Forårsfornemmelser

#1
– Men nu er det snart forår, siger jeg.
Det føles som om den sætning rummer alle muligheder i hele verden for en ny begyndelse.
Det er bare op til mig at vælge. Det lyder enkelt, men er det ikke.
Du synes det er noget pjat at sige.
– Det har vel ikke noget med årstiden at gøre. Nogle er jo bare deprimerede, rastløse sjæle af natur.
– Jo, siger jeg. Det har det i den grad.
Herefter siger ingen af os noget for en tid.

#2
Det er den første forårsdag. Officielt.
Længe har det føltes som om det var forår:
Vinteren er den varmeste nogensinde målt
og den næstvådeste
(tilføjes til listen over ting jeg ikke forstår).
Jeg vandrer hvileløst omkring,
venter på at mit indre landskab
kongruerer med det ydre.

#3
Anemonerne blomstrer. Og mirabelletræerne.
Fuglene vender hjem, humlebierne kommer frem.
Cironsommerfuglen, forårsbebuderen, stiger op
og blafrer med sine skøre vinger
så usandsynligt smuk med sin gule farve.
Puppestadiet, tidspunktet lige inden noget sker,
som en metafor.
Endnu uvist for hvad.

#4
Lydene, duftene i luften:
En dump følelse der straks forplanter sig til kroppen.
En fornemmelse af gentagelser og variationer,
af et før og et efter.
Nu: Jeg er vekselvis lykkelig og trist
som et pendul
svingende fra den ene yderlighed til den anden.

#5
Det hjerte jeg aftegnede på ruden med min pegefinger
i duggen fra badet
i efteråret da du var væk
og mere uden for rækkevidde end nogensinde,
forsvandt hurtigt.
Men nu er det her igen, hjertet på ruden:
et billede fremkaldt af solens stråler.
Al snavset og støvet står tydeligt frem.
Ligesom dit fravær.

#6
Tidlig aften:
Solen changerer fra dyb blodrød til bleg lyserød
Jeg cykler gennem de mennesketomme gader.
i den uvirkelige, skinbarlige virkelighed.
Alting er altid aldrig som før.