Fagforeningernes internationale festdag
Første maj blev igen i år fejret, blandt andet i Mølleparken i Århus. I dette indlæg skriver Jeppe om sine observationer til fejringen og om alt fra mødet med unge kommunister til kamuflerede valgtaler.
I dag var jeg til første maj-arrangement i Mølleparken i Århus.
Arbejdernes Internationale Kampdag sætter sin historiske rod i 1889. Dagen har tradition for at være en dag, hvor vi hylder arbejderklassens rettigheder. Med andre ord hyldes “arbejderklassen” og dennes “rettigheder”. Rettighederne er udsprunget af eksempelvis idéen om en otte timers arbejdsdag, med dertilhørende otte timers frihed og otte timers hvile.
Med andre ord hyldes "arbejderklassen" og dennes "rettigheder"
Ved Arbejdernes Internationale Kampdags begyndelse stimlede arbejdere sammen om deres vilkår på arbejdspladserne. De så en mulighed for at holde arbejdsgiveren i skak ved at organisere sig.
Marie Christensen (1871-1945), en fagforeningskvinde som netop udbredte idéen om at organisere sig, fortæller en agiterende historie om arbejderklassens (i dette tilfælde tjenestefolk) uretfærdige og magtesløse position ude i husstandene i sin pjece ‘Anna og Emilie’.
Jeg ville godt have haft Marie Christensen med til første maj-arrangement anno 2025. Hvad havde hun mon syntes om arrangementet og talerne?
Høj sol over Århus
Lige da jeg sætter min cykel og træder ind i Mølleparken, bliver mine øjne mødt af en bog af Lenin: ‘Om fredelig sameksistens’. Bogen ligger sammen med andre bøger på et bord med rød dug ved en bod, der er blevet sat op i dagens anledning.
Fredelig sameksistens synes jeg egentlig lyder meget godt, for at sige det mildt. Men den indprægede aversion over for Lenin, Sovjet og Kommunisme er også nået til mig. Jeg skænkede derfor den ellers ubetinget fine titel en anden betydning.
Der blev solgt fadøl. De blev også drukket.
Der var mange mennesker. Himlen var blå og det må have været årets hidtil varmeste dag. Solen havde ikke cancelled Rusland, for den stod nærmest i zenit.
De fleste af de første maj-fejrende var voksne mennesker over 50, der tilsyneladende så en fantastisk mulighed for en endagsfestival med god musik og god stemning. Mange havde taget deres børn med, hvoraf nogle gik rundt med fagforeningsmerch. Der blev solgt fadøl. De blev også drukket.
Jeg snakkede med nogle unge mennesker, der ikke havde meget tilovers for kapitalismen. De spurgte, om jeg var interesseret i politik. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men det lykkedes alligevel at snakke videre med dem.
De var tilknyttet Revolutionært Kommunistisk Parti og ønskede, at første maj-arrangementet fik noget politisk substans. Jeg havde set en af deres plakater i bybilledet. På plakaten er et billede af Karl Marx og et udtrykt ønske om, at beskueren organiserer sig. Noget i den stil.
Jeg spurgte dem, om ikke de syntes, at plakaten var en tand for revolutionær. Ville folk mon respondere på plakaten og stifte bekendtskab med kommunismen på baggrund af en sådan plakat? Var den ikke lige konfrontatorisk nok til en menig studerende? Men dem fra RKP ønskede ikke at tage det forbehold. Det respekterede jeg.
Jeg så dem nærmere som villige til forandring. Og det kunne jeg forstå.
Men kommunisme er ikke desto mindre en spændende ting – især på denne dag. For i en verden, der er underlagt kapitalismens åg, synes jeg, at kommunismen er et udtryk for forandring.
Så da jeg mødte de mennesker, der stod med hammer og segl på deres trøjer og snakkede om kommunismen, lagde jeg ikke så meget i ordet “kommunist” eller definitionen herpå. Jeg så dem nærmere som villige til forandring. Og det kunne jeg forstå.
Kræmmermarkedsøkonomi
Der var ellers ikke meget forandring at spore i Mølleparken på denne dag. Et seniorkor sang ‘Malaga’ af Thomas Helmig. Fagforeningerne havde boder; FOA, FH og HK var der. Første tale, holdt af FH, handlede om Putin og Trump.
”Fagforeninger er godt, og vi skal have retfærdighed på arbejdsmarkedet!” hørte jeg taleren sige. ”Hørt” brummede en mand bag mig.
Snakken omkring mig summede løs og festivalstemningen lå tæt i luften. Talerne fungerede mest som lidt sporadisk baggrundsflimmer. Jeg snakkede med mine kammerater om stemningen til sådan et første maj-arrangement.
Mine kammerater er børn af provinsen ligesom mig. Vi sammenlignede stemningen under talerne med henholdsvis dyrskue i Nordjylland, ringridning i Sønderjylland og traktortræk på Fyn.
Jeg blev mindet om de progressive fra tidligere. De ønskede mere fra en dag som i dag. Langt mere.
Hvem har tabt en pære, tænkte jeg.
Der dukkede også et kamera op. Fyren, der holdt kameraet, havde noget temmelig slasket tøj på. Men hvem tager også billeder af ham med kameraet?
Et blues band spillede ‘Sweet Home Chicago’ og et Bob Dylan nummer. ”Kan musikere mon være i fagforening?” spurgte den ene kammerat mig. Godt spørgsmål. Et øjeblik efter så jeg fotografens kollega, en insisterende og travl type, skvatte i en pære, der lå på jorden. Hvem har tabt en pære, tænkte jeg. Situationen mindede mig om ‘Max Pinlig’.
Talerne havde hidtil ikke været nævneværdige. De var valgtaler kamufleret som solidariske første maj-taler. Jeg tænkte atter på mine kommunistiske venner. Sådan nogle engagerede unge får ikke meget på en dag som denne.
Men så dukkede der unge op på scenen. Spændende, tænkte jeg. Men heller ikke de formåede at indløse mine forhåbninger ved at sætte ord på det dunkle.
Uforløsende terminologier
Det var min personlige debut til et første maj-arrangement. Jeg havde et håb om, at nogle var i stand til at sætte ord på, hvad der ikke fungerede. Som Århus’ borgmester, Winnerskjold, sagde: “Vi har det godt, men der er også dårlige ting”.
Da Anders Winnerskjold sagde disse ord, fornemmede jeg medlemmerne omkring mig stille sig op på bagbenene. Nogle tror jeg endda holdt et: “Hvad ved du om det?” inde. Men måske nogle andre ventede på samme forløsning, som jeg gjorde. For utilfredsheden må komme reelt til udtryk den første maj.
Men den blev ikke taget hånd om, på denne dag, til dette arrangement i Mølleparken. Hvad der derimod lykkedes, var ølsalg, hygge og en temmelig substansløs organisering.
For utilfredsheden må komme reelt til udtryk den første maj. Men den blev ikke taget hånd om.
Gad vide, hvordan mine forandringslystne venner sover i nat.
Jeg læser de her dage ‘Brødrene Karamasov’, oversat af Ejnar Thomassen. Den er god til mig. Der er en hund med, som hedder Sjutka.
Da jeg om aftenen spiste aftensmad med min kæreste ude på altanen, i aftenens potente solskær, havde jeg jo lært et godt hundenavn at kende. Jeg spurgte hende, om hun ville høre det. “Ja,” sagde hun. Efter ordet Sjutka havde gledet af mine læber, fyldte hun hele gården med latter.
Hvad tænker du?