Fire klassikere du bør læse i 2023, del 1
Hvorfor er en coming-of-age historie fra 1960’erne og en næsten 100 år gammel roman om ultimativ undergang stadig relevant i dag? Giver det mening at læse om fransk frisættelse 150 år på bagkant og beskæftige sig med en dansk digtsamling, der blev et af startskuddene til den modernitet, vi for længst igen er forbi? Beate og Jacob har genlæst fire af deres yndlingsklassikere og fortæller i en miniserie i to dele, hvorfor du bør tørre støvet af de falmede forsider og give dig i kast med bøgerne. Dette er første del – læs anden del her.
The Outsiders, skrevet af S. E. Hinton (da hun var 16!), udgivet i 1967.
Til dig, der leder efter en kort bog som befinder sig i en grænsezone mellem West Side Story, The Perks of Being a Wallflower og The Catcher in the Rye. Eller til dig, der ikke har hørt om nogen af dem, men gerne vil i gang med at læse og leder efter noget fængende.
Den er stadig relevant i dag, fordi den handler om et så almenmenneskeligt tema som det at være udenfor. Det havde du måske gættet fra titlen. Men alligevel bliver jeg overrasket, når jeg åbner bogen. Fordi jeg sjældent har mødt en fortællerstemme, der er så ærlig og som lægger sin sårbarhed til skue for læseren på samme måde som den 14-årige Ponyboy Curtis.
Ponyboy er nemlig udenfor på mange måder. Han er udenfor det pæne samfund, fordi han kommer fra et fattigt nabolag og bliver opfostret af sine to ældre brødre. Når han går på gaden, råber folk “greaser!” af ham, for at vise, at de ved, han er en gadedreng.
Men han er også udenfor i den greaser-bande, hans brødre og venner har startet, og indlemmet ham i, fordi han føler sig anderledes. Han er med, når gruppen bekæmper “the Socs” fra den rige del af byen, men han reagerer anderledes på volden end de andre.
Ponyboy er meget bevidst om sin plads i samfundet. Han ved, hvordan andre ser ham og hans venner. Og han ved, at mange af dem nok kommer til at ende i fængsel, i livslang fattigdom eller dør, før de bliver voksne. Når han snakker med de rige Socs, forsøger Pony at være forstående og overvejer de udfordringer, de har. Han balancerer hele tiden mellem at være sympatisk over for rigsmandsungerne, og være harm over sin egen situation. Han forstår godt hvorfor Soc’en Bob opfører sig dårligt, når hans forældre aldrig har sat grænser for ham. At det kan føles som om de er ligeglade, eller at han ikke har noget fodfæste, ikke noget solidt grundlag at forstå verden ud fra. Alligevel blegner den historie lidt, i sammenligning med vennen Johnnys situation: han vil hellere sove på gaden end tage hjem til sine forældre, hvor han bliver slået og råbt ad.
Da Johnny stikker en Bob ned for at redde Ponyboy i et slagsmål, må de to flygte fra politiet, og deres ophold på landet får dem begge til at prøve at forklare, hvordan de føler sig anderledes fra resten:
Ponyboy kan godt lide at læse bøger og se på solnedgange, siger han. Det er sådan, han forstår sig selv. Og han forstår sit venskab med Johnny ved, at han føler, han kan tale med ham om den slags ting. Jeg kommer til at tænke, at kun en 14-årig ville turde sige sådan noget uden at føle sig kliché, uden at skulle pakke det ind eller formulere det på en mere intellektuel måde. Den slags ærlighed støder jeg sjældent ind i.
Selvom historien om greaser-banden fra Oklahoma er hård, er den også håbefuld. Fordi selvom Ponyboy føler sig anderledes og ER anderledes end dem omkring sig, eksisterer der en meget dyb og oprigtig kærlighed mellem ham og hans brødre, venner, og i særdeleshed den jævnaldrende og generte Johnny. Ponyboy forstår ikke altid den kærlighed, han får. Han forstår ikke, at grunden til at hans ældste storebror har så høje forventninger til ham er, at han gennemskuer lillebrorens potentiale. Men som læser forstår jeg, at Ponyboy er elsket.
The Outsiders betyder meget for mig. For da jeg var 15, og følte mig udenfor i min folkeskoleklasse, satte Ponyboy ord på, hvordan jeg havde det. Og han var både veltalende og sjov. Men den giver også mening for mig nu som 22-årig, hvor mine venner begynder at tage andre veje end jeg, og jeg igen står og af og til føler mig alene eller udenfor.
Bogen viser på en meget konkret måde, hvordan social ulighed påvirker unge og deres relationer til hinanden. Men den håndterer også alt det svære, som sker indeni mange unge på tværs af klasse, køn eller kultur. Sproget er så charmerende simpelt, ærligt og humoristisk, og jeg tør vædde med, at du smelter hvis du læser den.
Hærværk, skrevet af Tom Kristensen, udgivet i 1930.
Til dig, der kan lide tunge bøger med mørke emner og et legende poetisk sprog.
Den er stadig relevant i dag, fordi bogen bevæger sig med sine “destruktions-tematikker” i en stik modsat retning af de tendenser, vi ser i nutidens samfund, hvor forbedring og fremdrift nærmest er blevet levevilkår. Og på samme tid skriver den sig ind i den helt grundlæggende følelse af længsel efter frihed og den åh, så lysende ungdom!
Det er en følelse, som jeg (med mine blot 24 år) allerede synes at kunne fornemme. Så når jeg ser den falmede digter Ole Jastrau bevæge sig fra sjælens herskabslejlighed med både kone, barn og stilling som hovedanmelder ved “Dagbladet”, ned gennem en selvdestruktiv jagt på mening og ungdommens uendelighed, kan jeg ikke gøre andet end at fortsætte læsningen med fæstnet blik og en foruroligende følelse af genkendelse.
Og Jastrau fortaber sig også let – eller han forsøger i hvert fald at lære det. Det hele starter med, at den unge digter Stefan Steffensen træder ind i hans lejlighed »med lange karavaneskridt, uden hensyn til stuens proportioner«. Steffensen er en komplet modsætning til Jastraus fastfrosne og beherskede tilværelse, og der går ikke længe, før Jastraus afsky over for hans levemåde vendes til fascination.
Jastrau vender, med sit helt enorme druk, livet på hovedet, får kønssygdomme, bliver skilt, forelsket og opslugt af stemninger, af hylende jazz og poesi, og ikke mindst: af sit eget mørke.
Det fører til, at han til tider finder sig selv i kolde fangekældre med pis løbende ned mellem benene eller i fremmede kvinders værelser. Alt sammen i et forsøg på at undslippe meningsløsheden – som Jastrau selv sukker på den tilrøgede og blanke Bar des Artistes:
»Nu skal vi synke dybere og dybere ned. Her er det altid aften, og saa er luften fortættet af grammofon. Man faar ikke tid til at føle, at der er noget, der hedder tomhed. Nu skal vi – ganske stille – ganske langsomt – gaa i hundene.«
Og på en eller anden absurd måde forstår jeg også Jastrau. Ikke den totale selvudslettelse som han har gang i, men måske bare en lille del af den. For der ligger vel også en frigørelse i selvdestruktionen?
Og i en tid med så mange stressede unge mennesker præget af kravet om PERFEKTIONISME fra sociale medier og reklamers indflydelse, FREMDRIFT fra den nye regerings forslag om at skære et år af videregående uddannelser og FORBEDRING gennem utallige spisevaner, motionsprogrammer og afholdende trends som eksempelvis den nuværende “hvide januar”, kan jeg få lyst til at gøre det præcis modsatte og nyde en lille smule anti-dannelse.
Lad dig forfalde med Tom Kristensen og Ole Jastrau i den bedste danske forfaldshistorie: Hærværk.
Visuelt af Klara Emma Lilhav Hoffmann
Hvad tænker du?