Balancepunkter

Jeg er helt svimmel af vejret. Sol, så regn. Jeg vender mig væk, og så har skyerne samlet sig udenfor, og lyn slår ned. Jeg tror, at jeg har det godt. Jeg render rundt og smiler. Så bryder jeg sammen i et kryds på vej hjem fra byen. Jeg hulker højt ned langs cykelstierne. Jeg stopper op og læner mig mod cyklen.

Vi blev kærester i foråret. Vi forelskede os, og der var blomster overalt. Jeg fotograferede dem alle sammen og ham. Alle billeder er væk nu. Dem, der ikke er på Instagram. Han er også væk. Da foråret kom tilbage, og dagene føltes som sommer, gjorde min krop ondt af smertelig nostalgi. I sengen om aftenen savnede jeg varmen, der steg fra hans hud. Jeg tror aldrig, jeg møder én som ham igen. Dagene bliver hvide, og kirsebærtræerne blomstrer overalt. Det er så smukt og sørgeligt. Jeg river alle sårene op, fortæller ham, at jeg savner ham. Lige som jeg troede, at det hele var blevet næsten godt.

Jeg går en tur med ham. Jeg anstrenger mig for ikke at læne mig mod ham. Det begynder at regne, og vi finder ly under et smalt halvtag. Vi snakker, og ingen kender mig som ham. Jeg står med alle mine ting ind til kroppen, for at de ikke skal blive våde. Det er vildt at have kendt et andet menneske på den måde, når man så skal prøve at lade være. Når man ikke kan glemme alt det, man har haft, men skal lade, som om det ikke findes længere. Dér i regnen. Vi går på kirkegården, det grønne er skinnende i det grå. Alt er nyt, og man er pludselig ny for hinanden.

Jeg sidder i en ny venindes seng. Der har været fest. Jeg kyssede med en fyr på stoffer og følte mig i to sekunder som hele verden. Da jeg bagefter flygtede ud, får jeg i kiosken øje på en lighter med et knust hjerte. Jeg køber lighteren, jeg elsker symbolske handlinger. Jeg går tilbage op i lejligheden. Vi sidder i hendes seng, mens det bliver lyst udenfor. Vi hører musik på en lille højtaler. Vi snakker om alt muligt. Der kommer en sang på, jeg hører den igen, da jeg cykler hjem, mens himlen bliver lilla.

I have emotional motion sickness / Somebody roll the windows down / There are no words in the English language / I could scream to drown you out

Det er blevet morgen, da jeg sidder hjemme i min gård fyldt med hvide kirsebærblomster. Jeg ved ikke, hvordan man skal møde mennesker forfra. Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal elske et andet menneske på den måde. Men det er slut, og jeg må langsomt bevæge mig videre. Det kan føles fjollet stadig at hænge fast. Jeg er kommet langt nok væk til, at mine sår ikke længere er så friske. Til at folk omkring mig glemmer, hvor hårdt det stadig er for mig.

Hver dag er forskellig. Nogle dage er det virkelig nemt, og jeg smiler og griner og har næsten glemt det. Andre dage regner det. Jeg står i mit vindue og smiler, fordi vejret er så vanvittigt. April er min yndlingsmåned. Alle blomsterne og uvejret.