Læsernes spørgsmål til Kommunalvalg 2021

14. oktober 2021

D. 16. november 2021 slår klokken kommunalvalg. En aften, hvor forventningsfulde politikere landet over står med krydsede fingre og håber på at indtage en plads i kommunalbestyrelsen i netop din kommune. Men hvad er kommunalvalg egentlig for en størrelse? I dagens indlæg besvarer SEIN jeres spørgsmål om kommunalvalget.

Velkommen til endnu et afsnit af Kommunalvalg for dummies!

Hvordan vælger jeg, hvem jeg skal stemme på?

Når du stemmer til kommunalvalget, stemmer du i bund og grund på, hvordan pengene i din kommune skal tilrettelægges. På din kommunes hjemmeside kan du finde en oversigt over de opstillede kandidater (fx kandidaterne fra Aarhus Kommune). 

Du kan også finde kommunalvalgskandidaterne på partiernes hjemmesider. Her kan du læse om kandidaternes mærkesager og blive klogere på, hvad det enkelte parti kæmper for i din kommune.

Lige om lidt kan du også tage en test på DR, som hjælper dig med at blive klogere på, hvem du skal stemme på til Kommunalvalget 2021.

Hvordan er en kommune opbygget?

Kommunerne administrerer den daglige og offentlige velfærdsservice og blev efter kommunalreformen i 2007 ansvarlige for det, vi kalder borgerrettede opgaver. Til kommunalvalget skal der altså vælges byrådsmedlemmer, som tager beslutninger, der påvirker folkeskoler, daginstitutioner, overførselsindkomster og meget andet.

Beslutningerne tages i forskellige udvalg, som består af byrådsmedlemmer. Oftest sidder de valgte politikere i de udvalg, hvor de kan forhandle deres mærkesager. Derfor er det vigtigt at stemme på en politiker, som du deler flere eller alle mærkesager med.  

De fleste opstillede kommunalvalgskandidater håber på at indtage pladsen som borgmester. Borgmesteren leder byrådet og er daglig leder af kommunens forvaltning, men kan ikke træffe beslutninger uden kommunalbestyrelsen. 

Kommunaldirektøren er dog den øverste ansatte embedsperson i kommunen og tager sig af kommunens personale og administration mm. 

Hvad er forskellen på at stemme på enkeltpersoner og partier?

Hvis du stemmer på et parti, går din stemme til den borgmesterkandidat, som partiet har udvalgt på forhånd. Hvis du overordnet identificerer dig med partiets politiske dagsorden, kan det være en god idé at stemme partimæssigt. 

Hvis du omvendt stemmer på en enkeltperson, går din stemme direkte til kandidaten. Partiet skal ofte være enige om dagsordenen på en bred vifte. Det behøver enkeltpersonerne ikke nødvendigvis at være. Hvis din identifikation med hele partiet står lidt uklart, kan det være en god idé at stemme på den enkeltperson, som du mener kan bidrage til din kommune. 

Hvem kan stille op til kommunalvalget?

Stemmeretten og retten til at stille op går hånd i hånd. Det kaldes for valgbarhed. Hvis man er fyldt 18 år, har dansk statsborgerskab og fast bopæl i Danmark, er man valgbar. 

I Holbæk sidder Danmarks yngste borgmester, Christina  Krzyrosiak Hansen. Blandt de mange 40-, 50- og 60-årige, blev hun valgt ind i 2017, da hun var 24 år. Christina er et levende bevis på, at de unge både bør og kan blive set såvel som hørt. 

Til kommunalvalget kan det dog knibe lidt, når de unge skal råbe højt om deres mening. Faktisk er de 18-årige iblandt de flittigste vælgere med 75,1% stemmer til kommunalvalget i 2017. Til folketingsvalget er de endnu flittigere med en stemmeprocent på 84,1%. Men det går op ad bakke, når de unge flytter ud og ikke længere er lige så påvirket af, hvordan deres forældre stemmer. Eksempelvist stemte kun 60,1% af de 19-21-årige til kommunalvalget 2017. Et fald på 15 procentpoint. 

Stemmesedlerne lander i vores postkasser om en lille måneds tid. Hvem mon du skal stemme på?

Du kan læse første afsnit af Kommunalvalg for dummies her

Artiklen udgives i samarbejde med Tuborgfondet.

Kilder til artikel
https://nyheder.tv2.dk/kandidattest
https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/forskere-saadan-faar-man-mest-magt-i-kommunerne

https://www.ft.dk/da/ofte-stillede-spoergsmaal/valg_system_kan-jeg-stille-op-til-folketingsvalg 

https://www.aarhus.dk/media/68357/kandidatopslag-byraadsvalg-2021.pdf 

https://www.dr.dk/nyheder/politik/kandidattest 

https://www.altinget.dk/kommunal/artikel/forskere-saadan-faar-man-mest-magt-i-kommunerne 

https://politik.systime.dk/index.php?id=156 

​​https://denstoredanske.lex.dk/kommunaldirekt%C3%B8r 

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her