Nogle dage tænker jeg…

16. oktober 2018

Nogle gange kan det være svært at beskrive, hvordan man har det. Marie har det lidt som om hendes hoved er fyldt med adskilte tankestrømme og bekymringer, der popper op og ikke vil samles til én bestemt følelse. Men de formår alligevel sammen at udgøre en form for kaos.

Fotos af Simon Ejbye

I går fór jeg vild på Gladsaxe Trafikplads, og jeg forstod ikke, hvordan nogen nogensinde skulle kunne finde det rigtige busstop, og hvorfor to busstop lige efter hinanden har næsten det samme navn, så man stiger af et forkert sted, og hvorfor rejseplanens kortvejledning er så fucking skidt. Hvis jeg havde haft tiden til det, ville jeg sætte mig til at græde midt ude i midterrabatten. Over at den eneste, der skal følge mig gennem hele livet, er mig selv. Og at jeg er blevet født uden stedsans. Og at jeg ikke har tid til at fare vild lige nu.

Det sidste år har jeg ligget nede i en tryg og trist hule holdt nede af en tung og træt dyne, der holder mig varm af gamle minder. Jeg siger nogle gange til folk, at jeg ikke ligger dernede længere. Det er faktisk ofte, at det er sandt.

Det er svært at sige højt, for jeg tror ikke helt, folk forstår det.

Når jeg siger, jeg er stresset. Jeg har aldrig lavet så lidt, og jeg har aldrig følt, der er så mange ting, jeg skal nå, som nu. I lang tid har jeg ikke kunnet overskue mere end en ting om dagen. Selvom der ikke er noget, jeg skal nå. Kun hvis jeg selv vil ha det. Jeg drømmer om perfekt klippede, grønne hække i en computerverden, hvor der ikke findes støv. Jeg drømmer om at spille golf mellem hækkene, og at tid ikke findes.

Det er svært at sige højt, for jeg tror ikke helt, folk forstår det.

At når man knækker, så tager det ikke bare halvdelen af tiden at hele. Det kan godt tage dobbelt. Jeg kan ha det fint, og så dukker hans navn op som navnet på en sommerdrink i et menukort i mine mareridt. Altså, det kan jeg jo ikke styre.

Og jeg bliver så hurtigt træt af folk. Jeg bliver. Så. Træt.

Jeg forstår ikke, hvorfor de vil lave aftaler med mig, som de glæder sig til, og hvorfor de vil have alt muligt fra mig, for jeg er også pissetræt af mig selv, og jeg bliver nødt til at fortælle folk, at de ikke kan regne med mig, og at jeg ikke engang kan regne med mig selv. Og jeg synes, jeg har sagt det så mange gange, at jeg ikke ved, om det er sandt, eller om det er noget, jeg finder på.

Jeg har lyst til at rejse væk og være alene, men jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan finde vej nogen steder hen. Måske har jeg ikke evnen til at se ting oppefra, måske blev jeg født med skyklapper på. Jeg er mega angst for at være alene. Jeg skal rejse, og jeg prøver at forberede mig på, at jeg kan knække. Det bliver spændende, siger jeg.

Nogle dage tænker jeg
Hvis bare du havde et stabilt sted at bo, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg
Hvis bare du ikke havde brækket din albue, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg
Hvis bare du havde en stabil indkomst, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg
Hvis bare du gik i skole og havde en rutine, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg
Hvis bare du var rigtigt forelsket, og den person også var det i dig, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg
At hvis du bare var tilfreds med dig selv, så ville alt udenom ordne sig

Nogle dage tænker jeg på
Om det mon er bedst at rejse væk fra alt, når man er et skidt sted eller et godt sted

Nogle dage tænker jeg på
Hvor godt det er, at jeg er kommet ovenpå igen

Nogle dage tænker jeg på
Hvor lang tid der mon går, før man kommer ovenpå igen

Hvad tænker du?

  1. Olivia Nedergaard siger:

    Tårer, kram og genkendelse her fra <3

  2. Sophia Magdalena smith siger:

    Så genkendeligt! Tak fordi du deler! Knus

  3. Marie siger:

    Knus og “<3" tilbage til jer

  4. Siri siger:

    Det er så uhåndgribeligt genkendeligt, og jeg står faktisk i den komplet samme situation som beskrevet igennem hele teksten.
    tak for lige at reminde mig om, at folk kan have det på samme måde som mig selv. <3

  5. Marie siger:

    Og selv tak Siri!! Der må være flere, end man lige aner <3

  6. Laura siger:

    Marie, har først lige læst din tekst nu, men hvor er den fin! <33

  7. Marie siger:

    Tak Laura <3

  8. Pauline siger:

    Marie! Du har virkelig en gave. En gave til at formidle noget så kaotisk, på en alligevel så håndgribelig og genkendelig måde. Jeg relaterer helt vildt, og det giver mig en trøstende følelse, at kunne se tilbage på mit sidste kaotiske år og vide, at jeg ikke var åndssvag alene. Tak min søde for det <3 <3

  9. Marie siger:

    org tak sødeste dig, du er hverken åndssvag eller alene, tusind tak!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *