Et barn med vrede

Det er omkring 5. eller 6. klasse. Mit indre bobler. Jeg har fødselsdag, men jeg har ikke haft en god dag i skolen. Der er ingen specifik grund… Jeg er bare utilfreds med noget udefinerbart. Det er sidste time, og vi har billedkunst. Bagefter skal jeg have ekstra-billedkunst, og det har jeg ikke lyst til. I dag kan jeg ikke huske hvorfor. Måske fordi min veninde ikke kunne komme, så jeg skulle være der alene. Det er det sidste kvarter af timen, og vi vasker ler- og malergrej op. Nogle af drengene kaster med klude for sjov. Jeg er på vej hen til vasken med mere opvask, da jeg får kastet en klud i ansigtet. Det var ikke med vilje. Men den var våd og fyldt med rester af maling. Klassekammeraten kommer hen og siger undskyld, men til ingen nytte, for mit indre er bragt i kog. Det føles, som har jeg tændt et gasblus for hurtigt, så flammen står højt og slår gnister i min mave. Jeg kaster tingene på gulvet og løber ud i fællesrummet for at gemme mig bag en sofa. Jeg forlader ikke mit gemmested, før timen er omme, og der er blevet ringet til min far, der kommer og henter mig kort tid efter. Min billedkunstlærer prøver at holde på mig til ekstra-billedkunst, men min stædighed er for stor. Jeg sidder med tårer i øjenkrogen i tørrerummet for leret, da min far kommer ind i lokalet. På vej hjem i bilen er jeg lukket, låst og drænet.

Mit pis er kommet i kog over det mindste, men sådan var det ofte, da jeg var mindre. Jeg havde en stor vrede indeni, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle kontrollere. Ikke i den forstand, at jeg altid gik rundt og var sur. Men hvis jeg var i en periode, hvor tingene begyndte at hobe sig op, kunne en enkelt handling eller et ord bringe det i kog, så jeg fik råbt i situationer, hvor det blev til en voldsom reaktion på en lille ting. Jeg kunne virkelig ikke styre det. Mit hoved var et tegneserieblad med råbende talebobler i Caps Lock og for mange forvirret opstillede udråbs- og spørgsmålstegn. Som jeg blev ældre, mærkede jeg ikke vreden på samme måde. Jeg kan ikke nævne et bestemt vendepunkt, men det fik mig for nyligt til at tænke på, hvordan det kan være, at det har ændret sig. Har en ældre alder slået koldt vand i blodet og skabt ro?

Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg stadig er en lige så stor råbende taleboble af følelser. Min vrede fylder mindre. Er blevet udfyldt af kærlighed, en hungren efter livsnydelse, men også en indelukkethed. Hvor jeg førhen fik råbt ud og skabt et fysisk rum for min vrede, så foregår det oftest i eget hoved og på egen krop nu. Som om jeg er min egen stressbold. Hiver og vrider for at finde ro. Nogle gange kommer jeg til at slå hul, men jeg kan hverken købe ny krop, hjerne eller hjerte, ligesom jeg kan købe en ny stressbold. Så den må lappe sig selv sammen og efterlade strækmærker, sårskorper og blå mærker.

I dag tror jeg, jeg ser en skam i det med ikke at kunne kontrollere mine følelser. Jeg synes, det er pinligt, hvordan jeg kunne skabe mig, da jeg var barn. Et for iltert temperament, der gik ud over venner og familie, når jeg ikke havde bearbejdet det ordenligt. Nu har det lidt sat sig som en usikkerhed. Jeg vil gerne være i kontakt med mine følelser, men kun hvis de ikke bliver båret uden på tøjet. Alligevel tror jeg ikke, min indelukkethed i dag er bedre. Jeg har svært ved at sige, hvis noget går mig på eller gør mig vred. Det resulterer så også bare i, at den tunge fornemmelse i maven aldrig rigtigt bliver forløst. Måske er det en søgen efter at ville skabe kontrol, for oftest er det mig selv, jeg er vred på: noget bestemt, jeg ikke gjorde, noget, jeg ikke sagde, og omvendt. I dag er min vrede skabt af mig selv og på mig selv. Hvor det var andres (efter min mening) dumheder, som ramte, da jeg var yngre, så er det selvkritikken, der rammer i dag. Og det er virkelig en farlig én. Det kan ikke passe, at det at stå midt i følelsernes vold, eller at jeg udtrykker mine følelser ikke kan ses som en styrke. At jeg holder en kølig facade for så at lade følelserne brage indeni. Stressbolden skal også have en pause nogle gange. Måske er der en mellemvej mellem barnet med vreden og den unge indelukkede. Hvor der er rum til at føle sig vred, være okay med den og lade den boltre sig, så selvkritikken ikke begynder at få for vane at overdøve i mine tanker.

Jeg var et barn med vrede. Det sidder endnu i min mave. Titter frem en gang i mellem sammen med den lille selvkritiske stemme. En dag kunne jeg godt tænke mig at prøve at råbe ud i en tomhed, for eksempel fra en mark. Lade min egen stemme overdøve alt andet og centrere mig selv en smule. Det kan være, meditation også skulle have én til chance, bedre nattesøvn og en rigtig stressbold. Stimulere de andre følelser, og hvis jeg er heldig: adoptere en attitude, der har nemmere ved at sige ”pyt”.