Jeg vil flytte hjemmefra – men hvortil?

09. april 2019

Caroline ved godt, hvad hun vil studere. Men hvor det skal være, ved hun ikke. Hun dagdrømmer om storbylarm og vingesus, men også om solnedgang i Munke Mosen. Det er ikke nemt, men hun er sikker på én ting. At bo i en by med et lysende skær.

Illustration af Sabrina Mây Elmhoff

Jeg har mange notesbøger på mit skrivebord. Til min dagbog, kalender, tekstidéer, månefaser, tarot og alt derimellem. De indeholder lister, gøremål og tanker fra de seneste to år efter gymnasiet. Ikke mindst tanker om, hvor jeg vil flytte mit liv til, når jeg flytter hjemmefra. Og de flyver altså rundt.

Snart bliver jeg nødt til at begynde på en ny notesbog og skrive alle de fordele og ulemper ved hver by, jeg kan komme på, ned. Ellers så ved jeg ikke, hvordan jeg skal tage en beslutning. Det er en pærevælling i mit hoved. Jeg ser det for mig, at jeg står på en vej, der har tre forgreninger, og jeg kan ikke komme videre medmindre, jeg vælger at gå af en af dem. Men hver gang jeg fortsætter et par skridt op af den ene, så har jeg lyst til at vende om og løbe tilbage.

Sådan løber jeg frem og tilbage på alle tre stier i disse dage. Jeg glæder mig til den dag, jeg har tænkt på at bo i den samme by i mere end et par døgn. På et tidspunkt bliver jeg nødt til at tage en beslutning og vælge en sti. Heldigvis kan man vænne sig til meget, men jeg vil allerhelst gøre det rigtige… Og hvad er det?

Jeg kan læse i min notesbog fra starten af mit første sabbatår, at jeg ville blive i Odense, i min barndomsby. At jeg ikke ville gøre ligesom min søster, der farede til København for at leve storbylivet og tage en uddannelse ved siden af. Jeg ville spare mine penge og læse litteraturvidenskab eller dansk i Odense. Det var det fornuftige valg, kan man sige. Så kom jeg på højskole til foråret og mødte de bedste bekendtskaber, men de var fra eller flyttede til København og Aarhus. Da jeg afsluttede højskole, kunne jeg slet ikke forestille mig ikke at se de her mennesker hver dag. Så jeg var klar på tanken om at flytte til København.

Jeg glæder mig til den dag, jeg har tænkt på at bo i den samme by i mere end et par døgn.

Nu er jeg kommet til at tvivle på, hvor jeg vil være igen. Jeg ved ikke om, jeg brænder nok for København til at starte en kæmpe mission for at finde et værelse til en okay pris. Til at være i et boligræs med alle andre, hvor kontakter er så vigtige, og hvor det jo næsten er en nål i en høstak at finde et sted, hvor både kvadratmeter, pris og placering går op i en højere enhed. Eller er jeg bare for pessimistisk omkring det? I den her tvivl, der gik jeg af endnu en sidevej mod Aarhus. Hvor mange af mine højskolevenner også bor, hvor huslejen er en mellemting mellem København og Odense, og hvor jeg måske ville føle mig mere hjemme i en by, der på mange måder minder mere om Odense. Men jeg løb hurtigt tilbage på hovedvejen, hvor jeg nu ser, at jeg kan gå i to retninger; enten tager jeg til København, eller jeg bliver i Odense.

Illustration af Sabrina Mây Elmhoff

Omkring oktober sidste år mødte jeg min nuværende kæreste, som bor her i Odense. Endnu en grund til at blive i min barndomsby. Nogle gange banker jeg mig selv let på hovedet over, at jeg vil lade et andet menneske styrer mit valg af by. Jeg burde være selvstændig nok til at kunne bo i en anden by, men jeg har også måttet indse, at jeg som det ser ud lige nu ikke kan forestille mig at være i et langdistanceforhold. Ikke når det stadig er så nyt. Så jeg dagdrømmer om Odense lige nu. Jeg dagdrømmer om at bo inde i centrum og gå enten på den Smagløse eller Café Biografen i solskin og let skydække og sætte mig ind og drikke kaffe og spille backgammon med mine venner. Om at gå igennem Munke Mose i lugten fra engangsgrille og lyden af bas fra de siddende grupper af unges højtalere. Om at tage i havnebadet og se solnedgangen sidst på dagen med tæpper.

Det virker ikke at slå plat eller krone, men jeg kan kontrollere forvirringen ved at lade den eksistere.

Men jeg dagdrømmer måske mest om at føle mig tilfreds med at blive i min barndomsby, og at jeg ikke har lidt et nederlag ved ikke at drage væk men blive.  Jeg vil gerne begynde at se Odense i et lysende skær. Ligesom det jeg har set både København og Aarhus i. Min fornuft vil så gerne have, jeg bliver her. Det må siges at være forvirring på højt plan! Det virker ikke at slå plat eller krone, men jeg kan kontrollere forvirringen ved at lade den eksistere. For den må godt være der, også selvom den er træls.

Som jeg ser det lige nu, så kan jeg kun håndtere den ved at være åben og ved at lave min research. Jeg snakker især med mine venner i de tre byer om deres oplevelser af at finde værelse, og hvordan de bruger og udnytter deres bys muligheder. Jeg snakker med min kæreste om fremtiden og potentielt bo i to forskellige byer, også selvom jeg kan være modvillig omkring den snak. Jeg indblander mine forældre i det omfang, jeg kan overskue, for også selvom de har en del mere erfaring og også de praktiske spørgsmål, så vil jeg stadig gerne føle, at det er mig, der tager valget og ikke dem, der guider mig hen til det.

Det bliver en stor omvæltning uanset hvilken by, jeg ender i. Jeg vil gerne have mit hjerte og min hjerne vælger sammen og at den ene del ikke overtager, så jeg sidder tilbage med en knude i maven. Jeg vil sætte mig med en ny notesbog og tænke realistisk om min fremtid. For selvom det lysende skær kan omkranse hver by, så må jeg også indse, at jeg snart skal til at træde ud af min sabbatårsbobble og ind i en mere voksen verden, hvor jeg skal betale mine regninger og tage vare på mig selv og min uddannelse. Tænk, jeg skal til at være så moden! Det virker spændende og skræmmende på samme tid med en ny hverdag og nye udfordringer, der snart går mig i møde.  Jeg tror, det er sundt at genoverveje ens valg. Det er heldigvis ikke alle valg, der behøver at blive lige så kringlede, som jeg selv kan gøre det til. Men vores baggrund og belæg for at være lige dér, hvor vi er, må være vidt forskellige.

Nogle tilfældige, nogle nøje planlagte og nogle midt imellem. Jeg ender måske selv med at lade det blive for planlagt?

Illustration af Sabrina Mây Elmhoff

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *