Kan vi aftabuisere kroppen gennem en blyantstreg?

“Kan vi aftabuisere kroppen gennem en blyantsstreg?” Sådan står der i beskrivelsen af begivenheden ‘Pærfekt gin og croquis’ på Nørrebro Teaters hjemmeside. ‘Pærfekt’, som Word ikke vil stoppe med at sætte røde prikker under i skrivende stund, er meget bevidst navngivet således. Om at det perfekte også kan være fejlslået – ordet lyder på samme måde, selv med stavefejlen. Begivenhederne er et samarbejde mellem Nørrebro Teater og Muskelsvindfonden. Det holdes flere gange og har fundet sted i andre teatre i landet. Min kollega og jeg har fået billet til den 2. november i Nørrebro Teater. Da jeg siger ja til at tage med, ved jeg faktisk ikke så meget om, hvad der vil finde sted. Ikke andet end at der vil være gin, croquis og et besøg af Anna Lin.

Det er en enormt kold og mørk torsdag, da jeg går ind i entréen på Nørrebro Teater og mødes med min kollega. Ved baren bliver vi tilbudt en gintonic. Selv ginen er en gennemført del af arrangementet, da den er brygget med ellers frasorterede “grimme” frugter og grøntsager. Den smager naturligvis nydeligt. Salen er fyldt, og der er rift om de forreste sæder med bedst udsigt. Det eneste, der kan ses på scenen, er fire stole i højre side, nogle neonlamper til baggrunden som pynt, to stole i højre side og forrest, i midten af scenen, et kotæppe tænkt til modellerne og værterne.

Klik her og Støt SEIN

Den første til at tage scenen er Simon Toftgaard Jespersen, forperson for Muskelsvindfonden. Han indleder med at spørge ud i publikum, om vi har set den nye David Beckham-dokumentar. Enkelte har, og vi er alle sammen lidt forvirrede over, hvad Beckham har at gøre med det hele. Til det forklarer han, at han hele sit liv har gået og gemt på en Beckham-trøje, størrelse 9 år. Han fortæller, at den altid har været tænkt til et barn i hans fremtid. En nevø, en niece, et gudbarn. Men aldrig hans eget. For chancen for at stifte familie har altid set tvivlsom ud. Han har, grundet sit handicap, været i tvivl, om han nogensinde vil kunne få en kæreste. Til alles store glæde fortæller han, at han netop har fået det, men at hans forhold til sin egen krop, og hvordan den indgår i resten af verden, har været en kamp at gøre sund.

Efterfølgende træder de tre modeller på scenen. En tegnevært, Kat Lundbye-Christensen, fortæller os om processen og giver os 5 minutter til at tegne. Men det skal vise sig at blive det længste stykke tid, vi bliver givet hele aftenen. Modellerne taber de lagener, som de har om sig, og vi begynder at tegne. Når vi over flere omgange med forskellige tidsinterval har tegnet, bliver det tid til at høre fra en ny. En anden deltager i begivenheden er Anna Lin. Hun fortæller om sine første tegninger af kroppen. Hun havde gennem sin barndom en fiksering med at tegne flade, Britney Spears-agtige maver med varierende navlepiercinger, tatoveringer og lavtaljede bukser, præget af sin opvækst i 00’erne. Hendes plan var så, at når hun blev teenager og – som hun troede – automatisk fik en flad mave, ville hun få en navlepiercing. Hun grinte, da hun sagde, at hun aldrig fik den flade mave. Men dog en navlepiercing. Og hvis der er noget, man venter med, til man føler, at ens krop har fortjent det, er hendes bedste råd at gøre det alligevel.

Selvom Anna Lin og Simon Toftgaard måske er forskellige, er deres fortællinger ens. En fortælling om hvilke kroppe vi ser, og hvilke kroppe vi ikke gør. Om det så er fordi, de gemmes væk under tøj, eller fordi de ikke har fysisk adgang til visse rum. Om vigtigheden af vores krops forhold til resten af verden og for hvordan vi færdes i den. Om at visse dele af kroppen bliver fremmedgjorte og tabuiserede, og man som reaktion kun har lyst til at gemme dem væk, eller at se sin krop som en forhindring.

Ordet “croquis” er fransk og betyder skitse. Det giver også navn til en kunstform, der består i at tegne skitser af en nøgen model i forskellige positioner på få minutter. Croquis har i mange århundreder været brugt af kunstnere til at træne deres færdighed ved hurtigt at kunne få fornemmelse af, hvad de tegner, og få det ned på papir.

Så hvad kan croquis gøre for kropsaktivismen? På tegneblokken er menneskekroppen helt neutral – der er ikke en fortælling om, hvad der er smukt, hvad der er grimt, eller hvad der er normalt. Kroppen er der bare. Croquis kan spille den rolle for os ikke kun ved at aftabuisere men også ved at normalisere den nøgne menneskekrop: brystvorter, deller og kropshår bliver i disse rum blot streger og pletter, der skal skitseres på papir. Kroppen bliver blot et medium for at kunne træne vores færdigheder, når det kommer til billedkunst.

Måske er det netop derfor oplagt og på højeste tid at se kroppe med handicap inden for disse rum, når andre slags kroppe har fået deres tur. De fleste garvede kunstnere har allerede observeret menneskekroppen i alle sine former – udover den med handicap. Og for dem, der måske aldrig har tegnet croquis, lader det dem stifte bekendtskab med andre kroppe, især dem som vi så sjældent ser. 

De synlige handicap er stadigt gemt væk. De er gemt væk under tøj, på institutioner og kan ikke komme til festivaler, koncerter og andre arrangementer, der ikke faciliterer dem. Og netop derfor var det også sundt for os at få lov til at se dem. At se dem så meget, som at vi skulle tegne dem. Kroppene foran mig tog her den samme rolle som de kroppe, jeg så for så mange år siden, da jeg først tegnede croquis. Ting jeg ellers aldrig så, skulle jeg nu stirre mig blind på, indtil de også blev en lige så naturlig, næsten banal ting som alle andre legemer. De svandt ned fra noget hengemt til noget, der også bare skulle være streger. Så på den måde, så ja, så kan kroppen da aftabuiseres.

Foto: Olga Pontoppidan

Da jeg igen trådte ud i kulden, kunne jeg mærke, at jeg gik derfra med en følelse af oplysning, som jeg ikke havde haft før. 

Jeg tror, at der skal mere til, før at der sker en mærkbar forskel. I lyset af den seneste aktivitet i bevægelsen for mennesker med handicaps plads i samfundet, lærer jeg mere og mere om de ting, der kan ændres, især på et politisk niveau. For ikke også at nævne, at det helt praktisk ville tage lang tid, hvis alle skulle ind og tegne croquis, før vi kunne gøre fremskridt. Men for mig og alle andre tror jeg, det gjorde en kæmpe forskel på et individuelt niveau. Jeg kunne selv mærke denne aftabuisering af andres kroppe, og så blev jeg meget bevæget af den modighed, som modellerne viste. Da jeg kom til begivenheden, forventede jeg, at det mest ville være en måde at søge oplysning om kropsaktivisme for andre, men det skulle vise sig også at komme mig selv til gavn.

De talks, der var mellem hver session, var rørende og skabte forståelse også for mig, der finder mig selv i periferien af samtalen om kropsaktivisme for mennesker med handicap. For begivenheden handlede i det hele taget om, hvad det vil sige at føle sig uden for normen. Jeg ville ønske, at det var løsningen på de problemer, som mennesker med handicap døjer med. Der er lang vej at gå, men der er ingen tvivl om, at det for mig har været det allerstørste skridt, jeg har taget i den rigtige retning.

Dette er del 2 af kulturgruppens tema om kroppen i kunsten. Læs del 1 her

Tekst: Idun Sandsgaard 
Visuelt: Katrine Frimor
Redaktør: Laura Rye Bislev