How to: rejse med angst

24. oktober 2019

Marie har i lyset af sin egen rejse til Italien skrevet gode råd til at rejse med angst. Nogle gange må man gøre sig usynlig og være en flue på væggen, andre gange må man skrive hjem til mor og far. Det vigtigste er, at man gør det til sin egen ferie – også selvom man ikke har lyst til at se et moderne remake af Shakespeares Romeo og Julie.

Efter tredive timer i tog er jeg ankommet til min destination på en søndag. Verona er fuldstændig lukket, og en sang af cikader byder mig velkommen i overvældende varme. Sveden gør mit syn sløret. Og jeg er fuldstændig slået ud.
Jeg møder Anna, som er sød, og hendes kat, Muce, som er tyk. Dem skal jeg bo med de næste par uger. Hun siger ”capito?” efter en hel del italienske ord efter hinanden, og jeg siger ”capisco” og hvisker ”niente” til Muce. Anna leder mig ind på mit værelse, hvor jeg falder sammen på sengen, og små tårer gør puden fugtig.

Det tager mig ret lang tid at fordøje nye indtryk, og jeg prøver at tænke på, at det gode ved denne slags angst er, at jeg lidt efter lidt har opbygget en vis slags rationalitet omkring følelserne, og jeg er begyndt at kunne se mønstret. Jeg kan mærke, hvad der sker indeni mig. Jeg kan mærke trykket indeni og uroen, der føles, som om man skal til den første ud af mange eksamener. En unødvendig adrenalin, der udmatter mig. Nogle gange er angsten akut. Nogle gange føles angsten som lister, jeg ikke kan holde fast i. De opstår, og så glemmer jeg dem. Som når man ikke kan sove, fordi man tænker på alle de ting, man skal huske næste dag. Sådan kan angsten bare være én stor bekymring, inden noget som helst er sket.

Da jeg var yngre, begyndte min mor at sende mig af sted. Ikke til Italien, det er mig selv, der har fundet på det. Men hun sendte mig på ungdomscamps i Nordsjælland og sprogskole i England. ”Nogle gange tænker jeg på, om jeg har været for hård ved dig,” sagde hun på et tidspunkt, for hun ved godt, at hun selv er lavet af et lidt andet materiale, end jeg er. Men det mener jeg ikke, hun har været, for jeg er altid kommet hjem og har følt, jeg kunne mere end før.

Jeg er selv begyndt at lede traditionen videre. For hvis jeg kunne ønske mig noget i verden, ville det være, at intet nogensinde forandrede sig, og at ingen nogensinde tog væk. Men jeg ved godt, at verden ikke hænger sådan sammen. Så nu har jeg ændret mit ønske til, at jeg ikke vil være bange længere. Og jeg må selv være den, der tager væk.

Jeg er begyndt at samle på gode råd til mig selv, der kan gøre det lettere at rejse, når man let påvirkes af omskiftlige omgivelser. De får muligvis ikke angsten til at gå væk, men de minder mig om, at jeg har gjort det før.

Det første råd er et, min mor gav mig, da jeg som sekstenårig tog på sprogrejse i Sydengland, og jeg tvivlede på, hvorvidt jeg ville komme til at snakke med nogen. Rådet virker på rejser såvel som i dagligdagen. Det lyder sådan, at man altid kan fokusere på det faglige. Se rejsen som en antropologisk eller anden slags undersøgelse. Leg usynlig, og se dig omkring, eller dyk ned i en bog. Kom ud af din egen krop, observér andres. Det har virket for mig på ture, hvor jeg ved, der er andre mennesker, jeg skal forholde mig til. Nogle gange, hvor jeg har følt, jeg ikke passede ind. Når man ved, at man ikke kan slippe ud af det, kan det være rart at se situationen udefra og fortælle sig selv, at sådan er det ikke altid.

Nogle gange skal man også bare lade være. Hvis man for eksempel bliver inviteret med til Dubai og virkelig ikke har lyst til at tage til Dubai – then don’t fucking go to Dubai.

Og med det sagt, så gør det til din egen ferie. Se bort fra andres forventninger, og lad de skæve oplevelser komme til dig på din måde. Fik du drukket espresso hver morgen? Tog du i operaen? Fik du gået i byen i Paris? Nej, jeg vil ikke med på tour og se et moderne remake af Shakespeares Romeo og Julie, I am so sorry. Men vi kan mødes efter, og imens kan jeg fare vild i Veronas gader og sætte min egen musik på og zone out.

Forbered dig på ensomheden eller kedsomheden. Nok mest hvis du er alene af sted. Og så bliv glædeligt overrasket, når den ikke er der. Så fik du ikke læst bogen, hæklet hatten eller skrevet alting ned alligevel.

Tænk: Det bliver en god historie. Det virker nogle gange. Det virker, når man sidder og spiser småkager til morgenmad hos Anna, der lige har prøvet at forklare mig den etymologiske forskel på qua og lì og là på sit lynhurtige, mumlende italienske.

Det virker, når toget sidder fast i Østrig, og man sidder mast mellem en masse svedige hikere, og man må bruge sit uduelige tyske til at forstå situationen. Det virker, når jeg skriver hjem til mor og far. Når jeg siger, jeg har det skidt og forklarer det absurde i de situationer, jeg befinder mig i. Og de griner og siger, at ”det var ligesom dengang…”. Og så virker det, fordi jeg føler, at mine historier også er ægte historier.

Og så husker jeg på: Jeg er aldrig død af det. Jeg husker på, at det værste var dengang, jeg stod ude på en stor italiensk vej med min kuffert i silende regn og skreg, fordi jeg ikke kunne finde vej til min Flixbus, og der ikke var nogen at spørge. Jeg husker på, at når man græder, så fjerner det trykket. Jeg husker på, at hvis man skriver hjem bagefter, får man lidt grin og kloge ord at styrke sig på. Og så kan man lidt igen. Og så kan man gøre det igen.

Husk at blive medlem, eller støt vores crowdfunding her.

Hvad tænker du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *