Hvad skal du skamme dig over at nyde?

Illustration af Emma Paustian Gaihede

I tekstgruppen arbejder vi lige nu med konceptet guilty pleasures i en række af tekster med forskellige indgangsvinkler til begrebet. Skribenterne reflekterer i serien over, hvad en guilty pleasure er, og om begrebet i det hele taget bør bruges. Er en guilty pleasure egentlig skamfuld, og bør det overhovedet være sådan? Følg med i serien, hvor vi kommer ind på tabuer, skam og reflektioner over, hvad man skammer sig over at nyde og hvorfor.

Jeg må indrømme, at jeg altid har syntes, at den måde, folk bruger begrebet “guilty pleasure” – forestil jer, at jeg laver gåseøjne i luften med mine fingre, hver gang jeg skriver det – er åndssvag og fjollet. Alt for ofte bliver begrebet brugt af en eller anden, der bare gerne lige vil gøre opmærksom på, at det altså er med en ironisk distance, de ser Paradise Hotel eller hører Medina. Hurtigt bliver det til et desperat forsøg på at forsvare noget, der ikke behøver at blive forsvaret. For lad os være ærlige: Nobody cares. Noget helt andet er så den snert af sexisme, der forpester begrebet som en grim omgang skimmelsvamp. Min egen personlige og meget uvidenskabelige statistik siger mig, at når folk siger ordene “guilty pleasure”, vil det ni ud af ti gange være i relation til noget, der typisk appellerer til kvinder. At lytte til Britney Spears er en “guilty pleasure”, fordi popmusik bliver set som feminint, mens meget få skammer sig over at høre Mötley Crüe eller Volbeat eller Disturbed (hvilket de ellers burde; alle tre bands stinker), fordi Heavy Metal er mandigt og machoagtigt og sejt.

“Guilty pleasure”-begrebets sexistiske konnotationer kommer dog ikke kun til udtryk i forbindelse med diskussioner om popkultur. Når folk betegner indtagelsen af chokolade som en “guilty pleasure”, har det rødder i sexistisk funderede kropsidealer, og når det kommer til sex – vores allesammens yndlingsemne – er jeg overbevist om, at flere ville være tilbøjelige til at føle skam ved at påtage sig en underdanig rolle end en dominant en: at være underdanig bliver nemlig kædet sammen med femininitet, og intet er som bekendt mere skamfuldt end at være feminin.

På trods af min generelle aversion mod begrebet er der dog situationer, hvor jeg vil mene, at det kommer til sin ret at kalde noget en “guilty pleasure”: de situationer, hvor skammen ikke opstår, fordi man tror, samfundet vil se ned på én, men fordi man overskrider sit eget moralske kodeks. Hvis man nyder Roman Polanskis film, på trods af at han er en dømt pædofil, giver det mening at tale om en “guilty pleasure”. Eller hvis man er fan af det banebrydende og desværre til tider fremragende norske black metal band Burzum, selvom dets stifter er en nynazist med hang til at brænde kirker ned og begå mord. Eller hvis man elsker Harry Potter-bøgerne på trods af J.K. Rowlings transfobiske udsagn på Twitter. Det er først rigtig interessant at tale om, at noget er en “guilty pleasure”, når nydelsen bliver svær at forsvare, når skylden og skammen tager over. Men hvor går grænsen for, hvad man kan betegne som en “guilty pleasure”? Kan man kalde utroskab en “guilty plesasure”, hvis man nyder det, men også skammer sig over det? Hvad med vold og overgreb? Er selvskade en “guilty pleasure”? Som en veninde formulerede det, da jeg facetimede hende i panik over, at jeg ikke kunne finde på noget at skrive i denne tekst: “Er det en “guilty pleasure”, hvis jeg nyder at overfalde folk, binde dem og kvæle dem med deres egen kat, mens jeg lytter til Dolly Parton, hvis jeg så har det dårligt over det, når jeg er færdig?“. 

Mig bekendt er der ikke et direkte krav om, at noget skal være indenfor lovens rammer, for at det er kvalificeret til titlen som “guilty pleasure”. Alligevel er der nok en forventning til, at en “guilty pleasure” ikke er mere guilty, end at man godt kan indrømme den, uden at det medfører en politianmeldelse. Så næste gang, du – måske som et led i en ligegyldig omgang smalltalk – bliver spurgt, hvad din “guilty pleasure” er, vil mit bud være, at du nok er bedst tjent med at svare, at din guilty pleasure er at lytte til Britney Spears, og så måske gemmer din forkærlighed for mord og heroinmisbrug til skriftestolen. Også selvom jeg personligt er helt overbevist om, at din skam over at lytte til popmusik i høj grad er et produkt af et sexistisk samfund, hvor ting, der primært appellerer til kvinder, er mindre seje end ting, der primært appellerer til mænd. Men lad os for en god ordens skyld lige slå én ting fast: Britney Spears > Mötley Crüe.