Et liv som en sitcom

Det er lørdag morgen. Jeg ligger i min seng i stjerne-formation – med størknet savl i mundvigen og trætte, våde øjne – efter at have brugt det meste af aftenen på et værtshus aftenen forinden, da min roomie flyver ind af døren: ”Du er nødt til at komme og se.” Hendes ansigtsudtryk indikerer en blanding af panik og forundring, så min dovne, tømmermænds-ramte krop trækker hurtigt en T-shirt over hovedet. Jeg følger med hende ind på et værelse, der er overklattet med fuglelort. Vinduet står åbent, gardinerne flagrer i vinden hen over væltede potteplanter, og hendes seng er fyldt med jord og ligner nu haven i mine forældres sommerhus, hvor de praktiserer ”biodiversitet” (hvilket er herligt, men også er andet ord for at sige: ”vi passer den ikke”).

Nå, men så står vi der. Mig i en alt for stor T-shirt, knapt nok vågen og stadig med smagen af Tuborg Classic siddende på emaljen af mine tænder. Hende ved at kløjes af grin over, at der har været en fugl inde på værelset. Og så udbryder hun: ”Det er et rigtig sitcom moment.”

I den noget træls situation, det var, at min roomie skulle skrive speciale i et værelse, der var klattet til med fuglelort, var det den helt rigtige måde at se det på: som et sitcom moment. Et øjeblik, der var træls, men komisk. Lige til at stikke i lommen og tage med sig som en god fortælling, man kan trække frem, næste gang man sidder i et selskab, der er kedeligt.

Det, synes jeg, er en dejlig måde at se kiksede begivenheder på. I et kaotisk liv i midt 20’erne og som en noget forvirret sjæl synes jeg sommetider, at der er nok af dem. Og så er det det, man må gøre: sprede lidt glimmer på øjeblikket, pakke det ind i pænt papir og lægge det i baglommen. Og sige til sig selv: ”sikke et sitcom moment.”

Har du brug for et eksempel? F.eks. er det ikke længe siden, at jeg skulle til påskefrokost i Kalundborg, men kom til at tage lyntoget til Odense. Det var kikset. Det samme gjaldt, da jeg skulle på date, men dukkede op på Christianshavn i stedet for Nyhavn og lod min date vente i over 30 minutter. Også et sitcom moment.

At se sit liv udspillet som en sitcom er vel en form for coping mekanisme. Men det er en effektiv og ret så anbefalelsesværdig en af slagsen. Gør man dumme ting og får knuder i maven ved tanken om dem, kan sitcom-tanken være en form for indre massage, der får knuderne til at løsne sig.

Ja, faktisk er jeg blevet så vild med min egen sit-com coping mekanisme, at jeg nogen gange ærgrer mig over, at jeg ikke gør flere dumme ting – men det er heldigvis nemt at rode bod på. Jeg skal jo have samlet historier til bunken. Til når jeg sidder med mit hold af mennesker på virkelighedens McLaren’s (og ja, jeg siger McLarens og ikke Central Perk. Jeg er en af dem, der har set How I Met Your Mother og ikke Friends, hvilket, har jeg ladet mig fortælle, er et karaktertræk i sig selv). Og det er en rar tanke, at man faktisk kan have lyst til at gøre dumme ting, fordi de ikke kun er dumme, men også er med til at gøre en til et helt – og spændende – menneske.

Den første, jeg fik til at læse denne tekst igennem, sagde, at mine sitcom moments, som ikke er kommet med i det her færdige indlæg, kunne have været meget værre. Måske hun sammenlignede med sin egen lille bunke af fortællinger, der ligger klar i hendes lomme til at blive overstrøjet med glimmer?

For jeg går ud fra, at vi alle går rundt med en. Og selvom jeg til tider føler, at jeg fucker op ret ofte, fucker jeg nok ikke op mere end alle andre. Og det varmer mig at tænke på, at vi alle går rundt med historier, der enten bare er sjove – som fuglen og fuglelorten – eller med historier, vi skal blive bedre til at fortælle hinanden, så de ikke får lov til at sidde som knuder.

Selvfølgelig er der også sket ting i mit liv, som jeg ikke har lyst til at fortælle dig, og som jeg ikke forestiller mig, at jeg har lyst til at råbe ud over McLarens. Men at se det udspillet for mig med dåselatter i baggrunden mildner, hvordan jeg ser på mig selv.

For som en stolt sjæl, der helst vil være tjekket hele tiden, har jeg brug for en måde at cope med det pinlige på. Det er jeg nødt til. For som min lillesøster sagde til mig den anden dag, da jeg havde krise over snart at blive 25: ”Du er kun i midterste sæson af friends.” Så jeg kommer, forhåbentligt, til at gøre mange flere utjekkede ting i mit liv. Og det er nok meget godt, for en sitcom er svær at lave uden gode historier. Så jeg samler de pinlige, utjekkede ting, jeg gør, putter glimmer på, pakker dem ind – og så, ned i lommen.

På den måde bliver jeg taknemlig for, når jeg fucker op. Når hele min lejlighed lugter af brændte popcorn, når jeg dukker op på arbejde den forkerte dag, og når jeg ikke føler mig voksen.

Så ved jeg, at jeg er lykkedes.

Tekst: Marie Falkner

Visuelt: Emma Hjortkjær & Frida Bjerregaard Poulsen

Redaktør: Sigrid Langgaard & Johanne Ringøen