Tro det eller ej – del 2

Læs første del her.

Samtalen om spiritualitet

Hvis jeg skal tænke på mig selv, er der stor forskel på, hvad du fortæller af oplevelser, alt efter hvad det er. Hvis du fortæller mig om din eksamen, ved jeg, hvordan en eksamen fungerer, og hvordan jeg skal svare og spørge ind. Jeg spørger formentligt lidt ledende. Var censor rimelig? Du må have været nervøs eller hvad? Men hvis jeg pludselig skal snakke om noget, du har oplevet, der ikke er en del af mit verdensbillede, bliver jeg nødt til at tage stilling. Jeg møder en skillevej. Skal jeg læne mig op ad, hvad jeg ved i forvejen, og sige til mig selv, at jeg ikke har brug for mere?  Lave en “smil og vink”. Nikke passivt og forsøge at komme hurtigt videre i samtalen. Eller skal jeg erkende min egen uvidenhed og ydmygt spørge ind til den andens oplevelse? 

“Havde et spøgelse i min gamle lejlighed. Det kommunikerede aldrig, men vi så det tit. Det havde ikke rigtig detaljer, det var mere bare et slags lys, der havde ca. samme bredde og højde som et menneske. Det gik frem og tilbage ude i gangen. Vi boede ud til Nørrebrogade i København, så der var jo altid en masse lys, der kom ind ad vinduerne, og det var også det, vi afskrev det med i starten. Min papfar troede tit, det var mig, han så, men når han tjekkede mit værelse, lå jeg fx og sov eller noget. Hele min familie havde set det, men ingen sagde noget om det til hinanden, indtil min mors veninde så det en dag og blev sygt bange. Så fandt vi ligesom ud af, at alle faktisk havde set det, men alle troede, de så syner haha. Det var sygt uhyggeligt i starten, men vi blev enige om, at den ville lave ballade, hvis den ville, så den var nok meget sød”.

Magda, 24

Videnskabsmandens magi

For at hjælpe mig selv på vej hørte jeg professor i social antropologi, Rane Willerslev, fortælle om sin nyeste bog, Mit Magiske Træ, i programmet “Vildt naturligt” på P1. Willerslev, som er en højt profileret og anerkendt videnskabsmand, fortæller i bogen om hans magiske naturoplevelser. 

I radiostudiet fortæller Willerslev om en af oplevelserne. Han er ude og cykle med sin kollega ved søerne i København: “Min kollega siger: “Jeg synes fugle er så ulækre, de er ligesom flyvende rotter.” Klip til et halvt minut efter, hvor en solsort flyver ned fra træet sætter sig i hovedet på hende og bare begynder at hakke på hende oven i hovedet. Hun kører afsted og råber i afmagt over den fugl, der ikke forlader hendes hoved.”

I studiet bliver de enige. I den scene giver det mest mening, at fuglen faktisk forstod, hvad hun sagde. Dem i radioprogrammet og måske også dig og mig giver fuglen et humant motiv, som straffer hende for “mobberiet”. Willerslev og værterne kommer med nogle forslag til de rationelle forklaringer – som er der: “Der er noget, der tricker den, og det kan være, den har unger”. Willerslev understreger, at der jo er mange mennesker, som går forbi det træ hver dag: “Det helt bizarre er, at det lige netop er hende, der bliver ramt.“

“Hvorfor er det lige hende?” spørger han. “Det er netop her, vi har lyst til at søge forklaringer andre steder – fordi det faktisk er det mest oplagte. Det er her, det bliver spændende. For der er nogle oplevelser, vi mennesker har, som tvinger os til at åbne sindet.”

Og som Willerslev også understreger, vil man jo aldrig så tvivl, hvis nogen havde oplevet et trafikuheld. Så vil man være empatisk og spørgende. Men sådan er det bare ikke altid, når man fortæller om de spirituelle oplevelser. Men den åbne samtale, hvor vi tør lade vores sind vandre, kan hjælpe os, mener Willerslev. Som han forklarer: “Det vigtige er ikke, om det er videnskabeligt bevist eller rigtigt og forkert. Det vigtige er at lade sig selv tænke de tanker, der kommer.” 

Sætte sine tanker mere fri og give sig selv lov til at spekulere. Hvad nu hvis fuglen kunne høre det, hvad nu hvis krystaller er gode for mig? Hvad var det nu, jeg drømte i nat? Har jeg et spøgelse derhjemme? Det leder os hen til Camillas historie.

Chakrakort på universitetet

Camilla på 25 er til et stort arrangement på hendes studie. I hjørnet af lokalet er en lille pavillon draperet med tyndt stof med skiltet: Få læst et englekort. Hun stiller sig kø. Camilla sætter sig overfor den unge kvinde med englekortene.

 “Kvinden rakte mig en bunke med store, glitrende kort. Vælg det, hvis energi du kan mærke, sagde hun. Jeg forsøgte at mærke, ledte efter varme eller elektricitet, mens jeg bladrede igennem bunken, og valgte til sidst ét. Du har valgt et chakrakort, kortet for rodchakraet, forklarede hun. Kvinden kiggede på mig, eller nærmere: igennem mig. Jeg fornemmer, at der er sket noget med din familie, sagde hun roligt. Der er noget, du har brug for at sige. Det vil være så godt at få sagt. Jeg blev helt perpleks.

Hvordan kunne hun vide, at jeg i månedsvis havde følt mig fremmed i min egen familie og længe havde forsøgt at samle mod til at tale med min mor om det? Jeg havde lyst til at græde, fordi jeg følte mig så genkendt. Mine tanker var berettigede. For hvis hun kunne fornemme, at der var rod i min familie, så var det måske bare ikke noget, jeg gik og bildte mig ind, men et reelt problem som jeg havde ret til at påpege. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete inde inde i teltet. Kunne hun se “gennem mig” eller tolke mit blik eller kropssprog? Men det fik mig til at tænke – og ikke mindst – tale med min mor. Kvinden viste sig igen at have ret: Det var så godt at få det sagt!* 

Jeg må indse, at for at kunne slutte den her artikel af skal jeg i den dialog, som jeg og Rane Willerslev selv preacher. Derfor fik jeg lov til at stille et par spørgsmål til Camilla og lade “den lille professor” kigge frem fra sin kritiske piedestal.

Den lille professor siger hej

Interview med Camilla

“Hvordan fylder den spirituelle del af dit liv?”

Det spirituelle dukker op i små glimt i mit liv. Nogle gange er det månens position på himlen, der fortæller mig et eller andet, andre gange er det en persons horoskop, der får noget til at gå op for mig. Jeg har et par krystaller liggende på mit spisebord, fordi jeg synes, de er smukke, og fordi de minder mig om ting, jeg gerne vil huske på (at tage mig god tid, at jeg er god nok). 

“Hvad føler du, den kan give dig i din hverdag?”

For mig er spiritualitet – hvad enten den tager form af englekort, krystaller eller horoskoper – noget jeg kan være i dialog med. Noget, der kan hjælpe mig med at forstå de mange svære, sære og skønne situationer, som tilværelsen bringer med sig. Det giver mig et sprog til at tale om de ting, jeg oplever både i og uden for mig selv. Verden kan være helt uhyrligt svær at forstå og tale om, og jeg synes, at især astrologien er et godt sted at begynde den samtale.

“Hvis jeg nu fortæller dig, at jeg kan høre en lille indre professor hos mig, som siger, at det “spirituelle” ikke eksisterer, og at naturvidenskaben nok ikke vil støtte op om det meste. Hvad tænker du så om det?”

Det handler slet ikke om videnskab. Jeg ser ikke mit horoskop som sandheden om, hvem jeg er. Men jeg kan bruge det som et spejl. Nogle gange genkender jeg mig selv i det, andre gange synes jeg, det viser et helt skørt og forvrænget billede af mig. Men det får mig altid til at tænke!

Hvad nu?

Snakken med Camilla var langt fra et konfronterende Clement Kjærsgaard-interview. Men før jeg overhovedet kunne begive mig ud i samtalen, måtte jeg også tage den forsigtighed med, der også del af mig, Især når jeg skal prøve noget nyt. Camillas vinkel med at se det som noget, der kan skubbe en på vej og få en til at tænke, kan jeg godt lide. Ligesom vi ellers bruger kunst, en podcast eller et meme til at spejle sig i eller blive provokeret af.

Det får mig til at tænke på Luna Lovegood-karakteren i Harry Potter. Hun har de vildeste fortællinger om, hvordan verden hænger sammen. Meget af tiden kan de andre troldmænd og hekse ikke helt forstå hende. Men andre gange rammer hun fuldstændig plet. Hvis jeg lige nu skal bruge det spirituelle i min hverdag, vil jeg personificere den lidt som Luna Lovegood. 

For der er også en anden ting, der skinner igennem i de fortællinger, jeg har modtaget. Det er en åbenhed og nysgerrighed over for verden omkring os. Som Luna Lovegood også rummer. At tage nogle af de gode følelser alvorligt, som kan opstå ved en krystal, eller finde ud af, hvad det er der sker med lyset i lejligheden på Nørrebro. Den åbenhed og empati har smittet af på mig og min nissehistorie. Jeg har lidt mere sympati for mit 7-årige jeg nu. Også selvom den stædige lille professor i mig helst vil tale ud fra et 100 % rationelt grundlag. 

Så for at citere Willerslev endnu en gang: “Det vigtige er ikke, om det er videnskabeligt bevist eller rigtigt og forkert. Det vigtige er at lade sig selv tænke de tanker der kommer.”

Jeg vil derfor udfordre dig til at spørge din ven om personen har oplevet noget overnaturligt eller noget spirituelt. Så åbent som muligt. Det kan være, der ikke sker noget. Men det kan også være, du får en god historie.

Mange tak til Maria, Anna, Emilie, Magda og Camilla, der har bidraget til artiklen her.

Er du nysgerrig på endnu mere? Jeg har fundet en række podcasts frem, du kan gå i gang med:

Alle streamingtjenester:
– Det spirituelle hjørne
– Det astrologisk hjørne
– Astropod
– Satankulten på Anholt

DR LYD:
– Det ukendte
– Onde Anna
– Drengen på bunden af havet
– Satans syndsforladelse