Er sport en del af kulturen?

I starten af året fandt jeg mig selv et sted, jeg aldrig har været før. Jeg sad på et gigantisk stadion i London kendt som Tottenham Hotspur Stadium. Tottenham Hotspur, bedre kendt som Spurs, skulle spille i den fjerde runde af den engelske ligas pokalturnering mod Manchester City.

Det var en knastør kamp. Kun et enkelt mål blev indkasseret fra de besøgende i de sidste minutter, og det blev scoret mere af tilfælde end af evne. Alligevel var det tryllebindende. Næsten 60.000 mennesker tilstede, alle råbende i kor, dybt engageret i den her røvkedelige fodboldkamp. Det fik mig til at tænke på et spørgsmål, jeg var blevet stillet et par uger før.

“Er sport kultur?” spurgte min søster mig. Jeg svarede nok noget i retningen af naturligvis. Sport er noget, vi har fundet på; ligesom vi har fundet på banjoer, stiletter, jitterbug og grundloven.

Alt, hvad der ikke er essentielt for vores overlevelse som dyr, er vel i grove træk “kultur”. Ikke sandt?

Spørgsmålet har naget mig, så nu vil jeg se om jeg kan komme til et svar på det. Er sport kultur?

Den danske sportkultur: en forlængelse af Janteloven

Jeg startede med at tage en snak med Henrik H. Brandt. Han er medstifter og direktør hos IdrætsPlatformen Danmark, og så er han tidligere sportsjournalist for Jyllands-Posten. Han har styr på sin sport.

For det er egentlig sådan, at jeg aldrig rigtig har gjort mig meget i sport. Min fodboldkarriere, som alle danske drenge har haft, sluttede tidligt, da jeg blev plantet på bænken. Og en kort tenniskarriere sluttede også omkring 12-årsalderen ud af ren selvrespekt.

“Den måde, vi tænker på idræt og sport, er enormt indgroet i vores kultur,” forklarer Henrik H. Brandt. 

Han fortsætter med at fortælle omkring specifikt et aspekt af den danske sportskultur, der har haft indflydelse på den kulturelle mentalitet. Den måde, vi danskere elsker en underdog.

“Den eneste lovregulerede idrætsorganisation – på nær Anti Doping Danmark – er faktisk Team Danmark,” starter han. 

Team Danmarks lov blev lavet under den kolde krig, da både Sovjet og USA pumpede penge i deres idrætsorganisationer. Danmark ville gerne være med og lave eliteidræt, men det skulle foregå på dansk manér. 

“Som det står i loven, skal det ske på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde,” forklarer Brandt.

“Loven er faktisk bygget på et kulturpolitisk grundlag.”

Det betyder egentlig, at det står sort på hvidt i Team Danmarks lov, at man naturligvis gerne vil vinde, men man vil ikke vinde for enhver pris.

“Det hele handler meget mere om lokalsamfundet og demokrati,” afslutter Henrik H. Brandt.

Det er en forlængelse af Janteloven.

Ikke én kultur, bare kultur

Som Henrik H. Brandt siger, så er sport totalt indgroet i vores kultur. Det er indgroet i den måde, vi snakker på. Når man siger ord som “klasse” eller “finte”, er det en egentlig reference til fodbold. Det er også et af de største samtaleemner i blandt alle. 

“Jeg føler, hvis man er til konfirmation eller noget andet og er ved et bord, hvor man ikke kender nogen som helst, så kan man altid snakke om sport,” fortæller Alexander Larsen, der er fodboldtræner i klubben Fodbold Fitness i Vejlby i Aarhus.

Når jeg har vendt spørgsmålet med folk, er modsvaret oftest, at det er én kultur, men ikke kultur. Men det er vel bare kultur, så? Men jeg føler, det kommer fra et finkulturelt standpunkt. 

Sport er et samlepunkt for alle på tværs af klasser, holdninger og overbevisninger. Selvom jeg ikke selv er typen, der står klar på stadion hver søndag, så er stemningen i en by op til en kamp uimodståelig. 

Om man vil det eller ej, så er sport en del af kulturen. Endda en vigtig del af det.

Skribent: Laust Weinreich
Illustrationer: Ida Agnete Storgaard Christensen
Redaktør: Mille Ravn Nyhauge