Sindssyg af savn

Illustrationer af Anine Krohn

At den tilstand vi befinder os i lige nu, blot er en undtagelsestilstand og ikke en ny virkelighed vi må vænne os til, er det første jeg minder mig selv om hver morgen når jeg slår øjnene op, og en ny dag truer. En dag der dog til forveksling ligner dagen i går, så meget at jeg må skele til kalenderen for at forsikre mig om at jeg ikke, som Bill Murray i Groundhog Day, vitterligt gennemlever den samme dag igen og igen. Og selv efter at have gjort det, er jeg ikke helt overbevist.Dét er en af de mange slags savn jeg oplever og har oplevet i godt og vel en halvanden måneds tid nu: savnet efter uger der ikke bare består af en endeløs række af mandage, savnet efter faste skemaer og strukturer. Alle de retningsløse former for savn jeg ikke kan placere noget bestemt sted, og som næsten er værre end de bestemmelige, det giver sådan en mærkelig følelse af tomhed ikke at kunne placere sin længsel. Men mest af alt: savnet efter mennesker. Jeg plejer egentlig at karakterisere mig selv som en introvert der sagtens kan finde glæde i mit eget selskab og i lange perioder trives fint uden mennesker omkring mig. Men den glæde kommer af at jeg selv aktivt vælger mit eget selskab til, når jeg har et behov for at “lade batterierne op”, og ikke af at andre vælger det for mig, at det er påtvunget. Sådan som nu.

Mennesker har brug for mennesker, og intet menneske er en ø. Ja, det er floskler og klicheer, og det er ikke noget jeg er den første til at formulere. Men når noget er blevet sagt mange gange, er det også fordi det rummer et gran af sandhed. Og det står klarere for mig når jeg befinder mig alene i min lejlighed og i mit eget selskab det meste af dagen at jeg er ved at blive sindssyg af savn. Der er så mange: venner og familiemedlemmer, og min kæreste, ikke mindst. Det er mennesker jeg ikke har set længe og/eller i det hele taget ser sjældnere på grund af isolationen og anbefalingen om at holde afstand. Vi er jo afhængige af andre mennesker, og kun noget i kraft af hinanden, så enkelt kan det siges. Afhængige af input og indfald, af andres blikke på verden, af andre dialoger end dem vi fører med os selv.

Det værste er, udover savnet og længslen i sig selv, at jeg føler at mit vokabular for at tale om disse to ting på er ved at være brugt op, at jeg er løbet tør for måder at udtrykke mit savn og min længsel på, og at sætninger som “Jeg elsker dig” og “Jeg savner dig” mister deres betydning for hver gang jeg bruger dem. Det ville være en stærkt forfængelig tanke at tro at jeg er den første i verden der føler savn og længsel, så det tror jeg selvfølgelig ikke. Det er derimod netop denne vished der får mig til at føle at mine ord har en mindre vægt, og at jeg ikke får sagt det med dem som jeg gerne vil sige. At ordene står i vejen for budskabet. Tit kan jeg have følelsen af at komme til kort og løbe panden mod en mur når jeg skal formulere sig: Ord og sætninger ligger på tungen, klar til at komme ud. Men de bliver liggende der. Nogle gange kan det være befordrende og inspirerende at se på andre hvordan andre gør. Og med “andre” mener jeg forfattere, dem med ordet i deres magt, de polyglotte elskere. I resten af indlægget vil jeg derfor med tre forskellige danske digte forsøge at nærme mig en besvarelse af det umulige spørgsmål: Hvordan sætte ord på sit savn? Det første digt er af Dan Turèll. 

“TELEGRAMMER TIL MIN ELSKEDE, # 2” (uddrag) (1977):
Min Elskede, jeg savner dig. Jeg ‘savner dig’ sådan, at at sige ‘jeg savner dig’ er som at beskrive en døende kræftpatients tilstand ved at sige at ‘han vist ikke har det så godt’.
Min Elskede, kærligheden er så infamt paradoksal! Jeg er så langt væk og savner dig og håber du savner mig. Vil det sige jeg håber du lider? Selvfølgelig ikke, jeg elsker dig jo! Vil det da sige jeg håber det ikke rør dig jeg er så langt væk?
Nej, for –
Modbydeligt, ikke? Uopløseligt i fornuft!
Min Elskede, der er kun én løsning: ophæv øjeblikkeligt alle hidtidigt gældende naturlove og vær her – uansét hvor du er.

Min Elskede, jeg drømte om dig så snart jeg faldt i søvn. Jeg holdt dig i armene, jeg kunne lugte dig – og så vågnede jeg …

[…]

Dan Turèll kender mange nok fra ikoniske digte som “Hyldest til hverdagen” (et digt der også er blevet hyldet på SEIN) og “Jeg skulle have været taxachauffør”, men som en af de mest produktive forfattere i dansk litteraturhistorie, er der meget man går glip af hvis man bliver ved med at læse de samme digte vi alle kender til hudløshed. Digtet “TELEGRAMMER TIL MIN ELSKEDE, # 2” er fra Turèlls anden digtsamling i hans såkaldte storbytrilogi, 3D Digte, og blandt de mange oder til storbyens stamværtshuse, ismejerier og pusher er der blevet plads til flere digte med ømme kærlighedstelegrammer (måske skrevet på landevejen fra de mange turneer Turèll befandt sig på). Da jeg læste digtet første gang, tænkte jeg: “Ja! Det er sådan det er”. Enkelt og elegant sætter Turèll ord på hvor frydefuld og forvirrende kærligheden er, især når man er på afstand af den, og de paradokser og uløselige gåder man støder på når man som Foreigner “want to know what love is”. Kan et savn udtrykkes mere præcist end “Jeg ‘savner dig’ sådan, at at sige ‘jeg savner dig’ er som at beskrive en døende kræftpatients tilstand ved at sige at ‘han vist ikke har det så godt’”? Jeg tror det næppe. 

Fra telegrammer til postkort – eller telefonopkald som digtet jo viser sig at omhandle. Det andet digt er af Benny Andersen, og selvom “Svantes lykkelige dag” ikke er det værste vi har, må man ikke snyde sig selv for digtet “Postkort” (1993):

Jeg ringer ikke til dig mere
At høre din stemme så tæt
uden at kunne snuse til dit hår
snakke indtrængende til din hud
fordybe sig i din hånd
drøfte vigtige spørgsmål med dine læber

Når vi har sagt farvel
står jeg stum og stirrer ned i røret
en minimodel af min grav

Her er ellers vidunderligt smukt
med blomstrende iris og blinkende ildfluer
pinjer og palmer og parmaskinke
det rene paradis
det værste ved at være død
er at man føler sig så levende

Så jeg ringer ikke til dig mere
men ring endelig hurtigst muligt.

De færreste sender vel telegrammer, breve eller postkort i dag, og troen på at de med Post Nord når frem inden coronakrisen er ovre, tør jeg ikke fæstne min lid til. Men så er det jo godt at telefonen er opfundet. Og Facebook. Og Skype. Forskellige måder for at holde kontakten ved lige på andre måder end gennem det skrevne findes heldigvis i dag. Afvekslingen er rar, og jeg, der ellers plejer at stivne skrækslagen i flere minutter ved lyden af min mobils ringetone, er begyndt at gribe ud efter telefonen med det samme når den ringer, sæt nu at det var dig. For at kunne lytte til din stemme, dit åndedræt, til pauserne, en måde at være tæt på noget af dig på afstand. Men mere vil som bekendt have mere, og stemmen – stemmen kan ikke gøre det alene, ikke gøre det ud for det der er dig. Jeg kan ikke mærke dig, dit hår, din hud, ikke lugte til dig, den liflige duft som er din, din alene. Selvom vi ikke har mere at sige, har ingen af os lyst til at lægge på. Den momentane følelse af nærvær forstærker det efterfølgende fravær når røret er lagt på, og vi atter er alene. Og endnu mere end før. Dén følelse kan gøre det hårdt at tale i telefon, men alternativet – at lade være – slår jo heller ikke én som en mulighed, man tager til takke med det man kan få. De modstridende følelser indfanger Andersen så fint og genkendeligt i digtets sidste to vers. 

Modstridende følelser er der også hos Henrik Nordbrandt, den ellers notorisk pessimistiske digter, der får lov at runde af med digtet “Løgn” (2000):

Det er løgn, hvad jeg skrev i det brev, jeg brændte
at jeg tænker på dig hele tiden.
Men jeg tænker på dig det meste af tiden.

Det er også løgn, at jeg ikke kan sove:
Jeg sover udmærket, og drømmer desuden
om andre kvinder.

Men når jeg vågner, tænker jeg straks på dig.
De smukke kvinder, jeg ser på gaden
klæder jeg af med øjnene, mens jeg forsøger
ikke at tænke på dig.

Tit tænker jeg på løgn og forstillelse som en del af det at savne og længes. At lyve om hvor meget man egenlig savner en anden som når man i starten af en forelskelse ikke røber sine inderste følelser af frygt for at de ikke bliver gengældt, at den anden ikke føler det samme som én selv. Så er det mere trygt at lade som om at man ikke savner så meget eller senere trække i land og sige at man jo også laver andet end at tænke på vedkommende, hvor indbildsk er det ikke lige at tro andet. Selv evner jeg heller ikke at udtrykke mig i klartekst. Selvom jeg tænker på dig hele tiden, er der også tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig. At tænke på dig gør mig både søvnløs og gør at jeg lettere kan falde i søvn. Savnet og længslen er en paradoksal og modsætningsfuld størrelse. Det får Turèll, Andersen og Nordbrandt frem på fineste vis. Vær her – uanset hvor du er.