Graven er min kasse
Hvor tager man hen, når man bare gerne vil falde i hak? For Rosa er det en specifik gade i Aarhus. Hun skriver i denne artikel om en aften på Graven, og hvordan det at passe ned i en kasse måske ikke er det værste i verden.
En fredag aften i juli finder jeg – som på så mange andre fredage, lørdage og hverdage – mig selv på gaden i Aarhus kaldet Graven. Jeg har uger forinden aftalt med en veninde, at denne fredag skulle dedikeres til øl og cathing up. At det skulle være på Graven er usagt, men vidst.
Vejrudsigten har sagt regnvejr. Himlen er uenig og skyfri, så vi har fundet ståpladser med udsigt til livet på Graven ved et højt tromlebord på en af gadens barer Tanken.
Jeg står med en fadøl i hånden, selvom jeg ved, at det i længden giver mig mavepine. Det er lidt, som om det hører sig til her.
Stemningen er varm som solen, og den smalle gade summer af snak og grin. Lyden af ølflasker der – ført af folk på den famøse bakke, ”hipsterhøjen” – i en skål klirrer mod hinanden, hænger i luften.
Tromlebordet var ikke vores førsteprioritet, men Gravens popularitet kan ikke benægtes, og alle bord-bænkesæt er fyldte.
Musik kommer rullende imod os i form af en mand, der kommer trækkende med en Soundboks på hjul. Alt fra Kesi til Neil Diamonds ‘Sweet Caroline’ flyder ud af den rullende højtaler. Hans musikvalg bliver soundtracket til hele Gravens aften.
Som en anti-pardans laver jeg med alle tre den velkendte ”jeg har set dig, så jeg kigger i alle andre retninger”-finte.
”De fleste af fyrene her er din type,” lyder det fra min veninde. Det er ikke helt forkert.
Biodiversiteten i den lille gade er lav. Både bogstavelig talt i det nedtrådte græs på hipsterhøjen og i overført betydning blandt Gravens befolkning. Der er fyre med baggy jeans, striktrøjer, overskæg og slidte sko, så langt øjet rækker.
Det er, som om Graven har hørt hendes erklæring. På under et kvarter er der blevet sendt tre mislykkede Instagram-flings forbi mig, som var det gadens måde at bekræfte hendes ord. Som en anti-pardans laver jeg med alle tre den velkendte ”jeg har set dig, så jeg kigger i alle andre retninger”-finte.
Det siger nok mest af alt noget om mit haltende Instagram-fling-game.
Indenfor samme kvarter ser jeg to af mine veninder, som jeg modsat Instagram-fyrene siger hej til. Også indenfor netop samme kvarter ser jeg en perifert bekendt og tre ukendte bekendte.
Det er, som om hele mit sociale liv er samlet her – både på godt og på ondt. Min kasse, som jeg delvist bevidst og ubevidst har placeret mig i eller tilpasset mig, bliver meget håndgribelig. Den bliver en geografisk placering, som jeg kan gå målrettet ned ad en sidegade til Mejlgade for at nå.
I stedet for at være samlet i en kvadratisk kasse er det hele bare samlet på de 200 meter, der udgør gaden. Kassen, eller skulle jeg for ordspillets skyld sige kisten, er Graven.
Når jeg står ved tromlebordet og kigger på mennesker, er det lidt som at se mig selv udefra. Her har jeg fundet inspiration til det tøj, der hænger på mit tøjstativ derhjemme. Nok også det, der sidder på min krop, mens jeg står ved tromlebordet.
Det er heller ikke utænkeligt, at det tøj, jeg har på i skrivende stund, i en eller anden grad har rødder i en forbipasserende på Graven.
Nederdele over bukser, Salomon-sko, næsepiercinger og pandehår. Vi nærmest skriger efter, at nogen skal udpege, at vi hører til i samme kasse. Og helt ærligt, det bliver nok også sagt af forbipasserende på vej mod caféerne ved åen i Aarhus.
Det virker næsten navlepillende, når jeg bruger min aften på Graven til at spejle mig i andre, men det fungerer som en god måde at finde bekræftelse.
Det er en tryghed, som vi påvirket af unikheds-bølgen elsker at kritisere, men i sidste ende alligevel alle instinktivt opsøger.
Man snakker om det at blive sat i en kasse som en negativ ting, og normalt ville jeg erklære mig enig i det standpunkt. Men når jeg frivilligt placerer mig i min kasse på Graven i Aarhus, er det lidt som at falde på plads.
Vi omgås af ligesindede og folk, der fysisk ligner os, i en søgen på tryghed. Det er en tryghed, som vi påvirket af unikheds-bølgen elsker at kritisere, men i sidste ende alligevel alle instinktivt opsøger.
Vores søgen efter at se os selv i andre behøver ikke altid være en negativ ting, som det ellers oftest bliver skildret. Der er ikke noget mere naturligt end at søge det, man kender og føler sig tryg i. Det sker i alle storbyer.
Da jeg i en periode boede i Paris, så jeg mig selv i alle på baren Chateau d’Eau, eller da jeg sad ved Canal Saint-Martin. Da jeg var der, var jeg som en puslespilsbrik, der faldt på plads blandt de andre brikker – ligesom på Graven.
Vi lever i en ”I’m not like the other girls”-kultur. Derfor kan det nogle gange være rart bare at se i øjnene, at det måske i virkeligheden ikke helt er tilfældet – og at der ikke er noget galt i det.
Vi tager videre. Vi vil ud og danse og slutter natten på Den Sidste, som min mor efter sigende også har gjort det i sin tid. Det er stedet, hvor den næstsidste bar nok i manges tilfælde burde have været aftenens sidste.
Min kasse rykker sig efter midnat, og efterhånden som dansegulvet fyldes op, genkender jeg flere og flere, som jeg har set på Graven tidligere på aftenen.
cute tekst og fine illustrationer!
Relaterbart