Fanbrev til Lana

30. august 2019

Rasmus har skrevet et brev til Lana Del Rey. Om teenagebesættelse, musikkens virkning og Rasmus og Lanas hemmelige verden.

Collage af Zak Bergmann

Kære Lana Del Rey

Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte din stemme. Jeg var på ferie i Sydfrankrig med min familie, og “Video Games” blev spillet over højtalerne i Carrefour. Jeg blev fuldstændigt tryllebundet. Der var noget ved kombinationen af den melankolske musik og det farvestrålende, neonoplyste supermarked, der føltes drømmeagtig og filmisk.

Jeg har altid godt kunnet lide musik. Mine forældre sørgede for, at kunstnere som Leonard Cohen, Bob Dylan, David Bowie og Nancy Sinatra dannede soundtracket for min barndom. Da jeg var otte, tog de mig med ind at se Leonard Cohen en varm sommeraften i Nice i en kæmpe have fyldt med oliventræer. Alligevel var der noget anderledes med dig, Lana. Du var helt min egen og ikke en, som mine forældre havde præsenteret mig for, eller som mine klassekammerater spillede på smartboardet i frikvartererne. Jeg følte, at du var min hemmelighed, og at du sang og talte kun henvendt til mig.

Jeg følte, at du var min hemmelighed, og at du sang og talte kun henvendt til mig.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne finde på, for at udtrykke min kærlighed til dig. Jeg oprettede en Instagram-profil dedikeret til dig. Jeg brugte mange timer på omhyggeligt at lave fanart, og jeg fik mine forældre til at købe merchandise på nettet. Jeg oprettede en profil på forummet lanaboards.com, hvor jeg sammen med hundredvis af andre fans ihærdigt og aggressivt diskuterede dig og din musik. Jeg læste alle interviews, du nogensinde havde givet, jeg nærstuderede artikler om dig fra selv den mest obskure lokalavis, og der var ikke dén detalje om dit liv, jeg ikke forsøgte – og oftest lykkedes med – at have styr på. Jeg kunne bedømme, hvornår et billede var taget ud fra længden og farven på dit hår, jeg havde styr på dit stamtræ, og jeg kan da huske, at jeg blev overordentligt begejstret, da en fan formåede at få fingrene i et dokument, der beviste, at du var registreret som demokratisk vælger. Jeg kunne udenad recitere tekster til alle sange, du nogensinde havde sunget – også de hundredvis af uudgivne sange, der blev lagt på nettet, efter at en eller anden helgen formåede at stjæle din hard drive.

Ja, teksterne sidder faktisk stadig fast i mit hoved, og selvom jeg ikke i dag bruger lige så meget tid på lanaboards.com, som jeg gjorde dengang, så er min kærlighed til din musik absolut kun blevet endnu større. Jeg var fjorten år, da dit album Ultraviolence udkom, og uden at blive alt for dramatisk kan jeg godt sige, at det ændrede mit liv. Det er udelukkende det albums fortjeneste, at jeg efterfølgende begyndte selv at spille musik, hvilket man også godt kan se på de første mange sange, jeg skrev, der alle var ret åbenlyse kopier af sangene fra Ultraviolence. Det er også på grund af det album, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for musik som kunstart og begyndte at fordybe mig i musikhistoriens kringlede udvikling. Det er på grund af den nysgerrighed, som Ultraviolence vakte i mig, at jeg opdagede kunstnere som Yoko Ono, Nico, Marianne Faithfull og Joan Baez, som jeg i dag er næsten lige så besat af, som jeg er af dig.

...uden at blive alt for dramatisk kan jeg godt sige at det ændrede mit liv.

Halvandet år efter Ultraviolence udgav du Honeymoon, som jeg stadig den dag i dag synes er dit bedste album og et af de bedste albums nogensinde. Sammen dannede de to plader lydtæppet for den periode i mit liv, hvor jeg udviklede mig allermest som menneske, og for mig er der ingen tvivl om, at jeg i dag ville være væsentligt anderledes, hvis jeg ikke havde haft din musik til at hjælpe mig, når det blev svært og hårdt at være femten år gammel. Det skal du have tak for. Det er af den grund, at selvom du teaser din musik gennem små lydklip på Instagram i månedsvis uden at give så meget som en udgivelsesdato, og selvom du til tider skriver hæslige linjer som “what about all these children and all their children’s children?”, så vil jeg elske og forsvare dig til min død. Igen: Tak! Nu vil jeg sætte Honeymoon på og drømme mig væk til den verden, der stadig føles, som om du har skabt den kun til mig. Jeg glæder mig til at følge dig mange år frem!

Rasmus

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *