At føle, at man ikke er sin personlighed men sin krop

16. september 2017

Caroline har skrevet en tekst om hendes krop.
Om at sammenligne den. Om at ændre den. Om at prøve at acceptere den. Og om måske i sidste ende at stoppe med at lægge så meget energi i den.

Det er kroppen, der tænder, men personligheden, der tæller – eller noget i den retning.

Det kan godt virke lidt underligt at skrive, at man føler, at man ikke er sin personlighed men sin krop, men for mig er dette tilfældet. Jeg har altid været så fandens utilfreds med min krop. På trods af at der har været kærlighed til både mig, min personlighed og mine egenskaber i min opvækst, så kan jeg alligevel ikke fornægte, at jeg ser mit værd i min krop.

Hvis ikke jeg har en flot krop, så vil ingen finde mig interessant som ven. Hvis ikke jeg har en flot krop, så vil intet menneske se mig som kærestemateriale. Hvis ikke jeg har en flot krop, så vil jeg ikke få den samme opmærksomhed i nattelivet, som mine veninder. Inderst inde ved jeg jo godt, at det er langt fra sandheden, men jeg lader det alligevel styre mine tanker og min hverdag. Og jeg tror, eller jeg håber nok nærmere, at jeg ikke er alene om følelsen. Men hvorfor skal vi finde vores værd i vores kroppe? Især når kropspositivisme og selflove er så stort på de sociale medier.

Som ung i dag har man efterhånden lært, at det ikke er alt, man ser på de sociale medier, der er virkelighed. Vi eksponeres for photoshop og retouchering, perfekte modeller og en trendy sundhedscraze, som vi godt ved ligger langt fra virkeligheden. Derfor er en bølge af influencers begyndt at vise det uperfekte. Et selfie uden makeup. Et billede af kroppen med strækmærker og deller. Og hverdagsøjeblikke, hvor den planlagte løbetur blev til Netflix på sofaen. Alligevel ligger fokus stadig på det samme – kroppen.

Det er nemmere at vise det fysiske end det psykiske på sociale medier. Så selvom der er kropspositivisme og self love, vælger vi stadig selv, hvad vi vil følge. Jeg tror godt, at jeg kan klare at følge de forskellige influencers, men til trods for at min sunde fornuft kan skelne mellem det opstillede instagram og virkeligheden, så kan resten af mig ikke.

Jeg har tænkt over, om man burde smide vægte og spejle ud. Holde op med at kigge på sin krop og i stedet mærke, om den er rar at være i.

Jeg tror, at jeg er et meget let påvirkeligt menneske. Jeg har prøvet og prøver stadig på at finde min perfekte krop. Derfor har jeg fulgt californiske og australske veganere, løbeentusiaster, modeller, skuespillere og (efter min mening) cool og flotte almindelige mennesker, der viser sundhed og motion som farverig, nem og fyldt med glæde.
Med dem som inspiration og motivation startede jeg i begyndelsen af mit gymnasieliv at træne mere og spise sundere. Det gik godt, men jeg oplevede, at vægten, træning og mad begyndte at styre min hverdag. Over læse- og sommerferien til 2.g, startede jeg en sundhedsinstagram. Jeg trænede mindst 5 gange om ugen og spiste så lidt mad, jeg kunne komme afsted med. Jeg tabte alle de kilo, jeg altid havde drømt om. Og mere til. Men jeg kunne ikke selv se, at jeg endelig havde fået “kroppen”.

I den tid var jeg ikke mig selv. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne holde vægttabet. Det var som om, jeg i kampen om at få den perfekte krop glemte min personlighed og at være mig selv. Jeg var et fladt menneske. I den forstand at jeg ikke havde andet i tankerne end hvordan, jeg kunne komme uden om flest kalorier og hvordan, de kunne trænes væk dagen efter. Jeg mistede mine normale hobbyer, og selvom jeg stadig ofte sås med mine venner, så var de mere en distraktion for mig. Så jeg ikke tænkte på sulten. Til sidst ramte jeg et punkt, hvor jeg ikke kunne mere. Jeg gav fuldstændig op.

Mit spiseforstyrrede jeg prøver nogle gange at komme tilbage. Men jeg tør ikke. Jeg kan ikke lide den person, jeg var. Men jeg føler heller ikke, at jeg er den person, jeg bør være. Og det største spørgsmål, der er efterladt i mit hoved er, hvad der så skal til for, at jeg bliver lykkelig?

Det er tydeligvis ikke størrelsen på mærket i nakken, der har kunnet afgøre det. Hverken en størrelse 36 eller 42 har givet mig en følelse af tilfredsstillelse. På et tidspunkt føles det nærmest som om, der ikke er mere at gøre. Alt virker afprøvet og mislykket.

Jeg har tænkt over, om man burde smide vægte og spejle ud. Holde op med at kigge på sin krop og i stedet mærke, om den er rar at være i. Men jeg er også en del af en meget selviscenesættende ungdom. Mit skrækscenarie på instagram er at miste følgere, fordi mit udseende ikke passer til det image, jeg har skabt af mig selv på de sociale medier.

Jeg må indrømme, at jo flere følgere og likes, jeg har, jo mere anerkendt føler jeg, at jeg er. De sociale medier spiller en stor rolle i min og min generations hverdag, men de kan heller ikke få hele skylden. Jeg tror, at vores samtids debatter om kroppen er med til at gøre det værre. Selvom det handler om både muligheder, begrænsninger og forskelligheder. Forventningerne til og konstruktionerne af køn, krop og identitet lægger et pres på ens skuldre for at passe ind i den rigtige boks. Ligegyldig hvilken boks det er. Men helt ærligt – det er forfærdeligt kun at se sit værd i sin krop.

Jeg kan ikke komme med succeshistorien om, hvordan jeg gik fra et spiseforstyrret sind til at have et sundt kropsbillede og en god mentalitet omkring min krop og min personlighed. Jeg har ikke noget definitivt svar på, hvordan vi kan stoppe vores obsession af kroppen.
Men måske er det vigtigere at huske at komplimentere et menneskes egenskaber og værdier end deres vægttab og krop. Og måske skal vi prøve at lægge energi i at træne vores personlighed og færdigheder i stedet.

Det er nemmere sagt end gjort. Det ved jeg selv. Men når krop og sjæl er forbundet, må vi ikke glemme, at ens værd aldrig udelukkende skal ligge det ene sted.

Måske er det vigtigere at huske at komplimentere et menneskes egenskaber og værdier end deres vægttab og krop. Og måske skal vi prøve at lægge energi i at træne vores personlighed og færdigheder i stedet.

Hvad tænker du?

  1. Stine siger:

    Hold da op, hvor det føles genkendeligt. Jeg har haft de præcis samme tanker, hvor er det vildt og rammende. Tak for den.

  2. R siger:

    Kære Caroline, jeg håber du har det godt. Jeg håber også at du ikke vil “prøve at lægge energi i at træne vores personlighed og færdigheder i stedet”. Er det bedre at fokusere på hvilke tal ens eksamensbevis har frem for ens vægt? Er det ikke problematisk at tilskrive nogle færdigheder værdi frem for andre? Jeg finder ro i, at der altid vil være nogen, der er bedre til de ting jeg giver mig for. Men at ingen kan være bedre til at være mig end mig.

    Kærlig Hilsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *