Mit køn er noget, der faldt langsomt på plads

28. januar 2019

Køn er et mærkat, vi sætter på alle, uden vi tænker over det, når vi møder og observerer mennesker. Men hvad hvis det ikke er så nemt? Caroline har hørt to unge om både frihed og begrænsninger som ung og non-binær.

Illustration af Sophia Magdalena

Efter min opfattelse ligger verden ikke længere i et system, hvor der kun kan vælges, om man er mand eller kvinde. Det pleaser selvfølgelig vores tankegang, hvor alt helst skal passe ned i den rigtige kasse. Men køn er mere end bare de to. En af de kønsidentiteter er at være non-binær. LGBT Danmark skriver på deres hjemmeside, at ”en person kan identificere sig som begge, hverken-eller eller noget mellem de to”.

For et par dage siden prøvede jeg at google ”ung og non-binær” og fandt meget meget lidt på nationalt plan i forhold til, hvis man kigger på engelsksprogede hjemmesider og artikler. Jeg er gået til min ven Marie, som jeg lærte at kende, da vi begge arbejdede i IKEA, da Marie er non-binær. Ligesom deres ven, Vic. Jeg har stillet de to nogle spørgsmål for at høre, hvordan de oplever at være i verden uden at identificere sig med den binære kønsforståelse.

Caroline: Vil I ikke lige først introducere jer selv?
Marie: Jeg er 18 år og går lige nu på en kunst- og designlinje på HF. Udover kunst holder jeg rigtig meget af kultur, græsk mytologi og psykologi. Og så har jeg set virkelig mange film, men aldrig dem, folk spørger, om jeg har set.
Vic: Jeg er 19, jeg holder rigtig meget af selvhjælp og filosofi for tiden. De fleste dage er jeg en næsten irriterende glad person og allergladest, når jeg er i naturen eller læser, lærer eller maler.

C: Hvilke pronominer føler I jer tryggest ved at bruge?
M: Vi bruger begge ”de” og ”dem”.

C: Hvordan faldt I over begrebet ”non-binær”?
M: Jeg blev introduceret til begrebet via en ven, og gennem dem begyndte jeg at forstå, hvad det betød. Der gik dog noget tid, inden jeg selv begyndte at identificere mig med det. Jeg kunne jo godt mærke, at det på en eller anden måde pirrede mig, at der var noget, der langsomt faldt på plads, men jeg havde nogle opfattelser omkring køn og identitet, der lige skulle revurderes og nedbrydes. Det hjalp mig rigtig meget, at der kom et nyt begreb, jeg blev nødt til at tage stilling til og bruge tid på at forstå. For jo mere jeg læste og fik at vide fra min ven, jo mere begyndte det at blive noget, jeg kunne relatere til.
V: Jeg mindes ikke præcist tidspunktet, jeg fandt det. For mig var det en mere langsom proces. Jeg mener, at jeg fandt begrebet og tænkte “hm”, sad lidt med det i mig selv i et par måneder, før det blev mere sikkert, og jeg spurgte dem omkring mig efter at kalde mig ved, hvad der dengang var mit kælenavn.

C: Det er et stort spørgsmål, men hvordan, med udgangspunkt i jer selv, føler I, det er at være unge og non-binære i Danmark?
M: Jeg tror ikke rigtigt, begrebet har sat sig fast endnu i den danske mainstream, så generelt er min oplevelse, at der er en manglende forståelse og til en grad også mangel på respekt. Der er mange steder en lidt mere konservativ holdning til, at køn er noget binært, og det, man ikke forstår, kan ikke eksistere. Men der er aldrig tidspunkter, hvor jeg decideret har følt mig utryg pga. min identitet.
V: Jeg føler, det er et meget sikkert sted at være non-binær. Jeg har for det meste kun gode oplevelser med folk, der har fundet ud af, at jeg er non-binær. Jeg føler mig næsten altid beskyttet, selv hvis jeg ikke føler mig forstået eller respekteret.

Der er mange steder en lidt mere konservativ holdning til, at køn er noget binært, og det, man ikke forstår, kan ikke eksistere.

C: Hvor er I gået hen for at finde ligesindede?
M: Jeg har prøvet et par gange at være på nogle LGBT-barer, men jeg føler, der mangler et sted, hvor man ikke behøver være fuld, før man kan møde andre. Jeg har været heldig, at min vennekreds har vist sig at bestå af en del LGBT-personer. Det betyder rigtig meget, at jeg har nogle af dem, jeg kan gå til, der ved, hvad jeg mener, uden at jeg skal ud i en lang redegørelse og forklaring.
V: Jeg tror, man ubevidst finder og imødekommer dem, der ligner en på hvilken som helst facon. Jeg har ikke opsøgt det mere end én gang på en LGBT-klub, men det blev alligevel for koncentreret for mig.

C: Hvilke forventninger er der til, hvordan I skal se ud og opføre jer for, på en eller anden måde, at blive accepteret som non-binære?
M: Der er opstået det her billede af, at en non-binær person skal være totalt androgyn og helst have samme krop som en præ-pubertetsdreng. Hvis man virker for feminin eller for maskulin, er der mange, der har svært ved at forholde sig til, at man samtidig godt kan være non-binær. Det er lidt fjollet, at der bliver sat så mange restriktioner for og krav til, hvordan man skal opføre sig, hvis man skal accepteres, når hele identiteten i sig selv bryder med opfattelsen af køn som binære og to modpoler. Der er altid større forventninger til, at folk, der bryder med normerne, gør mere for at leve op til de nye forventninger, der, bevidst eller ubevidst, bliver stillet af samfundet. Og skal man leve op til dem, ender man næsten med at rende rundt som en parodi af ens egen identitet.
V: Jeg tror, der, og forståeligt nok, er en idé i ens hoved, når man tænker non-binær, og at man hurtigt fletter det sammen med androgyn. Og at det er nemt at have forestillingen og forventningen at en non-binær person skal være lige “i midten” af de binære køn for kvalificere sig fuldt ud. Det samme med opførsel. At antage, at du skal hvile lige i midten på de to binære køns væremåder. Det bliver fjollet, når man tænker over det, for hvis vi har en kvinde, lad os kalde hende Katrine, og en mand, der hedder Jakob, så opfører Katrine sig jo først og fremmest som Katrine og ikke som en ”pige” i første række – og det samme med Jakob, der opfører sig som Jakob. De er helheder og ikke defineret af deres køn. For køn er et spektrum, så Katrines køn vil blive placeret forskelligt på dette spektrum i forhold til Jakobs. Men deres køn er ikke kernen af, hvem de er som mennesker, men forhåbentlig lidt mere individuel og personlig end det.

C: Jeg er selv usikker på, hvor god repræsentationen af non-binære er i medierne i dag. Vil I ikke sætte nogle ord på, om det er noget, I savner i f.eks. det mere popkulturelle univers, og hvem der er, som også inspirer jer?
M: Mediernes repræsentation af non-binære er næsten ikke-eksisterende. Det kan sagtens være, at der måske er en film eller to med en non-binær karakter, men det er ikke noget, der kommer ud til den bredere befolkning. Lige nu er det meget noget, man selv skal opsøge. At få sat begrebet på en karakter og få sagt det højt i popkulturen er noget, jeg stadig længes efter. Det mest inspirerende er for mig at se transkønnede spille transpersoner. For mig tilføjer det en ekstra nuance, der giver en følelse af respekt og kærlighed.
V: Jeg elsker at se transkønnede i film og tv-serier, især når skuespillerne er transkønnede. Det, synes jeg, er inspirerende. Det føles mere farvet, velkommende og varmt for mig. Jeg kan ikke komme i tanke om en non-binær karakter, jeg har set i en film eller tv-serie.

Hvis man virker for feminin eller for maskulin, er der mange, der har svært ved at forholde sig til, at man samtidig godt kan være non-binær.

C: Marie, vi har været venner i et stykke tid og enes om bl.a. kunst og kultur. Du laver bl.a. grafisk design. Hvordan bruger du din identitet i din kunst?
M: Jeg tror, det falder de fleste naturligt at kreere kunst, der bygger på personlige oplevelser. Det er ikke aktivt noget, jeg inddrager i min kunst lige nu, men jeg har opdaget, at den grafiske og lidt ikonografiske stil mikser ret godt med at kunne gøre mine mennesker mere kønsneutrale.

C: Har I nogle råd til, hvordan man kan blive bedre til at imødekomme bl.a. non-binære mennesker og skabe et tryggere rum, både små som store ting?
M: Jeg tror, det er vigtigt, at man får lagt de dårlige undskyldninger til side. Det er forståeligt, at man lige skal bruge noget tid til at justere ens sprog, men har man den mentalitet, at ”Det lærer jeg aldrig, så hvorfor prøve”, så sender det også bare signalet, at det at tage hensyn til den non-binære persons identitet og følelser ikke er ”anstrengelserne” værd. Det samme gælder også i forhold til, om ens personlige pronomen er grammatisk forkert. Sproget har jo ændret og udviklet sig lige siden begyndelsen, så hvis hele ens modvilje bygger på grammatik, falder det lidt fladt. Det bedste, man kan gøre, er at søge information enten hos en non-binær person eller på internettet. Langt de fleste vil gerne svare på både store og små spørgsmål, så længe de kan mærke, at intentionerne er gode. Jo mere man lærer og ved, desto nemmere bliver det at forholde sig til.
V: Jeg tror, at et rigtig godt råd, hvis du har en non-binær ven eller et familiemedlem, er at lytte og være nysgerrig. De fleste non-binære personer, jeg kender, vil langt hellere have de måske ikke helt heldigt formulerede, men godhjertede spørgsmål end at vende det hele væk, fordi de ikke forstår det og er forvirret over, hvordan pronominer virker osv. Vær nysgerrig og forstående, lav et sted, hvor de tør udtrykke sig og fortælle dig, hvordan de har det uden at være bange for din reaktion eller kommentarer om, at deres pronominer er grammatisk forkerte.

Hvad tænker du?

  1. Malene siger:

    Jeg tænker både Marie & Vic er modige, ærlige og helt fantastiske personer. Autentiske mod sig selv! Jeg er SÅ HELDIG, at jeg kender dem begge. Vic er ikke kun mit barn – men min bedste ven. Vic rummer så mange fantastiske egenskaber, og jeg er præcist en af de nysgerrige omkring emnet. At være sammen med Vic, følges med Vic, lytte til Vic, er livets gave. Jeg værdsætter alle de ting jeg har lært af dem. Min lille kommentar til “folket” derude i det offentlige rum, “lad nu vær med at proppe mennesker i kasser” – tænk over det, gør noget ved det. Vær selv et godt forbillede. Der skal være plads til alle – elsker livet. Kærligst fra Malene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *