Fra en, der ikke er klimaaktivist

Illustration af Celine Marie

Jeg er ikke klimaaktivist. Jeg ville være en virkelig dårlig én i så fald. Mest af alt fordi jeg ikke lever en livsstil, der kan retfærdiggøre at skulle belære andre om noget som helst. Jeg har både fløjet i løbet af det sidste år, jeg køber nye ting, når jeg mangler dem, og hvis jeg har for travlt til at få hængt en vask op, smider jeg det i tørretumbleren. Sådan. Det havde jeg brug for at få på plads tidligt i den her tekst. For at du ikke med det samme lukker fanen ned med følelsen af ikke lige at være i humør til at blive belært eller få dårlig samvittighed.

Jeg læser, at der er blevet fremsat et forslag om et loft på 3000 kr. på egenbetalingen til studieturene i gymnasiet. Argumenterne er, at de dyre studieture til Indien og New York inddeler klassen i dem, der har råd til at tage med, og dem, der ikke har. Det er jo en rigtig fin tanke, og personligt ville jeg hellere have brugt de 5000 kr., som min studietur til Argentina kostede, anderledes. En tur, som alligevel mest gik ud på at drikke øl med mine klassekammerater om aftenen og blive slæbt gennem krigsmuseer i den kedeligste del af Buenos Aires om dagen. Det var ikke muligt at få spansk på min linje, så der var ikke meget sproglig læring i det udover at lære at bestille en cerveza.

Men allermest fik forslaget mig til at undre mig over et manglende argument i debatten, som jeg synes vejer tungt. Hvorfor er der ingen, der snakker om, hvilket klimaaftryk det sætter at flyve 30 mennesker over Atlanten for en uges ryste-sammen-tur? Hvorfor bruger Pernille Rosenkrantz-Theil ikke det argument, når hun skal repræsentere en regering, der vil gøre Danmark til en ”grøn stormagt”?

Jeg er tit, ligesom Pernille, bange for at bringe klimadiskussionen på banen. Da jeg fandt ud af, hvor studieturen gik hen. Da vi på en anden studietur blev fløjet frem og tilbage til Berlin. Eller da min veninde forleden spurgte ”Skal vi ikke tage en smuttur til varmen og flygte fra januar?” Øøøhmmm kan man tage toget?

Men hvorfor får jeg følelsen af at udskamme folk, hver gang jeg taler op om bæredygtighed eller klimaforandringer? Om mine egne tiltag, min frygt eller om, hvad jeg tænker, at andre kan gøre? Følelsen af at være kedelig, snerpet og hellig. Fordi alt det sjove (umiddelbart) er ting, der er skadelige for miljøet. Det er sjovt at flyve, det er sjovt at gå på shoppetur, det er sjovt at spise en bøf, og det er virkelig sjovt at drikke rødvin til. Der er ikke særlig meget rock’n’roll livsstil over at leve klimavenligt. Og det allerkedeligste er folk, der belærer andre om deres klimaaktivisme.

Er det ikke på tide, at det at engagere sig i at redde planeten også betyder at tale højt om det, inspirere og give ny viden videre? Når nu vores politikere har svigtet os på den front. Selvom jeg ville ønske, at de, der har de stærkeste kort på hånden, ville skabe en ramme for mig, der gjorde det lettere ikke at være så klima-uvenlig hele tiden. Min generation er født med en arvesynd. Fordi vi nærmest ikke kan gøre noget uden at gøre noget forkert. Derfor vil skyldfølelsen være et vilkår.

Så er jeg blevet vegetar (eller prøver ihærdigt på det), og mens jeg selvtilfreds sidder og spiser min avocadomad med tomater, spørger min kollega mig så ”Øhm, har du tænkt over, at den der avocado er importeret fra Brasilien, og tomaterne fra Spanien, at smørret nedenunder udleder mere CO2 pr. kg. end fx kylling og fisk?”. Nej. Det havde jeg ikke tænkt over. Forfra igen. Men når jeg har lagt den opgivende følelse på hylden, er jeg glad for, at han hjælper mig. For hvis der er noget, der er dummere end at skide på klimaet, så er det da at tro, at man ikke gør det, selvom man gør. 

Men hvorfor er det så, at jeg ikke selv tør? Hvorfor starter jeg ud med at fraskrive mig titlen som aktivist, og hvornår bliver jeg egentligt netop det? Kan man være aktivist med sig selv, når man tager et kortere bad, eller er det først, når man begynder at tale op? Og kan man være aktivist, hvis man går til klimamarch, men samtidig bruger Bamseline-skyllemiddel, eller er man så bare en hykler? Er jeg aktivist, når jeg skriver den her tekst? Jeg ved det ikke, men det føles ikke, som om jeg kan gøre en forskel, hvis jeg bare gør det for mig selv. 

Jeg ved ikke, om det kan gøres på en mindre kedelig måde, og måske handler det bare om, at jeg skal acceptere at føle mig lidt som en tør kiks. Jeg vil ikke udskamme nogen, og jeg vil ikke skamme mig, fordi jeg synes det er svært at stå på sidelinjen til mange ting og føle mig magtesløs. Skam er en handlingslammende følelse, og vi har brug for alt andet end handlingslammelse. Men skam er også en følelse, der fortæller os, at der er noget, vi burde gøre anderledes. Det er svært at finde balancen mellem at tilgive mig selv for aldrig at kunne gøre det godt nok og samtidig vide, at jeg ikke kan holde hånden for meget over mig selv. Jeg bliver også nødt til at lytte til den dårlige samvittighed, for det er den, der i sidste ende får mig til at handle.
Det er vigtigt at huske sig selv på, at alle kæmper deres egen kamp på forskellige måder og i forskellige tempoer, og det føles svært at skulle være med i en kamp, hvis man ikke har sin egen sti helt ren.

Da jeg har skrevet den her tekst, har jeg lyst til at ændre slutningen til noget sjovere for lige at tage den alvorlige pegefinger af. Jeg skriver noget a la ”Man skal ikke kaste med glashuse, hvis man selv hedder Sten” og prøver at tage lidt pis på mig selv på forskellige måder.

Men det er jo alvorligt.

Jeg sletter det igen.

Jeg vil prøve at pakke min klima-jantelov væk. Og i stedet for at sige ”Jeg gør det, du skal også gøre det!” prøver jeg at turde at sige ”Jeg prøver, vil du være med til at prøve?”