Interview: At finde sig selv ad omveje og på afveje
SEIN har interviewet de to hovedrolleindehavere i DR3-serien FAR, Katinka Lærke Petersen og Josephine Reumert Grau. Det blev til en snak om anderledes familieformer, at spille overfor hinanden som søskende og om at finde sig selv. Chefredaktør Sebastian Dalsgaard har stillet spørgsmålene og transskriberet svarene, mens tekstredaktør Michael Frederiksen har ført pennen.
I Danmark er der ifølge en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik 37 måder at være familie på. Den mest almindelige familiekonstellation er den, vi alle har prøvet at lege i børnehaven: far, mor og børn. Og fordi den måde at være familie på er så dominerende, og i manges øjne normativ, er det nogle gange en øjenåbner at se andre familieformer repræsenteret i for eksempel mediebilledet for at få nuanceret sit syn af, hvad en familie er eller snarere kan være.
I DR3-serien FAR, der fik premiere på DRTV ved årsskiftet, kan seeren møde en ganske usædvanlig familiekonstellation: De to kvindelige hovedkarakterer Kim og Cat er donorbørn, opfostret og opvokset af to forskellige mødre, i to forskellige landsdele, men med sæd fra den samme anonyme far. Da de først har fundet hinanden som halvsøskende, begiver de sig i seriens 8 afsnit ud på en længere rejse for at finde deres biologiske far – en rejse, hvor de samtidig kommer tættere på hinanden. SEIN har interviewet de to hovedrolleindehavere – Katinka Lærke Petersen og Josephine Reumert Grau – om FAR, om at spille overfor hinanden som søstre, om sære familieformer og om at være ung, upcoming skuespiller.
Den indledende kemi
Det er første gang, Katinka og Josephine spiller sammen, og mens det også er første gang, at Josephine spiller hovedrollen i en serie, har man tidligere kunnet opleve Katinka i rollen som Ginger i DR1-serien Når støvet har lagt sig, der blev sendt i starten af 2020. Til trods for at de begge gik på Rødkilde Teaterhøjskole i 2013, er det først i forbindelse med indspilningen af FAR, at de har lært hinanden rigtigt at kende. Det først løse, men snart tættere familiære bånd, der knyttes mellem halvsøstrene Kim og Cat i serien, synes at være blevet knyttet også mellem skuespillerne selv, der under interviewet virker som to tætte veninder, der har kendt hinanden, længe før ideen om FAR fandtes.
Netop kemien imellem dem fremhæver Katinka også selv, da SEIN spørger, hvordan det har været at spille søstre i serien: “Det har været fedt – og mega dejligt, fordi vi har bare været sindssygt heldige at have god kemi lige fra start af. Og det er lige meget, om du har god kemi eller ej, så skal du kunne spille sammen med et andet menneske. Men hvis du har god kemi, så det bliver lettere og sjovere,” siger hun, og Josephine supplerer, at de begge to har søskende i virkeligheden og derfor ved, hvad det vil sige at have en søskende. Kemien imellem skuespillerne fik casterne også øje på: Efter at Katinka og Josephine hver især havde indsendt et selftape i første castingrunde, blev de sat sammen som par i anden castingrunde for at prøve at spille Kim og Cat. De ikke bare spillede Kim og Cat, de var Kim og Cat. Og rollerne var besat.
"En far er den, der er der"
I FAR bliver Kim på sin 25-års fødselsdag fortalt, at hendes far Nils ikke er hendes biologiske far. Eller som hendes mervidende kusine siger (fra børn og fulde folk skal man høre sandheden, som talemåden lyder): “Du er en donor”. Stemningen ved fødselsdagsbordet forandres brat, da det går op for Kim, at Nils ikke har været med til at sætte hende i verden, i hvert fald ikke biologisk, sådan som hun indtil sit 25. år har været overbevist om. Og er Nils så overhovedet hendes far? Vælger man selv sin far? Katinka svarer prompte, uden tøven:
“En far er den, der er der. Man kan ikke vælge sin far, men hvis man er vokset op med en mand hele sit liv, som man har kaldt for ‘far’, ligegyldigt om man ved, det er ens rigtige far eller ikke gør det, så er det far. Men Kim har jo et ønske efter at vide, hvor hun kommer fra, og hvorfor hun er, som hun er, og finde nogle svar på nogle spørgsmål, der også handler om hende selv, og det gør, at hun også har lyst til at finde sin rigtige far.”
Det er netop alle de spørgsmål, der melder sig hos Kim, da hun får at vide, at hun er et donorbarn, som gør, at hun – i sin fars bil – stikker af fra sin egen fødselsdagsfejring for at finde frem til sin biologiske far, også selvom det projekt er vanskeliggjort af, at han er registreret som anonym donor. Det lykkedes dog Kim til en start at finde ud af, at hun har en ‘halvsøster’, Cat, som hun i første omgang opsøger.
Modsætninger mødes
Modsætningerne tegnes skarpt op: Mens Kim er rastløs, ikke rigtigt ved, hvad hun skal stille op med sit liv og bor hjemme hos sine forældre, imens hun prøver at finde ud af det, er Cat mere målrettet. Hun bor på en gård med sin forlovede, Svend, som hun sammen driver landbrug med og snart skal giftes med. Hendes tilværelse, som er så tryg og stabil, skal den fremmede Kim, Cat først tror er den stylist, hun afventer visit fra, ikke komme og ændre ved. Men da hun fanger Svend i at være hende utro, ombestemmer hun sig og tager alligevel med Kim.
At spille skuespil er per definition at træde ind i en rolle, at være noget og nogen, man ikke er. SEIN finder det derfor nærliggende at spørge de to skuespillere om, hvordan de har grebet det an med at træde ind i et donorbarns bevidsthed som henholdsvis Kim og Cat. “Jeg vil sige, at jeg altid trækker på egne erfaringer. Det er alt fra egne følelser og oplevelser til mennesker, jeg har mødt på min vej i livet indtil nu. Når det er sagt, starter det hele jo i teksten,” siger Josephine og uddyber: “Jeg havde en oplevelse af, at begge karakterer var meget tydelige, første gang jeg læste manus. Deres karaktertræk bliver tydelige i mødet med hinanden og udfordret af, hvor forskellige de er. Der er altså meget at hente i de skrevne situationer og de konflikter, de løber ind i. Og så er det jo op til os som skuespillere at forstå, hvorfor de handler, som de gør, og hvorfor de undertrykker det, de nu undertrykker”.
Alene sammen
Med to stærke og kontrastfulde, kvndelige hovedkarakterer (Kim er impulsiv og rapkæftet, Cat fornuftig og lidt naiv) samt rejsemotivet og bilen som et vigtigt fremdriftskomponent i FAR kan serien siges at skrive sig ind i roadmovie-genren med bl.a. den feministiske klassiker Thelma and Louise (1991) og danske Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte (1996) som milepæle. Men i modsætning til de to omtalte titler er det ikke et opgør med patriarkatet, hvor “mænd er nogle svin”, som er omdrejningspunktet, men to unge kvinders egen dannelses- og identitetsrejse. Da SEIN afslutningsvis spørger ind til seriens budskab, og hvad den fortæller om unge, lyder det da også fra Josephine:
“Det er en coming of age-fortælling. FAR handler om to, der tager af sted og af omveje og på afveje lærer noget nyt om sig selv og dem, de er omkring. Det er jo noget, alle gennemgår. For vores to karakterer er det at være donorbarn en kæmpe omstændighed i forhold til, hvad man forventer af en familie, og i forhold til ikke at føle, at man passer ind. De lærer noget om sig selv i mødet med hinanden og bliver udfordret på deres handlinger. Men uanset om man er donorbarn eller ej, tror jeg altid, man oplever at føle sig forkert før eller siden. Det kan være en ensom proces, og derfor synes jeg, det er vigtigt at snakke om, og i FAR er det fra et donorbarns perspektiv”. Og så forsikrer de begge om, at det er en livslang rejse at finde ud af, hvem man er, og at de stadig selv er i gang med dét – sikkert til trøst for mange af SEINs læsere.
Efter at have tilbragt hver dag sammen i 2,5 måned under indspilningerne af serien har Katinka og Josephine stadig haft lyst til at se hinanden privat – og de har lært meget af og om hinanden, både professionelt og personligt. Om vi også kommer til at se dem sammen på skærmen igen, vil tiden vise. Sikkert er det i hvert fald, at de begge drømmer om at kunne gøre skuespilfaget til en levevej og håber, at de blot befinder sig i starten af et langt arbejdsliv som skuespiller. Fra SEIN skal lyde et held og lykke med dét projekt – og en stor tak for at have stillet op til et interview.
Hvad tænker du?