Højskole-blues

“Hvor du sætter din fod” var den første sang, vi i fællesskab sang på Rønde højskole i foråret 2022.

Allerede her blev det tydeliggjort for mig, hvor stort et præg dette ophold ville sætte på mig, og at det, jeg ville opleve de næste seks måneder, ville blive minder for livet. Månederne fløj afsted, og jeg forsøgte mit bedste på at suge alt til mig og leve højskolelivet alt, hvad jeg kunne – og jeg elskede det. Det er en helt unik hverdag, hvor man får lov at være sammen med sine bedste venner hele tiden, udfolde sig kreativt, prøve kræfter med ting, man aldrig har prøvet før – og midt i alt det lære sig selv bedre at kende.

Da jeg kommer hjem fra højskole, lander jeg i en form for tristhed, som jeg ikke plejer at mærke til. Jeg kommer hjem til en familie, der fortsætter den samme hverdag, de er vant til, hvor tempoet er markant langsommere, og de passer sig selv, som de plejer. Der er ikke nogen, der lige kommer ind, sætter sig på min seng og vil drøfte de sjove hændelser fra festen i går, som jeg ellers er vant til.

Jeg starter så op på arbejde igen, hvilket er rart, så jeg kan komme igang med noget, men i det øjeblik jeg får fri, bliver jeg mødt af rastløshed – jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal tage mig til. Normalt er der et hav af aktiviteter, som jeg kan være med til, eller jeg kan lige kigge forbi inde ved siden af og se, hvad naboen foretager sig. Jeg bliver mødt af tomhed, da det går op for mig, at naboen nu bor flere 100 kilometer væk og ikke bare lige inde ved siden af. Jeg kunne mærke, at jeg havde en hverdag derhjemme, som virkelig skulle samles op igen.

Jeg har reflekteret meget over denne følelse af højskole blues, og jeg kunne simpelthen ikke tro, at jeg var den eneste, der havde det sådan. Jeg besluttede mig derfor at undersøge, om andre tidligere højskoleelever har haft det på samme måde, og hvordan det kan være, at hverdagen rammer så hårdt igen, når man kommer hjem. En af dem, jeg kom i snak med, var Sarah, hvis historie jeg gerne vil fortælle jer nu.

Illustration af Emma Louise Wilson

Sarah gik på Rønde Højskole i foråret 2019. Hun boede på den såkaldte 500-gang med en  enkelt roomie. Sarah havde et godt forhold til sin roomie, og trods forskelligheder fik de det hele til at fungere alligevel. Deres værelse var primært dekoreret med fodboldting, som hendes fodboldglade roomie havde med hjemmefra – og værelse 505 blev hurtigt Sarahs hjem og tryghed de næste 4 måneder.

Som månederne fløj, fik det sociale og fælleskabet på højskolen en enorm vigtig betydning for Sarah. Hun var nu omgivet af folk, der accepterede og respekterede hende, som den hun var – samt veninder hun kunne betro sig hos og søge, når livet kunne føles hårdt. Det var netop noget, som hun savnede derhjemme.

Når presset blev for tungt i hendes hovede, havde hun en også en rutine, som hun fulgte, så hun kunne finde tid til at være i sit eget selvskab og samtidig følge op på det sociale.

Der var også weekender, hvor Sarah havde brug for en længere pause fra højskolen, og hun derfor tog hjem for at lade her. Der gik dog ikke lang tid, før hun begyndte at kunne mærke, hvordan følelsen af at være alene langsomt bankede på hos hende igen. Hun forsøgte alligevel at lukke ned for det og fokusere på at suge så meget til sig fra højskolen, som hun kunne nå. Inderst inde kæmpede hun alligevel med en bekymring om at ende det samme sted, når hun kom hjem.

Efter et betydningsfuldt og lærerigt ophold vendte hun tilbage til den hverdag, der ventede hjemme i Silkeborg.

Det, som Sarah synes, var sværest at sige farvel til var, at der var nogle omkring hende hele tiden, som hun kunne snakke om stort og småt med. Inden højskole opholdet boede Sarah hjemme ved sin familie, hun var derfor spændt på at se, hvordan det skulle være at bo med en fremmed og være omgivet af mennesker. Hun vidste ikke, at det netop var det, som hun ville savne aller mest.

Som Sarah frygtede, sneg følelsen af ensomhed sig langsomt ind hos hende igen, og hun følte sig tabt i et dybt hul af chok og forvirring. Det føltes, som om at alt det, hun havde haft i de fire måneder, var væk, og hun nu skulle til at finde sig selv igen.

Livet skulle på en eller anden måde til at bygges op igen forfra. Relationerne, som hun havde hjemmefra, skulle også bygges op igen, og Sarah beskriver det som en ond cirkel, hun kom ind i. Det var svært at finde og hoved og hale i, hvordan man kunne holde kontakten til sin venner fra højskolen og samtidig vedligeholde de gamle kammerater, hun havde i Silkeborg.

I Sarahs refleksioner over sit forløb med ensomhed, fortæller hun, hvordan en af de glæder hun fik ved at komme på højskole, var, at da hun kom hjem, fik hun mod på, at tage kampen op mod sin ensomhed.

To år senere meldte hun sig derfor ind i to forskellige organisationer for at forsøge at gøre noget ved det. “Jeg blev frivillig i Ventilen, fordi jeg også ønskede at hjælpe andre, der også føler sig ensomme og fortælle dem, at det er okay at være ensom, det er ikke noget tabu”. Da jeg spurgte Sarah om, hvilke råd, hun plejede at give videre, fortalte hun, at hun opfordrede dem til at øve sig i at være mere åben omkring deres ensomhed: “Hvis du går og gemmer det, er der ingen der tager hånd om dig… og det råd bruger jeg faktisk stadigvæk selv”.

Dette åbnede også op for, at Sarah kunne tale mere ærligt med sin familie og venner omkring, at hun ofte følte sig alene. Hun meldte sig derfor ind i Husrum og startede i en samtalegruppe, hvor hun netop havde muligheden for at snakke med andre unge om ensomhed: “Okay, der er nogen, der faktisk føler det samme som mig, selvom det ikke ser sådan ud”.

Sarahs endelig råd til andre tidligere elever, der kan være ramt af højskole blues, er at åbne sig op og anderkende sine følelser: “Selvom om det måske kan tage lang tid at indse, at det er følelsen af ensomhed, man sidder med, så er dét at erkende følelsen det bedste. Så er det næste skridt at tale med nogen om det. Derudover kan man forsøge at udvide sit sociale liv derhjemme og danne tætte relationer på den måde, som man også lærte på højskolen.”