Genudgivelse: Et energisk pust til en dalende klimainteresse

I efteråret 2024 holdt SEIN et åbent redaktionsmøde i Århus. Jeg havde trodset det kolde mørke og var cyklet af sted på min cykel vel vidende, at min saddel var utæt, og mine bukser ville blive våde bagpå.

Dog ville jeg da have en sjov og pinlig anekdote at fyre af, når jeg lidt uvidende og uforberedt skulle træde ind i et rum med seje, unge, engagerede mennesker.

Med min overtrøje bundet om livet, endnu ikke helt modig nok til at fortælle det med bukserne og den våde saddel, gik jeg ind i Ungdomskulturhuset. Parat til at vise mit værd og kæmpe mig til min plads som klimaskribent. Til min store overraskelse behøvede jeg ingen af delene.

Aftenen foregik civiliseret, og da jeg skulle vise min interesse for klimagruppen, opdagede jeg, at der hverken var brug for tænder eller klør. Der ikke var nogen at kæmpe imod.

Jeg udforskede lidt mere og endte ved bordet med de kulturinteresserede. En gruppe, der i modsætning til klimagruppen boomede af unge, som brændte for at dele med deres ideer og skriverier med verden. Ideer, der var gode, velovervejede og spændende.

Interessen for kunsten og kulturen strålede ud af dem, men alt, jeg kunne tænke på, var, at her stod jeg midt i en af Danmarks storbyer omgivet af den generation, fremtiden har sat sin lid til, og de var ikke synderligt interesseret i klimaet.

Kunne det virkelig passe?

Ilden er ved at brænde ud

Nu sidder jeg her, en hård vinter, et breakup og et par verdenskriser senere, og skal til at skrive min første artikel for SEIN med arbejdstitlen “En dalende interesse for klimaet”. Ikke just opløftende og jeg har tænkt på, om den skal ændres til noget meget energisk.

Jeg har dog haft ideen til artiklen i hovedet siden efteråret, og nu bliver den nødt til at komme ud, for den lidt haltende interesse for klimaet, jeg oplevede til SEINs åbne redaktionsmøde, viser sig at være mere generel, end jeg først gik og troede.

Jeg har undskyldt den manglende interesse for klimaet i min hverdag med, at jeg gik på et provinsgymnasium. At lige så snart jeg flyttede til en større by, ville jeg opleve et helt anderledes mindset. Det virker dog ikke helt til at være tilfældet.

Generation klima, som Greta Thunberg kickstartede i 2018, hvor oprørte unge klimastrejkede for deres fremtid, er ved at miste deres kampgejst.

En rapport fra Arla Fonden fra 2024 viser, at klimainteressen blandt børn og unge er næsten halveret de seneste fire år. I 2020 svarede 43 procent, at de synes, det var vigtigt at gøre en indsats for at leve klimavenligt. I 2024 var tallet faldet til 25 procent.

En analyse fra Dansk Ungdoms Fællesråd viser noget lignende. Da undersøgelsen blev lavet i 2019 svarede halvdelen af et udsnit af danskerne mellem 16 og 25 år, at klima og grøn energi var det vigtigste landspolitiske emne. Et tal, der i 2023 faldt til blot 35 procent.

Det tegner ikke så godt, at klimaet hverken har særlig interesse i hverdagen, eller når det kommer til politik. Hvis det virkelig står sådan til, burde man på skoler samt ungdoms- og videregående uddannelser så ikke bruge lidt ekstra tid på at puste til den døende klimaflamme?

En haltende undervisning

Desværre lader bæredygtighed og klima ikke til at fylde lige meget i undervisningen alle steder. En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at unge, især erhvervsskoleelever, ikke blot mangler interessen, men mangler viden om klimakrisen.

Kun 56 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne mener, at klimaforandringerne primært skyldes menneskelig aktivitet. Til sammenligning er tallet 81 procent på gymnasierne.

I samme undersøgelse er eleverne blevet spurgt, om de arbejder med klimaforandringerne i undervisningen, hvor kun 61 procent af erhvervsskoleeleverne har svaret ja. Tallet for gymnasieelever er 86 procent.

En artikel fra Politiken om kulturen på CBS gjorde mig opmærksom på, at det også er et problem på de videregående uddannelser. Ifølge opslaget og den interviewede CBS-studerende er der en mangel på et emne som bæredygtighed i undervisningen på CBS.

Er klimaaktivismen en lukket gruppe?

Man forstår måske godt, at det er svært for de højtråbende klimaaktivister at bryde igennem med deres budskab, når verden tilmed bliver ramt af kriser og krige, der virker mere overhængende. Ilden i dem brænder ud, og der er ingen, der puster. Undervisningen puster måske lidt uengageret til den eller puster måske slet ikke.

Selv på gymnasierne, hvor bæredygtighed er sat på skemaet, er de få foredrag og temadage om emnet ofte gode undskyldninger for at pjække. De få, der stadig går lidt op i klimaet, samler sig i grupper, hvor der bliver snakket om, at det også er for dårligt, at der ikke bliver gjort mere.

Grupperne ser cirka ens ud. Det er de flippede typer, gerne med en næsering og et outfit, der er fundet i det lokale genbrug. Jeg tror, jeg ser sådan ud, og jeg er bange for, det er med til at skræmme nogle unge væk fra klimaaktivismen. For går man en tur på erhvervsskolerne eller CBS, vil man måske ikke spotte mange af disse typer.

Den store forskel på både interessen i og videnen om klimaforandringerne hos ungdommen skaber et skel, der heller ikke hjælper på klimaengagementet.

At undervise i klimaforandringerne på gymnasierne er ikke spor vigtigere, end det er på erhvervsskolerne, og om noget burde fremtidens topchefer – mange af dem som kommer direkte fra CBS – også have et begreb om bæredygtighed. 

Et godt interesse mix og match

Det kan godt virke, som om man som klimaaktivist skal gøre bæredygtighed til hele sin identitet, og jeg tror, at klimainteressen for mange virker uoverskuelig og altopslugende. Det har den i hvert fald længe gjort for mig, og det gør den til tider stadig.

Der er en stemme i mit hoved, der fortæller mig, at det her er så vigtigt, at jeg ikke burde tænke på andet. Når jeg sidder og hygger mig med mine kreative sysler, løber en tur, ser dårlige film eller laver min søndagskrydsord, burde jeg forsøge at gøre en forskel i verden i stedet.

Derfor er det vigtigt at vise folk, at det er okay, at klimaaktivisme er en deltidshobby, der kan kombineres med andre interesser.

Det er nemlig en lidt udmattende interesse, så hvor ville det være dejligt, hvis alle havde lidt klima i deres hobbykatalog, så man kunne kombinere det at være fodboldfan med det at være klimaaktivist, filmnørd med klimaaktivist eller musikinteresseret med klimaaktivist og lette byrden lidt for alle.

Helt ideelt ville det være, hvis det ligefrem kunne kombineres med ens uddannelse og væves ind i undervisningen, så en grundlæggende bevidsthed om bæredygtighed ville lægge bunden, når vi uddannes i vores interesser. Om det er til murer, økonom eller ingeniør.

Lad os satse bredt

Da jeg trådte ind til SEINs åbne redaktionsmøde i efteråret og opdagede, at klimaet ikke havde den største interesseskare, var det ikke et tegn på, at ungdommen er ligeglade med klimaet, men at kampen måske er blevet lidt uoverskuelig.

Mange unge vælger i stedet at fokusere på deres andre interesser. Vel at mærke interesser som ungdommen altid har haft, og som altid har været okay at have, før vi fik en klimakrise at tænke på.

Det betyder bestemt ikke, at ungdommen er uengageret. Så på trods af den matte arbejdstitel, har jeg ikke helt mistet min kampgejst. Vinden skal nok vende, måske med lidt hjælp, og så kommer der gang i ungdoms-klimaaktivismen igen.

Men denne gang skal vi satse på at opildne hele ungdommen og ikke kun et lille udsnit. 

Tekst: Johanne Theilgaard Knudsen
Visuelt: Katrine Frimor
Redaktør: Kamille Agerley