Livets sommer
Sommeren er en romantiseret og idylliseret årstid, som mange bruger de kolde vintermåneder på at se frem til. Man forventer en masse og ser frem til alt det, der skal ske, men nogle gange kan sommerens skuffelser og forgængelighed føles som en flygtig forelskelse, der efterlader dig tom og trist. Asta har skrevet et digt, der forsøger at sætte ord på lige præcis denne følelse.
Jeg kan se
solen i hendes øjne
jeg har ventet
på sand mellem lilletåen
og den tå ved siden af den
jeg har ventet
på dig, sved og
salt
på morgensol og
aftensol, på tæt dans
på demaskering, på beskidte
hænder
Jeg kan se
vinden i hendes hår
jeg er blevet elsket
har mærket omsluttende arme
som lunkent sommervand
jeg har elsket
dig og den nedadgående
sol
som du tog med
vil du mon være
en brise over mit knuste
hjerte
Jeg kan se
havet i hans hjerte
jeg har længtes
efter røg i lungerne
og gæret væske
i min virustomme
hals
jeg har længtes
efter tidsløshed
eksistens, fremtid, dybe kløfter
min teknologi på havets
bund
Jeg kan se
min ungdom i hendes
jeg har glædet mig
som til juleaften
til ømme lægge
og til stjerner i den korte
nat
jeg har drømt
om brune rygge, din lænd
om lovløshed
jeg kunne dø lykkelig
nu
Jeg kan se
hjerter i hans ord
jeg har forsøgt at glemme dig
dog har jeg husket dig
i sene nattetimer
og søvnløse aftener uden
dig
jeg har husket dig
som den der fik mig til at
knopskyde
blomstrer som
anemoner
Jeg kan se
enden fra start
jeg har ventet
på denne tid for evigt
med uendelige liv
og lys i
mørke
jeg har ventet
på din kulde om natten
og dit blide morgenlune
et flygtigt farvel, en vished om
tilbagevenden
Jeg kan se
min fremtid i hans fortid
jeg har bedt
om kærlighed
og om tilbedelse
i sommerens mange
timer
jeg har ønsket en bagende sol
på mig, vuggende
med ananas og Ribena
mens jeg er
lykkelig
Hvad tænker du?