Fragmenter

12. februar 2019

Efterår. En tid hvor alt bliver mørkere, indtil december, hvor det pludselig vender. I en tekst om efteråret og vinteren skriver Oskar om drømme. Om bøger han læser. Om større og mindre begivenheder der har gjort indtryk. Alt sammen fragmenter i et liv i vintermørket.

Jeg er begyndt at drømme om natten. Nogle gange kan jeg huske dem tydeligt, af og til vikler de sig ind i det vågne, og jeg bliver i tvivl om noget egentlig er sket. Nogle gange vågner jeg bare med en fornemmelse i min krop af at have drømt uden at vide hvad. To gange har jeg drømt noget der senere skete. I nat drømte jeg at jeg og mine venner svømmede rundt i verdenshavene. Vi svømmede ved Svanemøllen, så en hest og en abe blive nedsænket fra en helikopter, svømmede længere ud hurtigt og utrætteligt til et koralrev hvor vi blev væk fra hinanden i en kæmpe stime af mennesker i dykkerbriller og svømmefødder.

Jeg sluger hele The Chilling Adventures of Sabrina på Netflix. I en scene snakker Sabrinas (menneske)kæreste, Harvey, med sin bror om muligheden for at få et job i byens tegneseriebutik. Harvey elsker at tegne, hans største drøm er selv at lave tegneserier. Harvey, forstår vi, er en mere følsom dreng. Faren bryder ind, han råber, han er voldelig, han siger ”Du kan arbejde i minen, som os andre, kan du”. Harvey er bange for minen. Harveys største problem med sig selv er at ingen skal sige, at han er en kujon. Det smukke ved den scene er at broren står op for ham, stiller sig mellem lillebroren og den aggressive far, at serien tillader de to at have et fællesskab og en forståelse for hinanden.

Jeg drikker øl med en ny ven på en café. Han deler ud af sine cigaretter, spiller musik fra sin telefon og spørger mig hvornår jeg vidste at jeg var til drenge. Jeg svarer at jeg nok vidste det da jeg efter at tvinge mig selv til at se heteroporno forestillede mig at jeg var kvinden. Han siger at det er dejligt konkret. Jeg ved ikke om det er sandt, men jeg kan huske hvordan det føltes som et nederlag, at kroppen vandt over min vilje.

Jeg tager til heksecirkel en aften. Det er begyndt at blive så mørkt og koldt udenfor. I midten af rummet er et alter med lys og blomster og krystaller. Vi sidder i en rundkreds, udfører ritualer, mediterer og synger. I et ritual skal vi skrive to sedler. På den første seddel skal man skrive hvad man gerne vil give slip på, på den anden skal man skrive hvad man gerne vil tage med sig videre. Vi rejser os en efter en. Lægger den første af sedlerne i en skål og tænder et lys til alteret. Den anden seddel beholder man. I takt med at folk giver slip, bliver lokalet lysere og lysere.

Jeg bliver i tvivl om jeg har taget på eller om min krop har ændret sig. Har jeg altid set sådan her ud?

Jeg går tur en søndag. Jeg har været rastløs hele dagen. Jeg kommer jeg forbi en vintage-forretning. I vinduet hænger en frakke som jeg øjeblikkeligt forelsker mig i. Jeg tænker at tage forbi butikken i morgen når den åbner og prøve den. Jeg forestiller mig allerede ekspedienten hjælpe mig med at få den på foran spejlet, hvordan vi bliver enige om at den passer perfekt. At hun nænsomt folder den sammen, lægger silkepapir om den og putter den i en pose som hun giver mig med i hånden. Jeg ved hvordan det vil føles at bære den hjem, hvordan jeg vil stille posen fra mig et sted hvor jeg kan kigge på den indtil jeg på et tidspunkt vil hænge den op på en bøjle. Passe på den som var den et lille kæledyr eller en ven. Men da jeg kommer hjem fra turen og finder butikken på Instagram, opdager jeg hvor dyr jakken er. Det slår mig fuldstændig ud og jeg bliver nødt til at gå endnu en tur for at give slip på frustrationen. På nogle punkter føles det som en sorg eller et tab.

Jeg åbner vinduet ud til gården en aften jeg ikke kan sove. I gården går en kat rundt og miaver som om den er sulten eller fryser. Måske har den ondt. Lydene er høje og hjerteskærende. Jeg bliver nødt til at lukke vinduet igen. På det sidste har der været mange katte i gården. De står foran døren til opgangen, stille, og betragter mig indtil jeg når hen til dem. Så løber de om bag et hjørne. Det er ikke den samme kat, men flere forskellige. Hvor kommer de fra? Hvem mon de tilhører?

Jeg læser en bog om to søstre der bor på et hotel i de norske fjelde. På et tidspunkt kysser den ene søster med en anden kvinde og beskrivelsen i bogen lyder sådan her: “Vi kyssede. Dani var erfaren. Jeg følte mig utilpas og euforisk på samme tid. Alt omkring mig visnede, alt omkring mig blomstrede. Verden vaklede. Og selvom jeg i det samme øjeblik savnede alt, både det jeg havde, og det jeg havde mistet, var det let, så let at være fortryllet”. Det er en af de slags beskrivelser der kommer helt bag på en. Som om det er særligt præcist eller vækker noget i mig. Jeg ved ikke om jeg har oplevet det sådan selv eller om jeg bare længes.

Den første dag i december besvimer jeg og slår hovedet ned i jorden. Jeg flækker begge mine tænder og må køres på skadestuen for at få ordnet en dyb flænge jeg har fået på hagen. På skadestuen har jeg glimmer og blod i hele ansigtet og nogle dinglende rhinstensøreringe i som jeg ikke får taget ud. I venteværelset spiller de en svensk krimiserie. På gangen har de sat en båre frem til mig jeg kan ligge på. De måler mit hjerte og mit blodtryk. De lyser mig i øjnene. De syr mit sår med blå tråd. Og så sender de mig hjem med besked om at nogen skal vække mig flere gange i løbet af natten og bede mig sige mit navn, min adresse og mit CPR-nummer. I dagene efter bor jeg hos min mor, jeg hører mumitroldene på lydbog, drikker og spiser alt gennem sugerør.

Jeg arbejder på et teater i en periode. Jeg nyder følelsen af at låse mig ind med min nøgle, at gå rundt i rummene. At sidde og tage noter, se det hele blive til. Når jeg lukker mig selv ud om aftenen, går jeg glad hjem igennem mørket og kulden. Når jeg kommer hjem, læser jeg bøger til langt ud på natten. Jeg finder forfatteren til en af bøgerne jeg læser på Spotify. Hun har lavet nogle playlister med navnene på nogle af karaktererne. Jeg hører dem mens jeg cykler til teatret om morgenen. Det føles som den dejligste måde at opløse sig selv på, bare at leve i fiktionerne.

Det er nat. Jeg vågner og ved ikke hvor jeg er. Jeg ved at jeg har drømt. Jeg sætter mig op og prøver at koncentrere mig om at få fornemmelsen af drømmen til at forsvinde. Jeg gennemsøger hjernen for noget at tænke på, ligger mig ned og prøver at falde i søvn, prøver at tvinge en ny drøm ind i hovedet der kan udviske den anden. Men idet jeg falder de første lag ned i søvnen, vender den gamle tilbage. Jeg overvejer at stå op, men ved ikke om det er bedre. Det er stadig mørkt udenfor og helt stille.

Hvad tænker du?

  1. Linnea siger:

    Tak for det her Oskar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *