SEIN på Roskilde Festival: Fællesskab og inklusion i Roskildes utopia

Temaet for årets Roskilde Festival er ‘utopia’, der handler om, hvordan kunsten og musikken i samspil kan skabe nye fremtider og fællesskaber. Line-up’et har fået en del kritik i år for ikke at have scoret de helt store hovednavne, men det er ikke det, det handler om i år. Utopiaets fællesskab og inklusion afspejler sig ikke bare i line-up’et på papiret, men også til koncerterne, hvor næsten alle kunstnere spreder det gode budskab. Stort set alle befolkningsgrupper på tværs af køn, etnicitet og seksualitet er godt repræsenteret. Især Queer-miljøet er stærkt repræsenteret ved kunstnere som Lil Nas X, 070 Shake, Christine and the Queens, Rina Sawayama og flere. Her viser Roskilde Festival, at de tager deres ansvar for at udbrede musikken og kunstens diversitet alvorligt. Med det in mente er årets festival en god anledning til at gå ud og lade sig rive med af den gode stemning og gå på opdagelse i ny og farverig musik. 

Kendrick Lamar
Orange, 28. juni

Nå. Kendrick. Festivalens absolut største hovednavn. Stort set hele festivalen er selvfølgelig flokkedes til Orange Scene onsdag aften for at se compton-rapperen, der er i Danmark for anden gang inden for et år. Der åbnes med musikken fra ‘The Heart Part 5’, mens dansere kommer ind iført forklæder. Jeg så ham ikke komme ind, men pludselig står han der som en anden hiphoppens Batman i hættetrøje og lyserøde pirat-shorts. Derfra er det en ren hitparade – og en ren fornøjelse. Han lægger ud med ‘N95’, der dropper til fyrværkeri, skrig og skrål. Modsat hans koncert i Royal Arena, der var en mindre teaterforestilling, så er set-uppet på Orange ret sparsomt. Kendrick står med alle sine 165 cm på midten af scenen, mens hans dansere kommer og går. Bandet sidder formodentlig enten bagved eller ved siden af scenen, for man kan ikke se dem. Men man kan høre dem. Alle sangene får et rigtig festival face-lift på numre som ‘HUMBLE.’ og ‘M.A.A.D City’, der nærmest bliver rocknumre med distortion guitarer og smadder-trommer. Jeg kunne nok skrive en hel artikel om denne koncert, men samtidig er der ikke så meget at sige. Kendrick is as Kendrick does. 

Queens of the Stone Age
Arena, 28. juni

Jeg har ondt af Roskildes skemalægger i år, for vedkommende har helt sikkert måtte lægge øre til en del brok. LIGE efter Kendrick skynder jeg mig over til Arena for at høre Queens of the Stone Age. Jeg ved ikke, om de af sympatiske årsager ventede med at gå på, så Kendrick-crowdet kunne nå det, men de kommer slentrende ind små ti minutter for sent og lægger benhårdt ud med hittet ‘No One Knows’. »We are the allseeing, alldancing, all motherfuckers motherfucking Queens of the Stone Age,« præsenterede frontmand Josh Homme. Koncerten forener Arena-teltet til en samlet enhed onsdag aften. Homme instruerer på en sympatisk, men hård rock’n’roll-agtig måde, at det er tid til at gå amok i aften: »Tonight we are one.« Under deres nok mest poppede nummer ‘Make it Wit Chu’ er der nærmest Justin Timberlake fælleskor, hvor drenge og piger skiftevis synger omkvædet. Bandet spiller fuldstændig forrygende, og særligt trommeslager Jon Theodore, der også får sine moments of shine, er vanvittig. Queens of the Stone Age er et ustoppeligt, dansabelt rockmonster, der giver den fuld smadder, mens Homme spreder kærlighed og fællesskab ud i teltet. Onsdag aften er en aften med forenende musik fra De Forenede Stater.

Sudan Archives
Avalon, 29. juni

Når man googler Sudan Archives, står hun beskrevet som violinist. Men hun er meget mere end det. Rapper, sanger og violinist Brittney Denise Parks går torsdag eftermiddag på scenen bevæbnet med violin og bue. Flankeret af en enkelt anden blæksprutte-musiker, der spiller både synths, drumpad, bass og diverse pedaler, indledes koncerten med violin-loops og synth-flader. Musikken er en slags afro-inspireret neo-soul eller RnB blandet med artpop. Det hele er enormt groovy, og trommerne, der bliver delvist performet og ligger delvist i et backing track, er umulige at stå stille til. Der er noget punket over Parks’ attitude, der er meget udadvendt. Hun danser rundt på scenen i både twerk og dry-humps, mens hun udsender primalskrig og opråb til kvinderne: »Where my queens at!?« For mig kommer højdepunktet hen mod slutningen, da musikken får lov til at leve lidt ekstra. Parks og hendes medmusikant syrer ud over et electropoppet house-agtigt beat. Medmusikanten, der går under navnet ghalani, giver den ekstra gas på sin synthesizer og spiller noget, der lyder som en af David Byrne’s guitarsoloer – Kraftwerk’ske blip-blop lyde og ild i gulvet. Så er jeg glad.

Karpe: Omar Sheriff
Avalon, Torsdag

Den her koncert er lidt et wildcard for mig. Det er ikke noget, jeg havde planlagt at høre, men hele min camp skal afsted og mener, at jeg også skal. »Norges Nik og Jay,« får jeg at vide af min norske veninde. Hele Roskildes norske publikum er da også samlet i Avalon-teltet da de går på. Selvom det er en lille scene, kan man tydeligt fornemme duoens størrelse og betydning. Det er lidt, som om man har taget et stadion-show og skrumpet det ned til kvart størrelse. Fuld band med både fløjte, congas og et for mig uidentificerbart afrikansk streng-instrument. De to rappere, Chirag og Magdi, som duoen består af, får ca. samme reaktion fra de unge nordmænd, som Nik og Jay normalt gør herhjemme. Showet har etniske minoriteter som omdrejningspunkt, og på scenen er også den norske dansegruppe Quick Style, der alle sammen er børn af indvandrere og flygtninge – og er helt forrygende. Det hele føles, som at være blevet inviteret ind til en fest hos nogle, man ikke rigtig kender, men der er så meget kærlighed og fællesskab i luften, at jeg ikke kan lade være med at smile og danse og skråle med, selvom jeg ikke rigtigt kan teksterne. 

Justus er hele ugen afsted på Roskilde Festival og skriver løbende anmeldelser. Læs første indlæg her.

Tekst: Justus Ortmann
Visuelt: Liv Møller
Redaktør: Martin Bjerg Dahl