Et meningsfuldt og pligtopfyldende liv?

04. december 2017

Barbara fravalgte gymnasiet. Hun gik en helt anden vej og har de sidste tre år haft tid til nye, kreative projekter. Ingen skole. Men hun har også stået og set sine venner vinke til hende med huen på og en plan for livet. Barbara har skrevet en tekst om bekymringerne, forventningerne og frygten for at fortryde, når man ikke gør som alle andre.

Illustration af Juliane Vorgod

For at få et ordentligt liv skal du gerne have taget de obligatoriske 10 år i folkeskolen og derefter tre år på STX. Gerne en skole med elevdemokrati, global profil og så svær at komme ind på, at du må snyde med din adresse. Når du kommer ud på den anden side med et passende snit, og har løbet efter vognen og fejret dit slid, så tag gerne et 37 timers job i den lokale børnehave, så du har råd til at tage på jordomrejse med din slyngveninde. Kun et år, selvklart, så du kan nå hjem i tide til at gange dit snit og komme ind på universitetet. Gerne et studie på RUC eller KUA, med et klingende navn, der ikke rigtig siger noget om, hvad det egentlig handler om.

Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden, ville jeg have valgt den vej. Desværre tror jeg ikke, jeg ville kunne have klaret den. Måske, fordi jeg er doven, eller også fordi jeg aldrig har kunnet indrette mig efter skolesystemet. Til gengæld ville jeg have sluppet for alle de spørgsmål til familiefesterne, ”Hvad vil du med dit liv” og ”Hvad er dine planer?”. Jeg gjorde det, man ikke må gøre og droppede ud efter et halvt år på HF. Jeg kunne ikke finde mig til rette, og jeg tog mig selv i hele tiden at lede efter en undskyldning for at droppe ud. Den undskyldning kom i form af et teaterprojekt, og selvom jeg både var sceneskræk og en dårlig dramatiker, var jeg nu sikker på, at jeg skulle være skuespiller, og så var der jo selvfølgelig ikke tid til at gå i skole.  

Jeg står på en scene på Bumzen, ungdomshusets lillebror, der ligger på Baldersgade. Jeg har en mikrofon i hånden, og en kæmpe menneskeflok kigger på mig. Jeg er 16 år og har skrevet en rap om alle de mennesker, jeg hader. Jeg kan smage nervøsiteten helt oppe i ganen, og benene ryster indenunder mine baggy jeans. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke, hvordan jeg endte der. Alle mine venner gik i 1.g, men jeg ville lige pludselig være både skuespiller og rapper, og jeg fik lov til at rappe mine tekster til et feministisk event på Bumzen en vinteraften. Efter tre måneder gad jeg ikke lave musik mere. Men så fandt jeg bare et nyt projekt. Sådan har det været de sidste tre år af mit liv. Nye, kreative projekter, ingen skole, masser af bekymringer.

Jeg sidder i et lille køkken på Christianshavn og håber, ingen spørger mig, hvor gammel jeg er. Omkring mig bliver der snakket fransk og engelsk. Emnerne er arkitektur, stoffer, kunst og hvilken musik der lige nu florerer i DJ-miljøet. Jeg drikker rødvin, ryger gule kings og spørger mig selv, hvad fanden jeg laver her? Jeg er malplaceret. Jeg burde gå i 3.g, og jeg burde være i Kødbyen lige nu for at danse med mine gymnasievenner. I stedet hænger jeg ud med folk mellem 25 og 30. De er akademikere, kunstnere og musikere. Jeg dater en arkitekt på 28. Fransk. Smuk. Og langt over min standard. Det er derfor, jeg sidder her. Helt lille og bange for at sige noget forkert. Vi tager til en fest under Knippelsbro. Vi danser i mørket både alene og med hinanden. Hun kysser mig, og jeg forveksler fascination med forelskelse.

Vi sidder omkring det metaforiske spisebord. Vi venter på, at én af os gør noget uforudsigeligt, så vi andre kan følge trop. For vi har brug for én, der fører an. Hvordan skulle vi ellers kunne vide, hvordan man lever sit liv, hvordan man tager beslutninger, og hvordan man gør sig erfaringer? Det dundrer i hele min krop. Dundrer af spænding over, hvad der nu skal ske. Og jeg kigger på de andre, der sidder rundt om bordet, men de ser lige så afventende ud. Og pludselig har vi siddet her i årevis, uden at der er sket noget som helst. Ingen har turdet. Ingen har taget chancen. Vi smugkigger hen til nabobordene. De få, der har turdet rejse sig og gjort sig nogle opdagelser og taget chancer med deres liv, har vi ikke set noget til siden. Måske er de døde. Måske har de lavet fejl. Eller endnu værre: Måske fortryder de.

Jeg har aldrig prøvet det der med at holde ud og vente, til det bliver bedre. Hvis jeg ikke trives i det, finder jeg på noget andet. Det er derfor, at jeg nogle gange føler mig så svag.

Jeg har aldrig prøvet det der med at holde ud og vente til det bliver bedre. Hvis jeg ikke trives i det, finder jeg på noget andet. Det er derfor, at jeg nogle gange føler mig så svag. Alle omkring mig har overlevet de tre år, er kommet ud på den anden side og kan for første gang, siden udskolingen, ånde lettet op. Og så står jeg der, på den anden side af målstregen, uden rigtigt at have gjort mig fortjent til at stå der, og jeg kigger på alle de håbefulde, kloge mennesker, der først nu for alvor kan starte deres liv. Og lige pludselig er rollerne byttet om. Det er ikke længere mig, der har ondt af de andre, fordi de går i skole. Det er dem, der har ondt af mig, fordi jeg ikke gjorde det. Og de synes jo, jeg er sej. For det var mig, der dengang rejste mig fra bordet uden at kigge mig tilbage. Jeg forsvandt ud i horisonten med alle mine drømme, pakket tæt sammen i min rygsæk. Men da jeg nåede ud på den anden side og skulle til at pakke mine drømme ud, kunne jeg ikke genkende dem. Dét, jeg drømte om for lidt siden, drømmer jeg ikke længere om. Det er enten ikke realistisk, eller også er jeg ikke så god til det, som jeg troede.

Men nu kan man ikke gå tilbage i den trygge stol og sætte sig ved bordet igen, vel? Nej, for nu begynder folk at rejse sig. Så tager de på højskole eller på backpacking i Asien. Og de kan gøre det helt uden bekymringer, for når de kommer hjem, venter deres liv og deres drømme stadig på dem.

Det er først for nylig, det er gået op for mig, hvor meget jeg ligger under produktivitetsmyten. Jeg har hele tiden skullet forsvare, at jeg faktisk bruger min tid fornuftigt, selvom jeg har valgt uddannelse fra. Og de voksne ryster på hovedet og siger til hinanden, at det nok bare er en fase, og at jeg snart finder ud af, at man ikke kan leve af at være kreativ.

Hvis man kunne indrette et uddannelsessystem uden det overdrevne fokus på effektivitet og rationalitet og i stedet undervise ud fra den enkelte elevs behov og drifter, ville jeg måske være blevet i gymnasiet.

Men produktivitetsmyten hersker og gør folk stressede, hvis de laver noget, men gør dem endnu mere stressede, hvis de ikke laver noget. Ideen om, at samfundet kun fungerer, hvis alle bidrager hele tiden. Man presser de unge til at holde så få sabbatår som muligt ved at garantere dem at kunne gange deres snit, hvis de starter på en videregående uddannelse indenfor to år.

Men siden den regel blev indført, har der aldrig været flere arbejdsløse akademikere. De nyuddannede mangler livserfaring og modenhed. Derfor ville jeg ønske, at vi kunne indrette et samfund, hvor tid ikke dominerer så meget, som det gør lige nu, hvor vi kunne hylde sabbatåret og én gang for alle kalde det noget andet!

Hvad tænker du?

  1. Anine Bjørk siger:

    Du er et levende bevis på at skole ikke nødvendigvis er for kloge mennesker<3

    1. Ida Marie siger:

      Anine er nice

  2. Josefine siger:

    Det giver så god mening for mig, det du skriver. Især det med ikke at kunne kende sine drømme og være frustreret over et samfund hvor tid spiller så stor en rolle. Sådan har jeg det også. Tak fordi du deler!

  3. Olivia NN siger:

    Hurra for dig! Hvor er du sej! Tak for også at hylde sabbatåret og ville kalde det noget andet. Tak for dit perspektiv på det hele ❤ og ja, os der har kørt i gennem al det uddannelse er mindst ligeså forvirrede, så det kan vi nok alle sammen samles om ❤

  4. Mathilde siger:

    Lige på kornet. Fantastisk tekst, giver stof til eftertanke! Tak for det.

  5. Barbara Ginman siger:

    Tusind tak for jeres søde ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *