Som to mennesker i et os
Er ideen om en romantisk kærlighed, hvor to sjæle forenes, passé? Arendse stiller med nysgerrighed og sociologiske perspektiver spørgsmål til, hvordan vores mere og mere individualiserede samfund udfordrer tosomheden i et parforhold.
”Jeg længes, jeg drages imod en mand, men jeg drages også udad, udad i den vilde forrykte verden, der byder uendelige synsvidder. Binder jeg mig til en mand, så er jeg bange for, at han binder mig indenfor fire vægge – og inden for fire vægges lune hygge sover stejle, stærke evner ind i en sød søvn. Og hvad så? Så vækker mine stemmer mig ved et eller andet rabalder, indtil jeg igen lydigt spadserer min ensomme vej, der er bestrøet med Laurbær”.
Sådan skriver forfatteren Thit Jensen et århundrede tilbage, alligevel kan jeg genkende alle hendes tanker i mig i dag. Jeg har længe tænkt, at jeg ikke orker at være i en romantisk relation, mest fordi jeg er bange for at forsvinde ind i en anden og glemme mig selv. Ikke at kunne løbe så hurtigt eller langsomt nedad en bakke, som jeg har lyst til, fordi jeg skal tænke på en andens tempo ved min side.
Så er det lettere at løbe alene.
Jeg kan få tanken, at det bedste, jeg kan gøre, er at klare mig selv, være uafhængig og fri. Min idealisering af uafhængighed stammer nok fra den tid, jeg er opvokset i. Vi lever nemlig ifølge sociologerne Ulrich Beck og Elisabeth Beck-Gernsheim i et samfund, hvor individuel selvopfyldelse og præstation er den mest markante strømning i vores tid. Det centrale er, at mennesket kan vælge, forme og skabe sit eget liv og sin egen individuelle identitet.
Når det er sagt, kan det også være ensomt, for det fine ved kærlighed er at kunne give sig hen til en anden og være to. Sociolog Aliraza Javaid beskriver netop romantisk kærlighed som en fusion af to sjæle. To mennesker forenes, støtter og elsker hinanden. De opbygger på den måde et bånd til hinanden, som de ikke har kendt før. Romantisk kærlighed er på den måde anderledes end den kærlighed, som vi deler med venner og familie, hvilket også kan være årsagen til, at vi higer sådan efter den; fordi den er noget andet end alt andet.
I efteråret tog jeg et kursus på sociologi, der undersøgte moderne kærlighed. Vi læste Kierkegaard. Han skrev, at kærligheden ligger inde i ethvert menneske som en trang til selskab. Vi søger efter at få og give kærlighed. Det har vi ifølge Kierkegaard gjort, siden det første menneske blev skabt, og det er vi blevet ved med siden. Vi er på den måde sociale væsner, der har behov for selskab for at kunne være os selv.
Nogle dage efter forelæsningen taler jeg med min ven Villads. Vi går gennem Frederiksberg Have, og han fortæller, at han også godt kan genkende sig selv i Kierkegaard. Det er et halvt år siden, at han har brudt med sin kæreste. ”Det føles meget utrygt”, siger han. ”Hele det der med at føle sig som en ensomhed efter at have følt sig som en tosomhed i lang tid”. Han rækker hånden ud under himlen for at mærke, om det regner. “Det er meget mærkeligt”, fortsætter han. “Jeg synes generelt, at det føles, som om jeg har fået amputeret en arm, og jeg stadig kan mærke den. Jeg tror bare, at jeg ser nu, at selvom jeg altid troede, at jeg var sådan en type, der godt kunne lide at være alene, betyder det overraskende nok meget for mig at være i relation til en anden”.
Da jeg noget tid efter taler med min veninde Laura om det, nikker hun også genkendende til Kierkegaard:
”Min kæreste og jeg har også talt om, at fordi samfundet bliver så individualiseret, er der noget smukt i at indgå i en relation til andre mennesker og også lade sig definere af den relation. Det er faktisk også en gave at give et andet menneske; at sige, at jeg vil gerne definere mig ud fra dig også. At der er noget i den tosomhed, som er ekstremt smukt”.
På den måde er det ikke alle, der bare vil være frie og alene, som et individualiseret samfund ellers kan fremstille det som.
Min veninde Oline har det ligesom mig, hun kan godt forstå Kierkegaards tanker, selv i ønsket om uafhængighed: ”Jeg synes, at det er vigtigt at kunne klare sig selv. Men ønsket om at være uafhængig og være mig selv og være fri er gået hen til at isolere mig og gøre mig mere ensom. Fordi jeg ikke vil tage imod en andens hånd, en andens hjælp eller en andens kærlighed. Fordi jeg tænker, at jeg skal kunne selv altid”.
Selvom samfundet har udviklet sig i en individualiseret retning, som det jeg mærker, når jeg helst vil løbe alene nedad bakken, kan vi ikke leve uafhængigt af relationer og kærlighed. Kirkegaards aldrende ord er stadig berettiget i mine venners og mine egne tanker om kærlighed. Det ligger alligevel som en trang gemt inde i mig at finde en, jeg kan give min kærlighed til; i både ord, tid og kys.
Sociolog Thomas Scheff forklarer, hvordan det at skulle balancere både at være to uafhængige personer og et os i et romantisk forhold er blevet en af de helt store omdrejningspunkter i det senmoderne samfund. På den ene side må vi ikke blive for meget et vi, så vi glemmer os selv og vores egne behov, men på den anden side må vi heller ikke blive for meget et jeg, så vi afskærer os selv fra kærligheden. Som del af et forhold i dag er det derfor vigtigt både at gøre plads til vores jeg og vores vi, hvilket Laura beskriver i sit forhold til sin kæreste Agnes.
”Jeg tror, at vi begge har været meget opmærksomme på, at vi gerne vil være vores egne mennesker i relationen. Især fordi min kæreste havde oplevet at smelte fuldstændigt sammen med en anden og glemme sig selv og sine egne behov. Så det har været vigtigt at være vores eget menneske. Hun skrev for eksempel i et julekort, at det også var fedt, at vi kunne være to mennesker i et os”.
Så måske med bevidstheden og muligheden for at balancere et forhold, der består af både et jeg og et vi, behøver jeg i vores tids samfund ikke længere at vælge mellem at være uafhængig og fri eller bundet til en mand indenfor fire trygge vægge.
Hvad tænker du? Hvad er dit forhold til kærlighed?