Folkeskolerolle

09. januar 2018

Ungdommen strækker sig. Både bagud og fremad i vores liv. Det samme gør venskaber. Olivia har fået en invitation til en reunion med sin folkeskoleklasse, og det sætter gang i tankerne hos både hende og Caroline om den institution, de befandt sig på i den længste tid af deres liv, og om de venner, de enten har beholdt eller siden har mistet.

Illustration af Juliane Vorgod

Olivia

For nylig blev jeg inviteret til en reunion med min gamle folkeskoleklasse. Jeg blev overrasket, og jeg brugte lang tid på at tænke frem og tilbage: Skulle jeg tage med eller ej? Det endte med, at jeg ikke havde mulighed for at deltage, fordi der kom noget andet i vejen, men det endte så også med, at jeg ikke fik besluttet mig for, om jeg skulle have gjort det eller ej. Jeg er 21 år. Jeg gik ud af den folkeskole, jeg havde gået i siden 0.klasse, efter 8. klasse i sommeren 2011. I 9. klasse tog jeg til Fyn og begyndte på efterskole. Det er ikke ret mange fra min folkeklasse, jeg har set siden den sommer i 2011. Så da jeg modtog facebook-invitationen, føltes det vildt muligvis at skulle mødes med nogle, jeg ikke havde set i over 6 år.

Jeg har tænkt meget over, hvorfor det brud var så brat. Det er der nok mange grunde til. Jeg fik en masse nye venner på efterskolen. Jeg flyttede væk fra dér, hvor jeg er vokset op. Jeg startede i gymnasiet et andet sted end dem fra min folkeskole. Men den vigtigste faktor var selvfølgelig, at jeg vel ikke har haft et behov for det, for så havde jeg opsøgt min gamle klasse og mine gamle venskaber. Det har jeg haft det underligt med. På den ene side har jeg det godt med det, for der var ting, jeg ikke ønskede at vende tilbage til, også nogle ting i mig selv og den rolle, jeg havde; men det har også bekymret mig: Er jeg mon sådan én, der ikke kan holde fast på mine venskaber? Hvad med alle de gode relationer, jeg også havde? Jeg har været, og er stadig nogle gange, enormt misundelig på dem, jeg kender, der har venner, de har haft siden 4. klasse – eller endda børnehaven eller vuggestuen.

De ældste venner, jeg har og stadig er tæt på, er fra efterskolen, og det er jo også længe siden nu, men jeg er meget fascineret af og har lyst til at dyrke det meget stærke bånd, der ligger i, at man har kendt hinanden så godt som altid. Tænk engang. Måske var det et naturligt og fint brud, som alle parter havde brug for, og derfor gjorde hverken jeg eller mine gamle venner noget for at genoptage det. Det ville også være utroligt, hvis dem, man som 5-6 årige blev smidt ind bag nogle borde sammen med, var dem, man også som ung og voksen ville dele sit liv med. Alligevel har jeg det virkelig mærkeligt med ikke at have nogen at dele, hvad der skete i de mange år af mit liv, med. Nogle gange bliver jeg endda helt i tvivl, om oplevelserne virkelig har eksisteret, og hvem jeg egentlig selv var i alle de år, fordi jeg har flyttet mig så langt væk nu.

Illustration af Juliane Vorgod

Caroline

Min folkeskoletid var god. Dog har jeg før fået at vide, jeg ikke en gang må kalde min tid for netop dét, når jeg nu gik på privatskole. Men joken om, at jeg altid kom i skole på mine forældres privatfly er ved at blive lidt gammel. Ikke desto mindre så har jeg gået det samme sted fra 0. til 9. klasse. Jeg elskede det fysiske rum, vores skoleinspektør skabte med malerier i alle klasselokaler, flysæder i filmrummet, og musikinstrumenter og andre underlige sager, der hang ned fra loftet i en af de større sale. Det tog mig lidt tid at opdage, at det ikke var sådan på alle skoler, og de sterile lokaler på gymnasiet var ikke nær så sjove at være i. Der er aldrig nogen, der vil kunne slå min gamle fransklærer eller dansklærerparret, hvor jeg nåede at have begge skønne mennesker.

Min nostalgi rækker måske ikke længere end det, for jeg er også glad for at være videre. Jeg savner ikke kulden i klasselokalet, fordi vinduerne var for gamle, min tysklærer, eller hvor stræberagtig både jeg og min klasse endte med at være, og hvor meget pres jeg lagde på mig selv til at få de bedste karakterer. Det var jo ikke engang nødvendigt. Det er ikke dét, jeg har lyst til at lade fylde mest i min erindring. Jeg vil hellere smile over, hvor ofte “YMCA” af Village People blev spillet til skolefester og “Black or White” af Michael Jackson til morgensamlinger. Og vigtigst nogle af mine venskaber. Jeg har fået venskaber, hvor man ikke nødvendigvis behøver at se hinanden hver dag for at kunne holde kontakten. Vi kan ses måske to gange om året og alligevel føles det, som om det var i sidste uge – det hjælper de sociale medier nok også med. Jeg har mødt nogle seje og stærke kvinder på min årgang, som jeg glæder mig til at følge resten af livet. Både for at snakke om pinligheder i barndommen, som dengang jeg låste mig selv inde på et toilet, der egentlig kun måtte blive brugt af de større elever, og for at snakke om nutid og fremtid. Man vælger ikke selv, hvem man skal gå i klasse med i de 10 år, men jeg synes alligevel, at jeg har været heldig med udfaldet i sidste ende. Måske havde 15-årige Caroline det på en lidt anden måde. Det er nok kun, fordi jeg kigger tilbage, jeg kan indse det.

Hvad tænker du?

  1. Tove siger:

    Har stor gruppe af venner fra folkeskolen jeg stadig ses ofte med. Nogen af dem har jeg kendt siden jeg var 5 – en af dem har jeg kendt hele mit liv, og vi ses stadig ofte! Det er helt fantastisk og jeg føler mig meget heldig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *