Med Diddl som tema

Jeg havde en bog, da jeg var otte år gammel. Den var cute med lilla tema og havde en stor betydning for mig. Omslaget på bogen havde Diddl og dens univers over det hele.  Siderne i bogen lignede æstetisk vandfarver, og så duftede siderne af noget lyserødt og sødt; eller måske var det roser? 

På siderne var der ikke meget tekst, fordi det var alle mine veninder, der skulle være forfatter til det, som blev kaldt venindebogen. En bog udfyldt linje for linje; af klassekammerater, gymnastik-tøserne, min søster og måske også hendes veninde. For det var også bare lidt sejt at have så mange som muligt til at skrive i min bog.

Og så flovt som det kan være at indrømme, står jeg gerne ved det alligevel: at det er næsten lidt ligesom i dag. At man jo gerne vil have, at der en god flok veninder omkring en. Eller selvfølgelig er det en tendens, som både sker au natural, men som vi også vælger. Jo ældre vi bliver, desto færre veninder har vi. Og hellere have få gode end flere dårlige. Er det ikke det, man siger? Men jeg kan ikke lade være at have en følelse i min mave eller en stemme i mit hoved – måske den 12-årige Amandas? At det da er en succesfølelse, en anerkendelse, at man har hele 15 personer, der udfyldte venindebogen – og ikke bare sin bedste veninde og sin søster?

Nu lærer jeg dig at kende 

Det skrevne var et slags interview. Når jeg gav min bog til min veninde, skulle hun bladre om på en blank side og besvare nogle, for voksne, ret basale spørgsmål, men ikke for otteårige piger. Adresse. Navn. Alder. Familie-konstellation, kæledyr. Det var jo også en fin måde lige at kende profilen på ens veninde. Efter de mere CV-lignende spørgsmål kom der spørgsmål med mere dybde i. Som hvad ens yndlingsdyr og -farve var – og måske et større ét, som: “Hvad du drømmer om at blive?” Så kunne man også have noget at snakke om, hvis man nu delte samme interesse eller begge to havde hund. Til sidst skulle der klistres et mini-portrætbillede på siden. 

Men måske er det i virkeligheden ikke, fordi det er en sejheds-følelse, man får, af den der ‘jo flere venner jeg har, desto sejere er jeg’? Måske handler det om den følelse, der er forbundet med det at have en ven. Den genkendelse i et andet menneske; at spejle sig i én eller dele fælles interesser med en anden. Jeg føler mig anerkendt og bekræftet, når jeg ikke føler mig alene. Og hvis der kun er én ven i billedet, er der en indre frygt for at miste den person og pludselig ikke have nogen at spejle sig i?

Der er jo næsten noget smukt i det, hvis jeg har handlet efter at få så mange veninder på listen som muligt i min barndom, men at det har været med den underbevidste tanke, at jeg bare ikke ville være alene? Jeg kan i hvert fald bedre lide den tanke, end at jeg har været en opmærksomhedskrævende tøs, der har haft forkerte værdier.

Forkærlighed til interviewet

Med alderen er det ikke længere fysiske bøger. Jeg gør mig meget i at udspørge mine veninder om ting for at lære dem at kende. Enten var det noget, jeg gjorde, fordi jeg selv godt ville reflektere over svaret og få lidt inspiration. Ellers var det blot for at kunne begejstres over, hvis nu vi havde samme yndlingsfilm. Ikke fordi jeg er totalt ligeglad med deres svar – for oftest kender jeg endnu ikke mit eget svar, før jeg hører det et andet sted fra. Kender I det? 

Jeg læser ALLE interviews i kvindeblade og livsstilsmagasiner, jeg kommer i nærheden af. Jeg får et stort smil på læben per automatik, når jeg ser et spørgsmål stillet af en journalist med fed font og et gennemtænkt svar af hvem som helst. Måske fordi det bare giver mig nostalgi og flashbacks til venindebogen. Jeg sidder nemlig ikke og tænker over, hvorfor Sofie Linde bedst kan lide nachos over burger, men jeg tænker på, hvad jeg selv havde svaret, hvis det var mig. På samme måde som jeg tænkte: 

“Jeg gider ikke være politimand som Marie, tror jeg. Så vil jeg meget hellere være prinsesse.”

Hvad med os, der ikke er kendte? 

Hvad jeg så nok har erkendt er, at jeg selv drømmer om at blive udspurgt, så jeg kan dele mine svar en dag. Eller at jeg kan være den journalist, der stiller folk dem. Men noget, som frustrerer mig en smule, ved de ‘venindebøger’, der findes i dag, er, at de altid kun bliver besvaret af kendte mennesker. Bevares, der kan man være sikker på en interesse fra minimum en fanbase et eller andet sted.

Men jeg synes, at noget som livsstil og basal hverdags-journalistik netop skal omhandle os, der ikke har en ekstraordinær indkomst, en karriere, der er i overhalingsbanen, eller en berømmelse, der giver privilegier. Nok er det fedt at vide, at Margrethe også bruger 3-lags toiletpapir, eller at Lukas Graham foretrækker Christiania. Men det er jo ikke, fordi det kommer bag på os.

Til gengæld synes jeg, det kan rigtig meget, når man smiler over, at Filippa på 17 år gerne bruger fire timer på TikTok, eller at Jette fra Herlev går rigtig meget op i sin have ved siden af sit revisorjob. At det er små ting for os andre, som er store ting for dem, går hen og bliver delt med os, og vi så tænker: “Jamen, jeg kan faktisk også godt lide at bruge haven!” 

Jeg synes, det er synd. For alle os, der ikke har 30.000 Instagram-følgere, en karriere på TV eller er it-girl, bliver ikke stillet spørgsmålene. Det vil jeg ændre på.

Så med inspiration fra diverse medier vil jeg nu give mig selv den gave at lege interviewer (og den interviewede) i et forsøg på at lave en venindebog. SEIN’s venindebog. I kan selvfølgelig også lege med, bruge spørgsmålene med jeres venner og veninder, kolleger, familie, sågar bekendte eller fremmede. Det er en hyggelig måde at lære sig selv og sine medmennesker på. Jeg håber, I vil opleve det smukke. Nemlig at vi alle, hver især, har forskellige svar og omfavner forskelligheden i fedeste forstand. 

Denne gang er det en venindebog med søstrene Amanda Oline og Ida Olivia. Ja, den ene er mig selv. For hvorfor ikke udleve min egen drøm, når nu jeg kan? I den følgende venindebogsserie vil jeg finde forskellige makkerpar, der kan give deres svar på de forskellige spørgsmål, jeg som interviewer vil pusle frem. Lets get to it!

Hvad bliver du kaldt af folk omkring dig?

AO: Af perifære bliver det tit til Amanda Oline, selvom Oline kun er mit mellemnavn. Men jeg kan godt li’ det. Og så Manda af de tætteste. Min far kalder mig Mumme og har gjort det hele livet, uden jeg helt ved, hvad det kommer af.

IO: Id eller mus af mine tætte, og så er Ida Olivia mit professionelle navn, hvis man kan sige det. Lidt ligesom Amanda Oline.

 

Hvad ville du være som barn?

AO: I lang tid var det filminstruktør, men deep down har jeg også drømt om at være chefredaktør på et blad. Synes, det virker som et nice job og et nice arbejdssted at være.

IO: Jeg ville faktisk også være filminstruktør. 

AO: What? Hvorfor vidste jeg det ikke? 

 

Dit favoritsted i København?

IO: Elmegade, fordi der ligger min yndlings-vintagebutik. Den er generelt hyggelig og har den flotteste julepynt .

AO: Jeg tror, jeg er Københavns største fan; Er cringe og sucker for de menneskefyldte pladser, hvor turisterne tager hen såsom Israels Plads eller Kongens Nytorv – man mærker bare byen på alle måder, både af de besøgende og lokale.

 

Du græd sidst hvornår og hvorfor?

AO: Da jeg havde dumpet min eksamen og skulle skrive reeksamen. Jeg troede ikke, jeg ville lade mig gå på af det i den grad, men ved jo, at det er en helt menneskelig mekanisme i krop og sind at græde i situationer, der ligner et nederlag.

IO: Det gjorde jeg mandag aften, fordi jeg savnede min kæreste, der er i Brasilien lige nu med sine venner. Det er ikke et nederlag som sådan, men jeg græder heller ikke af de samme ting som min lillesøster.

AO: Jo, vi er jo ret ens til at græde af frustration, når vi er pressede?

IO: Ja, jo, det er rigtigt nok. Men du lader dig lettere udtrykke gennem tårer end jeg.

 

Hvad vil du aldrig nogensinde spise?

AO: Umiddelbart nødder. Har endda været med i et tv-program, hvor det var en af oplysningerne om mig. Jeg hader nødder.

IO: Foie gras, fordi det er dyremishandling.

 

Et råd, du lige nu prøver at efterkomme?

IO: At leve i nuet og prøve at slappe af. Det er noget, jeg aldrig har været mester til.

AO: Min veninde og jeg har det med at afslutte alle vores samtaleemner med ordene ‘it is what it is,’ og det simplificérer bare livets besværligheder på en måde.

 

Jeg er afhængig af x for tiden?

IO: Den billige hyldeblomst-saftevand og altid secondhand-shopping.

AO: Ja, vi er søstrene, der altid køber den billige hyldeblomst-saftevand, haha. Og folk dømmer os ret ofte, fordi de synes, den smager så dårligt.

IO: Ja, de fleste, jeg kender, får et dårligt flashback til drinks på vodka-saftevand, fordi det skulle være billigt.

 

Hvilken farve mangler du i dit klædeskab? 

 

AO: Blå. Okay, det er løgn. Jeg har lidt af alle farver, men synes, blå går så godt, så vil gerne eje endnu mere.

IO: Jeg har vitterligt alle farver. Måske sort.

 

Hvad er dit digitale mønster? 

AO: Jeg synes faktisk, jeg er god til aldrig at bruge for lang tid på de sociale medier. Jeg går bare for tit ind på dem. Instagram, TikTok, Facebook flere gange i timen. Bare tre-fire stories, et par scroll ned, og så keder jeg mig faktisk igen og går ud af det. I de virkelig kedelige stunder kigger jeg min egen profil igennem, hvor jeg sidder og smiler lidt over min egen caption og de minder eller gode billeder, jeg har taget.

IO: Ja, faktisk samme her. Men jeg er nok på Instagram hver dag, hver time, og jeg bruger meget sjældent Facebook til andet end arbejde. Jeg har permanent ondt i hånden, fordi jeg er meget på telefonen, men det er mere pga. arbejde end fritid. Siger jeg ihvertfald til mig selv.

 

Hvordan er din gør-dig-klar-rutine? 

AO: Jeg vælger tøj og tager det på. Derefter en bid mad, tandbørstning. Håret, der lige skal arbejde med mig, vipperne bukkes og liiiidt blush på. Og så pakker jeg tasken. Det sidste jeg så gør, inden jeg går ud af døren, er at give et møs og en godbid til min hund.

IO: Vand i hovedet, en lækker ansigtsolie fra Spidsroden – en vegansk helseting – og lidt makeup på kinderne. Krøller håret, grøn smoothie og selvfølgelig et outfittjek i spejlet.

 

Hvornår går du i seng? 

AO: Pt. bor jeg med mine veninder i en lejlighed, hvor vi ikke har noget fællesrum, så mit eget værelse er alt, jeg har at være på. Så er jo i min seng mange af timerne, jeg er hjemme. Spiser også i den. Så fra det moment, jeg er kommet hjem, ligger jeg der. Men omkring kl. 22-23 rejser jeg mig ikke igen, og så er det en serie, telefonen eller flow-tv, der bare kører, indtil mine øjne er trætte. Det er altid min krop og mit hoved, der er træt først; lang tid før mine øjne er.

IO: Senest senest senest kl. 22. Medmindre jeg er fuld

 

Din familiekonstellation? 

AO: Min mor, far, min søster og min hund. Skilsmisse da jeg var 18. Der fik jeg også hunden. Nu dater begge forældre, og de er stadig boende i provinsen. Min søster og jeg er tætte, og vi har ikke meget andet tæt familie. Bedsteforældrene er døde og andet familie ses kun til occasions.

IO: Mig og min søster er uadskillelige. Forholdet til min far er ambivalent, og min mor er min evige vejleder og terapeut.

AO: Mit forhold til mor og far er faktisk meget anderledes end min søsters, men vi er også virkelig virkelig forskellige på det punkt.

 

Proud pleasure?

AO: Rydder op i mine billeder hele tiden.

IO: At jeg laver yoga hver morgen, uanset hvad tid jeg skal noget.

 

Hvordan bruger du toiletpapir?

AO: Jeg er ærligt i tvivl. Jeg tror, jeg krøller det?

IO: Jeg folder det en ekstra gang, og så tørrer jeg mig forfra, fordi det bedst for balancen forneden. Er det for detaljeret? XD 

 

Beskæftigelsen her og nu? 

IO: Fire jobs. Ja. Har dog lige opsagt det ene.

AO: Studerende og forvirret, vil jeg sige.

 

Hvad laver du/føler du, når det regner? 

IO: Puttehumør og fryser – altid!

AO: Jeg fryser aldrig, men jeg hygger mig faktisk næsten altid, når det regner. Og når det ikke regner 😀 

 

Hvad laver du/føler du, når solen skinner? 

IO: Fomo og lykke – enten eller.

AO: JA! Solstress bestemt. Er altid meget desperat efter at få lavet planer, der indebærer at være i solen, hvis den skinner.

 

Om fem år bruger du x som transportmiddel? 

IO: Ladcykel helst, og så elsker jeg at køre varevogn på job.

AO: Jeg vil gerne cykle rundt, men jeg elsker godt nok også at køre bil, og det gør min kæreste også.

 

En sær ting du har tendens til? 

AO: At skrive irriterende tanker, der ikke vil smutte ud af mit hoved, ned på en snap, gemme snappen og aldrig læse den igen. Det er lidt, som om jeg parkerer lortet og aldrig kigger tilbage igen.

IO: Bide mine tænder sammen.

AO: Synes du selv, den er sær?

IO: Ja, jeg kan jo ikke styre det selv?

AO: Haha okay.