Poesi til dit liv – Når du er vågen om natten

20. september 2018

Olivia har et soundtrack af poesi i hovedet. Digte, eller bare brudstykker af dem, som popper op i forskellige situationer. Som en linje fra en sang. I fjerde afsnit handler de tre digte om nætter. Om at ligge vågen og vente på dagen, om at gå rundt i byen og observere, hvordan den bliver en anden, når det er mørkt. Om den ensomhed man kan føle, når man er vågen, mens alle andre sover, men også det andet blik man kan få på verden, når den ikke kører i sin almindelige dagsrytme.

At være vågen om natten er som regel hårdt. Man ligger der og vender og drejer sig og skal op i morgen, hjertet stressbanker ved tanken om, at nu kan det kun blive til 5, 4, 3 timer, hvis du altså falder i søvn lige nu. Sådan er søvnløse hverdagsnætter, når man skal op og nå noget, når alarmen ringer kl. 7. Jeg har det ofte, som om natten er en mur, jeg skal kravle over, jeg skal ind i søvnen for at få lov at komme over på dagens side. Jeg har haft mange søvnløse nætter, der bestemt ikke har været produktive eller poetiske, men kun har været tankemylder og bevægelser fra højre til venstre side af sengen.

Men natten er også magisk. Den er smukke stjernehimle, cykelture hjem gennem byen, stille stunder og larmende fester. Den kan give ro til hjernen, en følelse af at være alene på en god måde, plads til at lade tankerne vandre. Man kan se steder på en ny måde i mørket, når de ikke har deres almindelige dagsfunktion. Poesien har vist også en kærlighed til nætter. Måske netop fordi de giver rum til at udforske verden på en anderledes måde. Den sovende tomme by er i hvert fald en ofte brugt scene for digtere. Så i dag præsenterer jeg tre korte natdigte.

Jeg forbinder flere danske digtere fra 70/80’erne med den observerende digtertype, der strejfer rundt i byen om natten. Derfor vil jeg starte med to dige af henholdsvis Søren Ulrik Thomsen og Dan Turèll, der begge foregår i byens nat på vej mod morgenen:

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

“Kan ikke sove” – Søren Ulrik Thomsen fra City slang, 1981

Kan ikke sove

Halvanden time hvor busserne ikke kører.

Kun én ambulance

Jeg kan ikke sove i nat.

Langsomt hældes det blege lys

ned i baggårdens æske.

Jeg savner ingen –

ikke engang mig selv

Et sted i huset åbnes en bruser

Et brev falder ind af sprækken.

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

Dan Turèll, fra Karma Cowboy, 1974 (uden titel)

Det var fint

at gå gennem Nørrebro i mørket

og sé på folk og huse Det var fint

at gå gennem Indre By

senere på natten Det var fint

at tale med nogen om noget

(ligegyldigt hvem og hvad det var)

Det var fint at elske med dig

elsker at elske Det er fint

at sidde nu og sé morgenen bryde frem

og arbejdslarmen rejse sig

i gul røg.

I ”Kan ikke sove” er jeget tydeligvis meget ensomt, nærmest anonymt, og sidder alene i en lejlighedsblok. Både udenfor vinduet og inde i jeget er der tomt og stille: Der kører ingen busser på vejene, jeget savner ikke nogen – i øvrigt en meget rørende linje: ”Jeg savner ingen – ikke engang mig selv”. Det er de sidste timer af natten, morgenen er på vej. Men det er ikke, fordi den nødvendigvis bringer lykke med sit ”blege lys”. Dan Turèll beskriver det at gå gennem byen og kigge ind hos folk, man ikke kender. Det at være fremmede for hinanden i storbyen, synes jeg, bliver forstærket af natten. Natten gør det hele mere mystisk og anonymt. Alt og alle er passerende og ret ligegyldige. Her kommer morgenen også, og den er ligesom hos Søren Ulrik Thomsen fyldt med hverdagsrutiner, hvor lejlighedens beboere går i bad, og posten kommer med breve, her er det arbejdsmændene, der går i gang med dagen. I begge digte bliver der altså set på byen med et lidt fjernt og distanceret blik, og de to jeger er begge på en måde ude af sig selv, de er der bare, ser bare, går bare, er bare vågne og kommer igennem natten, som de nu engang kan.

Jeg vil også have et nyere digt med. Det er skrevet af en ung, norsk digter, der hedder Ingvild Lothe, og hendes digtsamling fra 2016 hedder Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt. Den er ikke oversat til dansk, men kan sagtens læses på norsk. Den handler meget om ensomhed, men ikke på en omstrejfende-observerende eller egentlig særlig poetisk måde, men på en mere moderne måde, hvor Netflix kan bruges som et forsøg på at udfylde et tomrum:

Illustration af Anna Wittenkamp Rich

Ingvild Lothe, fra samlingen Hvorfor er jeg så trist når jeg er så søt, 2016 (uden titel)

Det er natt. Jeg ligger våken og venter på dagen,

når dagen omsider kommer, har jeg ingen planer.

Jeg sitter mye stille. Ser ut av vinduet eller inn i en skjerm,

streamer dårlige komedier på Netflix og bliver dum i hodet.

Jeg er et stille menneske. Ingen ringer meg.

hvis noen ringer, tar jeg ikke telefonen.

Jeg synes, det her digt er så fint, selvom det er trist. Og ikke mindst meget genekendeligt. Her føles det måske mere ligegyldigt ikke at kunne sove, for der er intet at stå op til, ingen alarm kl. 07. Jeget har det ret ambivalent med sin ensomhed, det har ingen planer og bliver ”dum i hodet” af at se Netflix, men alligevel vil jeget ikke tage telefonen, hvis nogen skulle ringe, for det hævder at være et stille menneske.

Jeg har ikke præsenteret nogle digte, der viser de lyse nætters fuldkomne lykke, der hvor man ser smukke solopgange og er oppe, når fuglene vågner. De tre digte er alle sammen melankolske og minimalistiske, men ikke desto mindre synes jeg, de fanger følelsen af at være vågen, når alle andre sover på en virkelig god måde. Selvom der jo er andre vågne personer i Dan Turèlls digt, er de bare ”nogen”; de er tågede og anonyme. Natten er et skarpt skel, alt er bare anderledes i mørket, men det er ikke sikkert, dagen bringer noget markant anderledes med sig, når man stadig har nattens stemning inde i sig.

Hvad tænker du?

  1. Mathilde siger:

    Netop i nat lå jeg også søvnløs; frusterende bevidst om, hvor vigtig netop denne nattesøvn var for min kommende dag. Tak for digtene – dem gemmer jeg til næste nat uden ro. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *