Syng for deltaet, månen og solen

07. november 2019

Rasmus skriver om den franske teatergruppe Chêne Noirs mesterværk Chant Pour Le Delta, La Lune Et Le Soleil fra 1976. Han skriver om udlængsel, om floder og om den helt særlige stemning, der er i byen Avignon, som albummet kommer fra.
Dette er tredje del i en tekstserie om albums, der ifølge Rasmus ikke har fået den anerkendelse, de har brug for.

En sen aften træder jeg ind på en af Avignons mange pladser. Pladsen er overdækket af platantræer, og under en lygtepæl spiller en gruppe musikere. Fra en af de mange udendørscafeer rejser en kvinde sig. Hun er iført en tynd, hvid sommerkjole, og hun begynder at danse til musikken. Hun bevæger sig med en kølig elegance og en underspillet sensualitet, der minder om Anna Karina, der danser rundt om billardbordet i Godards Vivre sa vie. Om Juliette Greco, der synger for Sartre, Beauvoir og de andre eksistentialister. Og om Jane Birkin med uglet hår og et på én gang intenst og drømmende blik i øjnene. Det er kun i en by som Avignon, hvor hver eneste afkrog emmer af amourøs tristesse, at en sådan scene vil kunne udspille sig. Ligesom det kun er i en by som Avignon, hvor så meget af historien kredser om Rhonefloden, at nogen vil kalde en plade Chant pour le Delta, la Lune et le Soleil. Solen, månen og flodens delta.

Da jeg ankommer til Avignon i Provence, er det midt i teaterfestivalen, der hvert år finder sted i juli måned. Under festivalen handler alt, og jeg mener alt, i Avignon om teater. Køerne hos billetkontorerne strækker sig langt ud på gaderne, og hver eneste mur i byen er tildækket af plakater, der reklamerer for de uforholdsmæssigt mange teatre, der er i den jo altså ikke vildt store by. Desuden er biler forment adgang til de fleste af byens boulevarder for at give plads til alverdens former for gadeteater, gøglere, mimere, musikere, og hvad ved jeg. Da jeg en aften sidder og spiser på en restaurant, rejser en mand sig pludseligt og begynder at råbe. Han bliver besvaret af en mand i den anden ende af restauranten, og der går et øjeblik, før jeg forstår, at jeg sidder midt i et teaterstykke, der viser sig at involvere halvdelen af restauranten.

Det er kun i en by som Avignon, hvor hver eneste afkrog emmer af amourøs tristesse, at en sådan scene vil kunne udspille sig.

En pioner inden for den slags teater, der ikke finder sted på teatrene, er en digter og dramatiker ved navn Gérard Gelas. I 1966 begynder han at læse sine digte højt på Avignons cafeer under festivalen. Han inviterer i større og større grad jazzmusikere og skuespillere til at hjælpe ham med at fremføre sine tekster, og det bliver begyndelsen på teatergruppen Chêne Noir. De slår sig ned i et nedlagt kapel og opfører en lang række teaterstykker, der blander musik, skuespil og digtoplæsning. Under mit ophold i Avignon besøgte jeg teatret, der stadig ligger i det gamle kapel, men som siden da er blevet udstyret med et meget fint oplyst skilt over indgangen. Det første, jeg lægger mærke til, da jeg kigger gennem glasdøren, er, at deres teatersal er opkaldt efter jazzmusikeren John Coltrane. På den måde bliver Theatre du Chêne Noirs nære forbindelse til musikken – og især jazzen – med det samme cementeret.

Nåh, det var historien sådan lidt kort ridset op. Anyway. I løbet af 70’erne bliver lydsiderne til en lang række af teatrets stykker udgivet på LP, og det bringer os langt om længe frem til det, denne tekst egentlig handler om: nemlig pladen Chant pour le Delta, la Lune et le Soleil fra 1976 – et mesterværk, hvis der nogensinde har været et. Hvis man som jeg ikke har 165 dollars (ca. 1100 kroner) til at købe pladen på Discogs, er der heldigvis en helgenlignende type, der har lagt den på YouTube i sin fulde længe og endda i udmærket kvalitet. Den er naturligvis også at finde på enkelte piratsider rundt omkring, hvis man leder lidt – ikke at jeg kunne finde på at opfordre til at benytte den slags, men alligevel.

Nu tænker du måske: Kan det virkelig være interessant at lytte til et teaterstykke, når jeg ikke kan se, hvad der sker, og ikke forstår sproget? Og ja, det synes jeg i høj grad, at det kan – i hvert fald i dette tilfælde. Musikken i sig selv er så billedrig og udtryksfuld, at den føles nærmest fysisk, som om man i lige så høj grad kan røre ved den og se på den og smage den og dufte den, som man kan lytte til den. Og selvom jeg ikke forstår teksten, har lyden af musikken, numrenes titler og albummets omslag (og de enkelte linjer, som mine begrænsede franskkundskaber tillader mig at forstå) alligevel fået enkelte tematikker til at åbenbare sig for mig. Som for eksempel Avignon – at rejse derfra og vende tilbage igen. Drømme. Længslen efter eventyr. Og måske mest centralt: floden. Ikke kun Rhonefloden, som Avignon slanger sig langs, men også Nilen og floden som koncept – vandet, der binder hele jorden sammen.

Kan det virkelig være interessant at lytte til et teaterstykke, når jeg ikke kan se, hvad der sker, og ikke forstår sproget? Og, ja det synes jeg i høj grad, at det kan - i hvert fald i dette tilfælde.

På pladens åbner ‘Le Train’ (Toget) bliver musikken drevet fremad af en repeterende rytme, der minder om den klikkende lyd af et togs hjul mod skinner. Det er en lyd, der er nærmest allestedsnærværende over alt på jorden post den industrielle revolution, og alligevel er der noget ved den, der føles dybt eksotisk og vækker en intens følelse af udlængsel i mig. Det samme gør lyden af måger på det næste nummer, der meget passende hedder ‘Les Oiseaux’ (Mågerne) og de arabiskinspirerede melodistykker på pladens femte og sidste nummer ‘Le Nil’ (Nilen). Melodier, der lyder som det, jeg forestiller mig, en slangetæmmer ville spille på sin fløjte, mens slangen danser en svævende dans i sin flettede kurv. Det er den slags helt konkrete billeder, albummet fremkalder i mig, på trods af at der er noget drømmende, ja, nærmest ambient, ved musikken, der lyder, som var den spillet gennem vand. Vandet fra Rhonefloden eller Nilen, måske.

Og så er der vokalen. Den er uforglemmelig. Der er ingen sang på Chant pour le Delta, la Lune et le Soleil, kun skuespillerinden Nicole Aubiats – som internettet desværre ikke har meget at berette om – recitation af den franske tekst, men aldrig har det talte sprog lydt så musikalsk. Hendes stemme er først stærk og fattet og dernæst porøs og skrøbelig som silke, der er så slidt, at det er ved at falde fra hinanden. Først sødmefuld og så hæs på den der sensuelle, franske, Gitanes-rygende måde. Først legesyg og derefter som var den på grænsen til tårer. Det er måske et af de ord, der bedst beskriver Aubiats stemmeføring: på grænsen. Den bevæger sig altid i nuancerne og holder altid fast i en subtilitet, der gør, at ingen af delene nogensinde tager overhånd – end ikke på den meget jazzede ‘Hey…’, hvor nummerets titel bliver gentaget igen og igen på forskellige måder: hviskende, jamrende, råbende og skrigende. Både spørgende, insisterende, legesygt, vredt, orgastisk og dyrisk. Det er en magtdemonstration i underspillet intensitet.

Hendes stemme er først stærk og fattet og dernæst porøs og skrøbelig som silke, der er så slidt, at det er ved at falde fra hinanden.

Nummeret ‘La 7’ er mit yndlings. Den drømmeagtige og meget minimalistiske musik består primært af en repeterende basgang og nogle klokkeagtige lyde og minder ifølge min far lidt om Pink Floyd (han er mere velbevandret i deres diskografi end mig). Ikke desto mindre giver den minimale musik plads til en af de mest bevægende og indlevende vokalpræstationer, jeg nogensinde har hørt. Det er også det nummer, hvor jeg genkender flest ord: rejse, forår, kærlighed, blomster, lyset, livet, nutiden, solen, månen, revolution, Frankrig, Middelhavet, Rhonefloden og undskyld – sidstnævnte leveret med en hjerteskærende oprigtighed. Og så bliver linjen ‘la direction d’Avignon’ gentaget som et mantra. Den ene linje er for mig pladens højdepunkt. Jeg har længe været fascineret, ja, nærmest besat af den. Af hvor smuk og melodisk og perfekt den er. Af hvordan Aubiats artikulation på storslået vis understreger den musikalitet, der skabes af det dobbelte rim i sætningen: allitterationen i ‘direction’ og ‘d’Avignon’ og det klanglige rim i endelserne ‘tion’ og ‘non’.

Direction d’Avignon.
La direction d’Avignon.
La direction d’Avignon.
Retningen mod Avignon.
Vejen til Avignon.

Og hvad er vejen til Avignon egentlig? Da jeg ankom i juli, var det fra Cote d’Azur op gennem Provence, men her i skrivende stund er der ikke længere end til mit iTunes-bibliotek. Chant pour le Delta, la Lune et le Soleil viser, at Avignon lige så meget er en sindstilstand og en stemning, som det er en by. Det er den stemning, jeg også oplevede, da jeg stod på pladsen under platantræerne, og en kvinde i en hvid sommerkjole rejste sig og begyndte at danse.

Hvad tænker du?

  1. benjamin e siger:

    what spændende
    får en lytter nu

    1. Rasmus Weirup siger:

      Godt at høre! Håber du elskede det lige så meget, som jeg gør!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *