Fictio

21. december 2018

Tobias har skrevet om et breakup. Han tager os igennem følelserne, den gentagne forvirring og fortvivlelse, der opstår omkring forelskelse, og reflekterer over sine egne handlinger.

Illustration af Mathias Hansen

Jeg læste situationen forkert igen. Eller det er det første, jeg tænker, det første, jeg tror. Det, der i virkeligheden skete, var, at jeg skabte en historie i mit hoved igen. En historie for at behage mig selv og gøre hverdagsjobbet med bleskift og grædende børn lidt mere interessant. Jeg har set for mange film, og nu har jeg endnu engang skrevet et manuskript til mit eget liv. Gang på gang overbeviser jeg mig selv om, at det er en romantisk komedie eller en thriller/et drama, men det viser sig altid at være ren science fiction – det pure opspind.

I ca. 3 måneder havde vi været sammen, da jeg gjorde det forbi. Efter det skete, tog jeg i fitness for at tænke på noget andet. Måske prøve at træne det ud af kroppen på en eller anden måde. Der var ikke megen styrke i kroppen, men for mig hjælper det altid, hvis jeg fordyber mig i noget andet. Eller det udskyder i hvert fald alle de ubehagelige følelser.

Jeg fik lyst til at ryge og drukne mig i alkohol, ligesom jeg har haft lyst så mange gange før, hvor situationen har været den samme. Jeg tog i byen og tænkte på vilkårlig sex, selvom jeg ikke var i humør til det. Men så kunne det i det mindste føles fysisk godt, tænkte jeg. For jeg havde ondt i maven. Det var kommet i løbet af de sidste par dage. Måske var det noget, jeg havde spist eller smitte fra et af vuggestuebørnene. Måske var det dårlig samvittighed og sorg. Skyldfølelse over, at jeg havde gjort hende ked af det.

En aften sad jeg og græd til et afsnit af New Girl. Nick overrasker Jess på hendes fødselsdag med en biografsal fuld af hendes nærmeste og en videohilsen, hvor alle fortæller, hvor meget de holder af hende. Det kommer helt bag på hende og gør hende vanvittig glad. Jeg bliver ikke så tit rørt over film eller serier, men her kunne jeg af en eller anden grund ikke holde et par tårer tilbage. Jeg følte mig enormt dum. Hvorfor kom tårerne så let i et ret klichéfyldt afsnit, som jeg faktisk allerede havde set engang før?

Der er billeder i min telefon. Af os. Jeg har lyst til at skrive til hende og høre, hvordan hun har det, men jeg har prøvet det her mange gange før, og jeg ved, at jeg ikke skal kontakte hende. Ikke fordi hun har sagt det, men fordi jeg bare ikke kan være der for hende. Hvad skulle jeg sige? ”Jeg er ked af, at jeg ikke kunne mærke magien”. Min tilstedeværelse i hendes liv kan ikke gøre hende glad længere.

Jeg var ikke forelsket i hende. Eller var jeg? Hvad var det, jeg følte?

Det er virkelig modbydeligt. Ikke at skulle kontakte en person, man har set halvdelen af ugens dage de sidste 3 måneder. Uanset om det så var det rigtige at gøre. At hun bare med et knips er ude af din lejlighed. Ude af din verden. Der er intet, du kan gøre. Det er underligt, for jeg gjorde det forbi. Jeg valgte selv, at det skulle være sådan.

Uger efter anbefaler Facebook mig stadig at fortælle, om jeg kommer til bestemte begivenheder, som hun deltager i. Algoritmen har endnu ikke fundet ud af, at kontakten er afbrudt. Vi er stadig venner. I hvert fald på Facebook, men hvad betyder det overhovedet nu?

Jeg var ikke forelsket i hende. Eller var jeg? Hvad var det, jeg følte? Jeg ved ikke, hvorfor jeg gentagne gange er havnet i den her situation. Eller måske ved jeg det egentlig godt efterhånden. For jeg synes trods alt, jeg er blevet en smule klogere.

Jeg tror, det sker, fordi jeg elsker suset ved en romantisk aften med den ”helt specielle” kvinde. Jeg skaber forelskelsen, fordi jeg elsker historien. Derefter er det så bare et spørgsmål om tid, før den render ud. Et spørgsmål om tid, før at jeg ikke kan holde gejsten oppe længere. Historien bliver for kedelig, og jeg mister koncentrationen. Rundt om hjørnet venter der nye muligheder, og jeg kan nemt glemme overhovedet at undre mig over, hvad jeg gør galt.

Finn Abrahamovitz skriver i sin bog Det handler om mennesker at, Den romantiske kærlighed, den der sætter ind, før nogen har fået en kinamands chance for at lære hinanden at kende, er en kæmpe selvspejling, en projektion, et luftsyn, et fatamorgana. Jo mere du har behov for eventyret, jo mere skaber du eventyret. Netop, skaber det, ikke: Møder det. Du opfinder kærligheden, du opdager den ikke.

Det er beskrivelsen af mange af mine forelskelser. Det er endelig gået op for mig. Jeg ser alle de skønne og dejlige ting, som jeg mangler og vender hovedet væk fra alle de ”grimme” ting. Dem, som jeg godt ved, ikke passer til mig. Jeg skaber et behov, hvor hun passer ind. På et tidspunkt kan jeg ikke længere se bort fra alt det ved hende, jeg godt ved, jeg ikke bryder mig om, og det falder fra hinanden.

Jeg skal ud og møde forelskelsen, ikke skabe den.

Hvad tænker du?

  1. Olivia siger:

    Virkelige god reflektioner og rigtig godt skrevet, Tobias!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *