Fra chefredaktøren – Oprør, ungdom og SEIN

01. maj 2018

#9
Maj 2018

Collage af Sara Mering

På nogle af de seneste regnvejrsdage har jeg ligget og set gamle tv-udsendelser på Bonanza om ungdomsoprøret i 1968. I år er det nemlig præcis halvtreds år siden.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg faktisk oppe i 1968 oprøret og velfærdsstaten i historieafgangseksamen i gymnasiet, men det er vildt, hvor lidt der har sat sig fast. Jeg husker mest bare, hvor nervøs jeg var, og hvor vigtig karakteren var, fordi jeg pludselig havde opdaget, at mundtlig historie talte lige så meget som ens SRP (…??!).

Når jeg tænker på ungdomsoprøret, tænker jeg med det samme også lidt på SEIN. Jeg tænker på følelsen af at stille sig op sammen og definere, hvad historien om ens ungdom skal være, og jeg tænker på kampen, man tager for at skabe noget nyt, når der er noget, som mangler i ens hverdag.
Derfor skulle brevet her handle om ungdomsoprør dengang og i dag.

Men. Så blev det svært.
For selvom jeg synes, man kan sige meget om en masse ved bare at tage udgangspunkt i sig selv og det, man har nært, så er det også rigtig svært for mig at kunne sige nok om hele vores ungdom, når jeg bare er mig.
På et tidpunkt stod jeg ude i køkkenet for at få en pause og noget kaffe, og så prøvede jeg at forklare min roomie, Xenia, hvad det var, jeg ikke kunne gennemskue. Det var nemlig grundlæggende for hele brevet og derfor meget frustrerende. Jeg kunne ikke finde ud af, om vi som ungdom i dag egentlig har vores eget ungdomsoprør – bare på vores egen måde – eller ej?
Jeg fik kaffe. Men jeg fik ikke svar på mit spørgsmål. Til gengæld gik det op for mig, at det her brev måske heller ikke skal være et endegyldigt svar på noget, måske kan jeg ikke tale på vegne af vores ungdom, og måske er det fint. Derfor er brevet i stedet mere blevet en beskrivelse af det sted, vi som ungdom står lige nu, og et bud på, hvordan vi kan bruge oprøret i 1968 som inspiration i dag.

Ungdomsoprøret i 1968 var et fysisk oprør. F.eks. besatte de psykologistuderende på Københavns Universitet deres eget institut i april måned. De krævede indflydelse og medbestemmelse, så det også var de studerende, der var med til at definere, hvordan uddannelsen skulle være.
Oprøret var skabt af barrikader. Det var skabt af demonstrationer, hvor 5.000 studerende gik sammen i gaden og råbte. Det var skabt af hår, man lod gro, og musik, man lyttede til, og kollektiver, man flyttede ind i. Ungdomsoprøret har været med til at sætte nogle kampe i gang, som vi stadig kæmper videre for i vores ungdom i dag. Ting som ligestilling og velfærd og nedbrydning af kønsstereotyper.

På den ene side ville jeg ønske, at jeg kunne stille mig op på en ølkasse og sige noget til dem, som har lange, ventende øjne. Dem, som venter på, at vi går i gang med at lave et oprør magen til det, de selv var en del af engang. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at vi er i gang!
Sige, at vi laver vores egne oprør, vi gør det bare andre steder end på gaden.
Vores oprør findes, når vi lægger “forbudte” billeder på Instagram med vilje for at kæmpe imod den censur, firmaet har på ting som f.eks. kvindelige brystvorter. Vores oprør findes i de ændringer, vi laver i vores hverdag for at belaste klimaet lidt mindre. Vores oprør findes i sabbatår og højskoleophold og at stoppe op og holde pauser, når man egentlig ikke har lov til det, og når uddannelsessystemet er skabt til at straffe én for det.
Vores oprør findes i ærlighed og tabunedbrydelse og nærvær, når vi er blevet slugt af en masse mennesker, der får lov til at blive ved med at tjene penge på lige det omvendte, og som fortsætter med at fodre os og hjælpe os til at fodre os selv med billeder af en verden, der ikke findes.
Jeg ville stå på min ølkasse og sige, at vi står sammen. Vi står sammen på tværs af så mange nye grænser, som folk ikke kunne samle sig på tværs af i 1968, fordi teknologien har gjort det muligt at være en del af verdensomspændende protester og gøre det muligt, at jeg f.eks. kan forstå og være en del af nogle af de kampe, andre unge tager andre steder i verden.

Samtidig er det så bare sådan, at det også ikke er … sådan.
Som jeg sagde til Xenia, mens jeg stod der helt arrig med min kaffekop i køkkenet: Selvom vi er en ungdom, der egentlig gør alt det her, og selvom jeg har det, som om vi bare har fundet en anden måde at gøre oprør på, som er mere nær, så er der stadig én ting, der burde gøre, at det ikke er et rigtigt oprør – vi har ikke samlet os. Vi har ikke samlet os som en helhed. Som en mangfoldig, dansk ungdom, der står sammen om en protest. Ét oprør. Ét fællesskab. Og jeg tror, at vores ungdoms største force og største svaghed på en og samme tid er, at vi er splittet i tusinde stykker.

Jeg tror, at vores ungdoms største force og største svaghed på en og samme tid er, at vi er splittet i tusinde stykker.

Jeg så en tale efter skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida, USA i februar. Det er en virkelig rørende og oprørsk tale, som bliver holdt af Emma Gonzalez, der selv var elev på skolen og til stede, mens det skete.
(Du kan se den og læse den her)
Og den har virkelig sat sig fast i mig og i rigtig mange andre, fordi den handler om alle de skydevåben, der stadig bliver ved med at være lovlige, selvom sådan noget forfærdeligt sker. Og så fik den mig til at tænke på noget i forbindelse med ungdomsoprøret. Det gik op for mig, at Emmas tale ikke ville have sat sig fast på samme måde, hvis det havde været en video, hun havde optaget alene på sit værelse og lagt på YouTube. Dét, der gav mig kuldegysninger, og dét, der fik mig til at forstå hendes kamp, var, at folk havde samlet sig omkring hende. Det var også i rigtig høj grad stemningen i, at folk står sammen og lytter og råber med på det, hun siger.

Og måske er det mere af det, vi mangler for at kunne skabe vores eget ungdomsoprør i dag.

SEIN er jo netop håbet om at skabe et fællesskab, hvor vi kan stå sammen, og hvor et fælles oprør måske en dag kan opstå. Et fællesskab, hvor vi kan få lov til at være den diverse gruppe mennesker, vi egentlig er i den danske ungdom. Men hvor vi kan være der for hinanden, samle os om en sag og skabe noget sammen. Og dér ved jeg, at vi stadig har lang vej endnu.
Og ja udgangspunktet for SEINs fællesskab er i det digitale. Vores mødested er her på SEINmag. Men der, hvor vi reelt skal møde hinanden og stå sammen – det er i virkeligheden. Det kan være til vores egne SEINevents. Det kan være til alle mulige andre events over hele landet, som vi så gerne vil samle og præsentere for jer i vores eventkalender. Og til sommer skal vi noget helt særligt, som vi virkelig glæder os til at løfte sløret for snart, hvor vi også kan mødes fysisk. Nok ikke for at besætte universiteter. Men så for at gøre noget andet vigtigt for os. Noget, hvor man får nye venner, ny inspiration, nye muligheder og rum til at vise alt, hvad vi kan som den ungdom, vi er.

Jeg vil slutte af med Tavi Gevinson (hende fra Rookiemag). Det er et citat fra hendes Editors Letter i januar om ‘Utopia’. En tekst, jeg virkelig kan anbefale, hvor hun både skriver om folks obsession med ungdommelighed, om internettet og om aktivisme i dag.
Hun slutter af med at beskrive, hvordan vi egentlig opfører os i verden lige nu, hvor vi hele tiden har mulighed for at være en del af flere kampe og flere bevægelser og flere diskussioner og oprør. Og hvor det vigtigste, vi i virkeligheden kan gøre, er at skabe rum og plads til os selv, lade være med at forsøge at løbe i samme tempo som teknologien og i stedet bruge vores tid og energi på at fordybe os og starte en langsommere, mere mærkbar forandring i verden:

“Constantly weighing in on moral conflict is now thought of as an extension of every waking second, but really, it is half of our waking seconds, and they could be utilized to reach a far deeper level of thought and far more informed actions. Because this new time zone we’re on is insidious, countering it will not be one cathartic event.
It will take a long time, because it’s hard to unlearn the reflex of clinging to the thought that is the nearest by; to give up the illusion of certainty and the purity of moral righteousness. It will be anticlimactic, because it’s not as tangible as typing out some words and hitting send. But it will lead to more tangible change. I really believe that.”

Tak igen, fordi I er her. Tak, fordi I følger med og deltager og kommenterer og bidrager, så vi kan blive ved med at skabe SEIN sammen. Bliv ved, bliv ved, bliv ved!

Vi ses i morgen.
Hilsen Sara

Hvad tænker du?

  1. Marie siger:

    Flot skrevet, og tak for dette perspektiv

    1. Sara Mering siger:

      Tak, søde du <3

  2. Lucca Boysen siger:

    Inspirerende

    1. Sara Mering siger:

      Tak! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *