Fra chefredaktøren: Fiktion/Virkelighed

02. april 2018

#8
April 2018

Illustration af Astrid Lund Johansen

Velkommen til SEIN’s første temauge og velkommen til april.

Vi har længe gerne villet sætte en uge af på SEIN til at dykke ned i og undersøge ét tema. Normalt skal SEIN jo blive ved med at være sit diverse, kreative og opmærksomme tankerod, men til tider, når vi føler, at det er vigtigt netop nu, rydder vi kalenderen og sætter vores egne spørgsmålstegn og vores eget præg på et emne. Denne gang er det fiktion/virkelighed.

Jeg har prøvet af finde ud af, hvordan jeg skulle åbne temaet op med det her brev.
Først (forsøgte jeg) at sætte mig ind i den måde, ens hjerne opfatter virkeligheden på. Hvordan ens hjerne faktisk skaber virkeligheden for én, og hvordan intet i virkeligheden er virkeligt. Puha.
Jeg fik også lyst til at skrive om balancen mellem fiktion og virkelighed i journalistik og sociale medier, fordi det er vildt interessant i en tid, hvor sandheden er blevet spredt ud over så meget information.
Men i går, da jeg lå dybt begravet i dyner og så filmen Frances Ha, var der en scene, der huskede mig på lige præcis det, jeg synes, gør det her tema interessant for os på SEIN. For os i ungdommen.

For jeg ved ikke så meget om mit fremtidige liv, men lige nu føles det, som om der ikke kommer til at findes andre tidspunkter, hvor man skaber så mange små virkeligheder for sig selv eller med hinanden, som man gør nu. I Frances Ha-scenen beskriver hun, hvordan den bedste form for kærlighed findes i en situation, hvor man står til en fest fuld af mennesker. Og tværs gennem rummet får man øje på hinanden. Os to. Og pludselig står man der, midt i det hele, og har sin helt egen særlige verden, som ingen andre i rummet ved eksisterer.
Måske har jeg lyttet for meget til Call Me By Your Name-soundtracket, men der er noget særligt magisk over ungdommen som en tid, hvor man kan skabe virkeligheder og fiktive verdener i sine venskaber og sine forhold. Hvor man kan give så meget slip på sig selv med hinanden, at man forsvinder ind et sted, hvor der findes en helt anden virkelighed, end den vi ellers lever i. Kreative, fiktive universer, som er bygget op af referencer og minder og følelser.

Der kan være en stærk idé om, at virkeligheden er det grimme, det barske, det sårbare, mens det fiktive er det smukke, det stærke, det kærlighedsfulde.
Jeg kommer i hvert fald selv til at tænke på, at når der sker noget i ens virkelige liv, som er ekstra fantastisk. Når man pludselig en sommeraften får den der følelse af, at man ikke længere er inde i sin egen krop, men man ser sig selv oppefra. Så tænker man, at som vi går lige her i det orange lys, er vi midt i en scene i en virkelig smuk bog eller en virkelig god film. Vi er karakterer, der er helt unikke, og som ikke findes i virkeligheden. Man dyrker sin egen situation som noget fiktivt, fordi det fiktive er det magiske.

Den fiktive virkelighed bliver et sted, man kan sende ting hen, så de bliver endnu mere perfekte. Og det kan både være godt, fordi man så har de der lykkefølelsesrum eller intime rum eller kreative rum, men jeg tror også, at det er godt at dyrke den rigtige virkelighed på samme måde. Og jeg tror, det er godt at blive ved med at undersøge og minde sig selv om forskellen mellem de to ting. Fiktionen og virkeligheden.

Når man ikke kan finde sig selv i virkeligheden, kan man ofte finde sig selv i fiktion. Og på SEIN handler det netop om at skabe noget, hvor man også kan finde sig selv i virkeligheden. At virkeligheden også kan blive et sted, hvor man kan gå hen og føle sig tryg og føle sig som en del af noget. At virkeligheden kommer tæt på én, og at det får lov til at blive i sin fantastiske, kaotiske tilstand.

Som ung – men også gennem resten af livet (det har jeg fået at vide af beroligende, midaldrende mennesker med kaffe i hænderne) – kommer det til at føles, som om der konstant findes en anden virkelighed, man burde være en del af.
De forventninger, der er til én (og især dem, man sætter for sig selv), bliver en alternativ virkelighed, som man hele tiden måler sit liv op med. Som når jeg glemmer, hvor fantastisk det er, det jeg går og laver, og i stedet tænker på, hvordan mit liv burde være anderledes. Hvordan jeg burde være mere UNG, mere kreativ, mere beslutsom. Og som chefredaktør på SEIN, hvor ødelæggelsen af netop det billede af, at man skal være ung (eller bare menneske) på en bestemt måde, er noget af det vigtigste for os, er det jo absurd, at jeg selv kan gå hen og glemme det nogle gange.
Men sådan er det nok bare. Der findes én virkelighed, vi alle sammen er en del af. Og så findes der millioner, milliarder andre virkeligheder, der opstår inde i os selv, i mellem os, i bøger, i film, i musik.

I denne uge har vi prøvet at undersøge, hvordan de forskellige virkeligheder er. Vi har prøvet at gøre det virkelige smukt, og det fiktive grimt. Vi har prøvet at sætte ord, billeder, video, lyd, tanker på alle de virkeligheder, vi er en del af. Drømme. Strukturer. Identiteter. Dystopi.
I den anledning fylder vi igen en hel uge ud på SEIN. Både hverdage og weekend. For vi synes, at der er så meget, der skal siges.

Jeg håber, at I vil tage godt imod temaugen og resten af måneden.

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Psst!
Læs mere her