Genlyden af sommerens kampe #2: Hvordan kommer vi videre herfra?

I sidste indlæg sluttede Olivia af med citatet: “Jeg synes ikke, det var, hvorvidt der findes racisme eller ej, der var det vigtige, selvom medierne satte fokus på det. Lad os nu anerkende, at det findes og i stedet snakke om, hvordan vi kan komme videre herfra.”

Hvis man spørger hende, skal man ikke vente på, at systemet ændrer sig, men i stedet indse, at kampen er nødt til at starte i det små. Nemlig med sig selv.

“Jeg tror, at alle selv skal blive bedre til at sige fra, fordi det starter i det små. Nej, man skal ikke grine af en eller anden joke om, at somaliere har corona. Der skal man sige fra. Det kan jeg selv godt være dårlig til. Men det er måske der, hvor hvide etniske danskere, som ikke har noget i klemme, kan gå ind og kæmpe kampen. Vi er nødt til at lære at ødelægge den gode stemning, ødelægge hyggeracismen og sige fra, når man hører folk sige noget racistisk. 

Det håber jeg, at den her bevægelse har været med til at gøre folk opmærksomme på. Så man lige tænker sig om en ekstra gang, og at vi på den måde får aflivet noget af hverdagsracismen. Det, som man ikke tænkte, var hverdagsracisme.”

Hvordan vil du beskrive hverdagsracisme?

“Det er sådan nogle små ting, mikroaggressioner (udtryk, der bruges om både intentionelle og uintentionelle ord eller handlinger, der udtrykker fjendtlige, nedsættende eller negative holdninger til en stigmatiseret eller kulturelt marginaliseret gruppe. Definition af DW. Sue), hvor man bare skal tænke dybt inde i hjertet, hvordan ville jeg have det, hvis der var nogen, der gjorde eller sagde det her til mig? Det kan være svært at sætte sig ind i, men man skal også tænke over, hvor mange der har gjort og sagt racistiske ting mod den person før dig. Så det er faktisk okay, at folk er lidt sure. 

Men det er svært, og det er en hårfin balance, for det handler om mennesker, og mennesker har forskellige grænser. Noget, som overskrider den enes grænser, overskrider overhovedet ikke den andens. Så man kan jo ikke give sådan en lille regelbog til folk. Vi er nødt til at øve os. Men en god huskeregel er: “Ville du selv synes, det var sygt underligt og ubehageligt, hvis der var nogen, der sagde eller spurgte dig om det her?”. Hvis der var en fremmed, der kom over på dansegulvet og spurgte dig “Må jeg røre ved dit hår?” tænker jeg, at du ville sige: ”What nej, selvfølgelig må du ikke røre ved mit hår.”

Netop sorte kvinders hår har været et omdiskuteret emne i racismedebatten, fordi det ofte har været genstand for kulturel appropriation (et begreb, der beskriver det, at man låner noget fra en anden kultur end ens egen uden at tage højde for kulturens individers forhold til elementet. Definition af Tressa Berman). Hvad håber du, at den debat har sat i gang?

“Jeg håber, at folk, der synger med på Solanges “Don’t touch my hair”, tænker over, at det måske er mere end bare en god sang. Måske vil hun noget med sin musik, og måske skal jeg ikke bare gå hen og røre en eller andens afrohår i Kødbyen. For det sender et signal.”

Hvilket signal er det, som de spørgsmål og handlinger sender?

“Det er ikke altid, at jeg har et problem med selve de spørgsmål, der bliver stillet, men jeg føler mig bare så anderledes. Det er jeg jo også, men det er hårdt hele tiden at blive konfronteret med de forskelle, der er, i stedet for ligheder.

Man skal jo ikke være flov over ikke at være 100 % dansker. Jeg tror, det har givet mig noget her i livet, at jeg også har en anden etnicitet. Men jeg har tidligere set negativt på min afrikanske del, fordi den stak ud, og man vil nogle gange bare gerne passe ind. Det er jo et problem i samfundet, hvis jeg ikke var lige så glad for min afrikanske del, som jeg var for min danske del. Hvis begge dele blev set som ligeværdige, og hvis vi så det som en gave, at vi lever i et multietnisk samfund, så tror jeg heller ikke, at jeg som barn ville have haft det sådan. Jeg føler bare, at de af mine venner, som har en amerikansk, engelsk eller tysk forælder, ikke har et problem. Der er bare nogle etniciteter, der bliver set mere skævt til end andre.”

Hvorfor tror du, der er nogle etniciteter, som man dømmer mere end andre?

“Det er den måde, vi snakker om folk på. Jeg har stadig nogle venner, der siger ‘perker’, og det skærer i mig, ligesom hvis jeg hører ‘neger’. Der føler jeg, at jeg er blevet bedre til at sige fra. Men for nogle virker det til, at det bare er blevet en vane. Det er også blevet vane at snakke om indvandrerdrenge som et problem, fordi vi hører det over det hele. Vi hører det i medierne, vi hører vores politikere sige det, så hvorfor skulle vi, det enkelte lille menneske, være meget bedre. Det er meget at kræve, men det bliver vi bare nødt til. Åbenbart, for der er ikke nogen, der gør det for os. Selvom man kunne håbe, at det gik oppefra og ned, så må vi starte kampen selv.”

Hvordan kan politikerne påvirke racismen i Danmark?

“Hvis man skal ønske stort, håber jeg, at vores politikere stopper med at lave racistisk lovgivning. Og at de ser alle, der bor i Danmark, som lige meget værd.  

Men når Mette Frederiksen fx går ud og siger, at en del af politiforliget bliver lavet, fordi det er et problem, at der er indvandrerdrenge i S-toget, er der lang vej endnu. 

At politiet kan komme til at sige, at hvis man har en bestemt etnicitet, må man ikke opholde sig på det her sted. Det minder mig om segregation. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke har været breaking news, og alle ikke har haft det sådan “Hvad fuck sker der?”. Selvfølgelig skal politiet ikke bestemme, hvor etniske minoriteter må opholde sig i vores land. Det er da helt fucked, men der har vi bare været sådan “Ja okay, det sker bare”. 

“Det er ikke, fordi jeg siger, at der ikke kan være problemer, men vores politikere bliver nødt til at lade være med at omtale det på den måde. Vi bliver også nødt til at lade være med at sige, at i Århus er det kun somalierne, der har corona. Så bliver somalierne diskrimineret og må ikke aflevere deres børn i daginstitutionerne. Så kan det godt være, at der er repræsentation af mørke kvinder på forsiden af modeblade, men der er fandme stadig lang vej endnu. Har folk overhovedet hørt efter det sidste stykke tid? Har folk forstået noget? Der kan jeg godt have det sådan: Vi lever åbenbart i et racistisk land, nu prøvede vi igen at ændre det, men det er så åbenbart ikke lykkedes.”

Hvordan oplever du selv den strukturelle racisme? 

“Jeg kommer bag i køen til almene boliger, fordi jeg har en forælder fra et ikke-vestligt land. Da jeg sagde det til min ven, hvis far også er fra et ikke-vestligt land, kunne han slet ikke fatte det, selvom om han havde oplevet det samme. Vi har aldrig tænkt os selv som ikke-danskere, og det er da også privilegeret, at vi har levet et liv, hvor vi har kunnet tænke: “Nå, men vi er da ligesom alle vores danske venner”. For det betyder, at vi har haft det lettere end mange andre. Men jeg tror, at oplevelsen gjorde, at mine venner fik øjnene op for, at den strukturelle racisme også rammer mig, som politikerne ville kalde “godt integreret”, og som er født og opvokset i Danmark. At nogle mennesker skal komme bag en liste, fordi de har rødder i et andet land, er helt skørt.”

Så hvad tror du, der skal ske før, at tingene kan ændre sig? 

“Hvis vi stopper med at være racistiske i Danmark, rent strukturelt, så er vi nået så langt. Men jeg kan ikke forestille mig, at vi behandler alle mennesker lige i Danmark. Jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke har helt kummerlige forhold for vores flygtninge, jeg kan ikke forestille mig, at ghettopakken bliver skrottet, men det er drømmescenariet. Hvis vi starter der, så tror jeg, at det siver ned i samfundet, og så er der nogle, der kæmper på hvert lag. Der er nogle i alle lag, der kæmper, og det skal vi bare blive ved med, for så når vi et stykke, selvom der er lang vej endnu. Jeg vil selv være med til at kæmpe, men vi skal også bare huske at sætte vores stemme på de politikere, der ikke laver racistisk lovgivning.”

Der er lang vej endnu. Synes du, kampen kan blive for uoverskuelig?

“Jeg tror, at lige så hårdt, det har været, lige så meget har jeg gerne villet tage den kamp med at snakke om racisme. Jeg ser også op til alle dem, der har taget den kamp. Det er mega sejt, at der er nogle, der har fået åbnet op for debatten nogle steder, hvor der ikke er blevet snakket om racisme før.”

Medierne har været fyldt med historier om racisme og Black Lives Matter. Hvad tænker du det har haft af indflydelse? 

“Noget, der er virkelig godt, er, at der er flere, der har fået en stemme. Så selvom de er blevet nødt til at “betale” for den stemme med deres personlige historie, hvilket ikke altid er særlig sjovt at skulle dele med hele Danmark, er det positivt, at det har fået så meget opmærksomhed. Man må bare håbe, at den opmærksomhed bliver større og større, og at folk bliver ved med at interessere sig for det.“

Ud over at sætte fokus på emnet, hvordan tænker du så, at medieverdenen kan være med til at ændre på tingene? 

“Efter mediernes dækning af BLM er jeg blevet opmærksom på nogle strukturer i medieverden, som er problematiske. Der er flere medier, som går ind for ligestilling mellem kønnene, hvilket jeg også gør, og som synes det er vigtigt med både mandlige og kvindelige tv-værter. Men hvorfor er der ikke nogen medier, som har været ude at sige, at selvfølgelig skal der også være repræsentation med andre etniciteter. Det har jeg ikke hørt nogen råbe særligt højt om i hvert fald. Der er ikke et eneste medie, som jeg føler mig repræsenteret i. Det overrasker mig, for før BLM følte jeg, at der var mange medier, som jeg følte mig repræsenteret i som ung kvinde i København. Men efter det mistede jeg respekten for mange medier.

Lucia Odoom lavede Protesttillægget og var ærlig om, hvordan det er at gå på arbejde og være den eneste sorte på en arbejdsplads. Og jeg håber, at BLM har givet de danske medier en tanke på den slags. At måske ville det være en god ide, hvis vi havde bare nogle andre etniciteter, der kunne dække det på en lidt anden måde. Fordi der er lang vej endnu, og det tror jeg kun, vi kan bekæmpe med repræsentation af forskellige etniciteter.”

Så hvad kan man drømme om i fremtiden, når det gælder medierne? 

“Jeg håber bare, at medierne er kommet videre fra at spørge “Nå, er der nogen, der har oplevet noget racistisk i Danmark?”. At diskussionen er rykket videre til, at ja, der er racisme i Danmark, hvad kan vi så gøre?”.

Black Lives Matter fyldte rigtig meget i månederne efter George Floyds død, og på samme måde som mange andre bevægelser havde den stort momentum. Selvom det har sat sit præg, er der lige pludselig andre ting, der fylder i samfundet, og det kan virke, som om vi vender tilbage til business as usual. Hvordan håber du, at fremtiden ser ud for for hele den debat? 

“Jeg kan godt forstå, at nogle synes, at BLM var helt vildt, for alt handlede om det. Det var jo også det, der gjorde det voldsomt, at det gik fra 0 til 100. 

Men man må håbe, at ligesom med alle andre af den slags kampe, så bliver det ved med at fylde. Selvfølgelig kan det ikke fylde alt hele tiden, men jeg håber, at ligesom med kvindekampen, som jeg først føler de seneste par år er blevet en fast del af det, vi snakker om, diskuterer og interesserer os for, så håber jeg også, at vi bliver ved med at gøre det bedre, ikke kun i forhold til afrodanskere og sorte, men med alle etniciteter.”