måske kan vi lære at optimere lidt mindre og lave lidt mere ingenting. At være mindre bange for at interagere med fremmede. At tænke lidt mindre over os selv og se lidt mere på andre. Måske er det netop det nærvær, vi har brug for i et samfund, hvor en ny trend opstår i morgen.

Tekst: Dikte Svanholm
Visuelt: Lærke Pouline Thøgersen
Redaktør: Lærke Pouline Thøgersen