Et ingenmandsland

Jeg er taget til Norge i vinterferien, og jeg har fundet et land, som er gået i stå. Et ingenmandsland.
Aldrig har jeg mødt den samme stilhed.
Der er aldrig helt stille.
Det er der her.
Atomstilhed.

Det eneste, jeg kan høre, er en kontinuerlig og uundgåelig knitrende prikken fra de frosne fnug, der lander overalt og langsomt gør laget af sne højere. Meget, meget langsomt.

Man kan ikke se ret langt, for tågen har lagt sig tæt om mig. Nogle dage kan man ikke engang se de forreste træer fra vinduet – det er, som om jeg er fanget i en osteklokke. Et hulrum, hvor alle lyde dæmpes og forsvinder i den hvide suppe.

Træerne her ligner mennesker. De er abnorme kroppe fastfrosset i et skridt, i et kast, i et fald. Hvis man går langt nok, kommer man somme tider til et sted, hvor de står med så lang afstand mellem sig, at tågen sluger dem. Så kan man ikke se andet end hvidt. Og tågen omslutter én, og langsomt fortsætter den ind i én. Jeg bliver i tvivl, om tågen er en del af min hjerne, eller måske om min hjerne er en del af tågen. Her er ingen lyde, men heller ikke mangel på lyde. Her er bare intet.

Jeg tror, jeg har brug for denne ingenting. Jeg tror, jeg har brug for et lille sted inden i mig, hvor der kan være atomstilhed, hvor jeg ikke behøver føle noget, gøre noget eller tænke noget. Hvor der bare er helt, helt stille.

Jeg tror, jeg vil tage Norges atomstilhed med mig hjem og lave plads til den et sted – uvist hvor – inden i mig. Et sted, hvor jeg kan gå hen og være helt tom, og hvor det at være tom ikke er en negativ ting.