Grå dage og baggrundsmusikken i Gilmore Girls

Jeg er generelt en ivrig forbruger af popkultur. Uanset travlhedsniveau, årstid eller humør sluger jeg tv-serier, podcasts og bøger råt. Men nogle gange vågner jeg til en grå himmel og en træthed, der ikke vil aftage. I disse perioder bliver jeg overstimuleret af at ligge i min seng og kigge op i loftet. Der er ikke et mønster i hvornår, de her perioder opstår. Udover at det er svært at gå i gymnasiet. Når jeg får det sådan, omlægges mit forbrug af popkultur fuldstændig. Jeg har svært ved at finde musik eller podcasts, jeg gider at høre, og jeg kan ikke fremtvinge stort nok fokus til at se tv-serier eller film.

Men nogle ting virker til trods. Når jeg ikke kan internetshoppe mig ud af det grå, ser jeg som regel ’Gilmore Girls’. Jeg er langt fra den eneste, der vender mig mod Stars Hollow, når jeg skal flygte ”kortvarigt”. Serien beskrives ofte som tv-serie-ækvivalenten til comfort food. Det, tror jeg, både er måden, man ser den på: grådigt, hurtigt, til man får kvalme. Men man kan måske også sige at serien – ligesom take away-posen fra McDonalds – ikke indeholder så meget næring i længden. Serien er uden alvorlige problemer. Kun små vanskeligheder, der altid løser sig. Ingen ubehagelig virkelighed sniger sig nogensinde ind på den trygge by. Således vidste jeg også her den anden dag, da jeg måtte spole gennem flere episoder, fordi jeg blev for oprørt hver gang, der var den mindste modgang i serien, at jeg havde ramt bunden.

Min psykolog fortalte mig engang, hvor jeg var nede at vende, at jeg endelig skulle fortsætte med at se ’Modern Family’. En serie, der har flere af de samme kvaliteter som Gilmore Girls. Og udover at kunne bruge det som argument over for min mor, når hun mente, jeg så for meget Netflix, satte det også tankerne i gang for mig. Der findes den her helt særlige type tv-serier: dem, der fungerer når livet bliver for meget.

Jeg er, hvad de kalder særligt sensitiv i en spændende kombination med også at være ekstrovert. Jeg får energi af at være sammen med andre, men når min hud i perioder bliver slidt helt tynd, kan jeg ikke overskue folk. Og jeg får ikke energi på samme måde. Og her er det, at førnævnte tv-serier falder på et tørt sted. Jeg kan forsvinde ind i de små trygge universer. Føle, at jeg bruger tid med tætte bekendtskaber og samtidig lade op.

Det er netop serier som ’Modern Family’, der virker. Med et afgrænset personkartotek, minimal forandring og mange, lange sæsoner. Ellers har jeg brugt Buffy the Vampire Slayer (de første sæsoner, før det bliver rigtigt mørkt), der har nogle af de samme værdier. Det vigtigste er, at serierne har 00’er-charmen med alt, hvad det indebærer af underlige og fantastiske modebølger, samt allegorier over det teenagede og high school-agtige, der er tykke og fedtede som smør.