Fra chefredaktøren: Når det hele slutter lige om lidt

Det starter med begyndelserne.
Første skoledag. At stå i en slå-om-kjole og ikke ville give slip på sin ballon, når alle andre råber NU!
Første dag i gymnasiet. At sende billeder af det tøj man har tænkt sig at tage på til sine folkeskoleveninder og vide, at man ikke skal gå i klasse sammen længere.
Første dag på højskolen. At få næseblod en time inden man skal være på skolen. At stå i køkkenet med hele sin familie og to frosne pølsebrød op af næsen, fordi man ikke havde andet i fryseren.
Første gang man griner sammen. At opdage, at man lige har fået en ny ven.
Første gang man ser hinanden. Tværs gennem lokalet – nærmest tværs gennem de andre mennesker.

Efter begyndelserne går der tid. Den tid, hvor alting faktisk sker. Hvor man går i skole, i gymnasiet, er på højskole, efterskole, er ude at rejse, mødes, deler et lille liv med hinanden. Og så. På et tidspunkt lige pludselig. Så kommer der ofte en form for afslutning.
Det er det, jeg gerne vil skrive lidt om i dag. Om afslutninger og punktummer og tiden op til dem.

I øjeblikket er der en del, der slutter.
Og selvom man regner år efter årskiftet, føles det mere i ungdommen, som om året tælles efter skoleåret. At det egentlige årsskifte kommer, når skoleåret starter igen. Som om nytår bare er en midtvejsfejring. Og som om sommerferien er en uendelig første januar, hvor året ikke rigtig er gået i gang endnu.

På den måde er vi på vej mod et årsskifte nu og en afslutning på det år, der lige er gået. Skoleåret 17/18. Og måske er ens nytårsaften i virkeligheden ens studentertur, ens sidste skoledag, Roskilde Festival eller en sidste sommerhustur.
Og takket være sol og ferie lige om lidt kan det være en virkelig glad tid. Men det er også hårdt. Jeg tror især, at det er hårdt, fordi man på en eller anden måde bruger rigtig meget tid på – ligegyldig hvilken situation man står i – at finde ud af, hvad man skal holde fast i, og hvad man skal give slip på. Hvad skal man tage med sig videre. Hvad skal man være afklaret med. Skal man give slip på sine bekymringer om fremtiden, eller skal man holde fast i dem?
Og det er vildt svært. For der er nok i virkeligheden ingen, der rigtigt ved det. Men det gode er, at ligegyldig hvad man gør, så bliver tiden ved med at gå, og man kommer til at opleve, møde, beslutte og se alt muligt hen af vejen alligevel.

Selvom det kan virke, som om der er virkelig mange ting, der slutter lige nu. Så er det faktisk også underligt at tænke på, hvor få afslutninger der efterhånden findes. Vi lever på en eller anden måde i en uendelighedstid.
Der er ingen afslutning på mit feed. Alting forsætter hele tiden. Der kommer automatisk noget nyt op til mig, når det sidste er slut. Alting findes hele tiden. Og allermest – selvom man slutter ting, selvom man giver slip på nogen, eller der er andre, der giver slip på en, så findes de stadig.

Jeg prøvede forleden at forklare det til min mor. Forklare, at det altså er noget særligt, at man lever i en verden, hvor man ikke kan slippe væk fra dem, man har brug for at få ud af hovedet.
Jeg sagde:

Engang kunne man ligesom (næsten) selv vælge, hvornår man ville tænke på den her anden person. Man kunne smide alle personens ting ud og på den måde undgå at blive mindet om dem hele tiden. Men i dag er det, som om, selvom nogen forsvinder, så kan man ikke få deres ting til at forsvinde. Pludselig kommer man ud i badeværelset, og så er deres tandbørste klistret fast til spejlet. Man kan ikke selv styre, hvornår man vil tænke på folk overhovedet. For hver gang de er online, så dukker de op. Midt i det hele. Og afslutninger bliver det sværeste i hele verden.

Afslutninger er vel punktummer. Og efter et punktum kommer der jo også (de fleste gange) en sætning mere. Og sådan tænker jeg også, at det er med alt det, man afslutter nu. Det kan føles så vildt stort og markant at skulle slutte sin folkeskoletid, efterskoletid, gymnasietid, højskole, arbejdsplads, men det er i virkeligheden bare en sætning, man afslutter.

Da jeg gik ud af gymnasiet, da jeg trådte ud af eksamenslokalet for sidste gang, gav min engelsklærer mig huen på, og fordi jeg ikke kunne være der til den der prøvedag, hvor man skulle sikre sig, at den sad rigtigt, sank den bare længere og længere ned over øjnene på mig. Så dér stod jeg med en alt for stor hue og græd og grinede lidt og var faktisk virkelig glad for, at det hele var slut.
Jeg synes, gymnasiet var hårdt. Jeg synes, det var hårdt at skulle være noget hele tiden, som jeg aldrig rigtig kunne regne ud, hvad var, men som jeg hele tiden kunne mærke, at jeg ikke kunne ramme. Og da jeg blev student, og det hele sluttede, var jeg både virkelig, virkelig glad og virkelig, virkelig bange. For jeg tænkte, at den følelse, jeg havde haft, måtte være noget, der sad i mig – og ikke i gymnasiet. Det ville jo ikke ændre sig, ligegyldig hvor jeg var henne. Men det gjorde det.
Og pludselig går det op for én, at afslutninger – om de så er hjerteskærende triste, eller om de er en lettelse – i sidste ende altid kommer til at give én nogle nye chancer. For noget andet. For noget bedre – eller ligeså godt. For alt det, man ikke har prøvet endnu.

Nu skal jeg afslutte min tekst om afslutninger. Og før det begynder at blive helt Inception-agtigt, vil jeg runde af med lidt om SEIN.

Efter den sidste hverdag i juni, går seinmag.dk på sommerferie. Eller næsten.
For SEIN skal noget andet meget spændende i ferien, som du kan komme med til(!), og så kan man jo altid gå på opdagelse i gamle indlæg på oplev, når man har brug for lidt rum fra sin familie på ferien, eller når man skal ligge et sted i græsset og lytte til en podcast.
Vi er klar til nye indlæg og meget andet fra d. 13 august.

Tak, tak, tak, fordi I er her.

Vi ses på mandag.
Hilsen Sara