Hvad vil det sige at være en kvinde?

Siden jeg var helt ung, har jeg haft svært ved at se mig selv som en kvinde. Jeg stoppede med at gå i kjole, da jeg var syv, klippede mig korthåret, da jeg var ti og nægtede at gå med make-up hele min ungdom. Jeg ville ikke lege køkkenlegen, ville ikke sjippe, ville ikke lægge neglelak. Mit billede af at være kvinde var reduceret til en meget lille del af, hvad det faktisk vil sige at være kvinde. Et billede af at være et fnidrende begærsobjekt. Dette er først og fremmest dybt problematisk, fordi det selvfølgelig ikke er, hvad kvindelighed er. Det er sådan, populærkulturen har fremstillet kvindelighed gennem størstedelen af min barndom. Til trods for at jeg ved, at dette ikke griber alt det, det vil sige at være kvinde, får det mig stadig til at tvivle på, om jeg passer ind i kvindekategorien.

Jeg synes, at kvinder er fantastiske. Jeg beundrer og begærer dem, så det er ikke dér, skoen trykker. En kvinde bar rundt på mig i ni måneder. Det kræver en vis styrke! Min mor er mit primære kvindelige forbillede. Derfor spørger jeg, hvad det betyder for hende at være kvinde. Hun sms’er mig “Hmmm. Det er fantastisk. Som et hav af muligheder, følelser, drømme og længsler. Sanseligt, dejligt, bekymrende, smukt, stort.” Jeg synes, at hun beskriver det at være menneske fremfor det at være kvinde. Det irriterer mig, at det at være bekymrende og følsom har kvindelige konnotationer. Det irriterer mig, at farver, tøj, professioner, interesser og smage alle er kønnede. Det irriterer mig, fordi det holder folk tilbage og begrænser den måde, hvorpå vi alle kan leve og udfolde os.

I min kønsforvirring har jeg tyet til litteraturen. Mads Ananda Lodahls bog “Upassende Opførsel” (2018) stiller sig kritisk over for “Den heteroseksuelle Verdensorden” og undersøger, hvad det vil sige at være en “mand”. Det kan vi i denne forbindelse også bruge til at forstå, hvad det vil sige at være andre køn. Han bruger et entals/flertals papirsklip-eksempel til at belyse, hvor absurd tanken om, at “alle mænd er mænd på den samme” måde er. “En papirsklips – flere papirsklips. En mand – flere mænd.” Papirsklipsene er identiske kopier af hinanden, og der er dermed samme forventninger til dem. Mændene er ikke identiske kopier, men der er ofte stadig de samme forventninger til dem. Forventninger til, hvad de kan lide at lave, hvordan de ser ud, hvem de begærer, endda hvad de spiser. Der er en opskrift på, hvad det vil sige at være mand, som alle mænd i større eller mindre grad bliver socialiseret ind i og forventes at handle efter. 

I min videre søgen skriver jeg til flere af de kvinder, jeg kender: mine veninder og min bedstemor. Min veninde Nynne siger, at hun associerer det med at være kvinde med at stræbe efter “skønhed”, bruge makeup, iklæde sig kjole og formsyet tøj og normer om opførsel: være blid, huslig, udglattende og beskeden. Hun siger, at hun ofte ikke ved, om hun opfører sig på den måde, hun gør, fordi det forventes af hende, eller fordi det er det rigtige for hende. Jeg spejler mig i hendes tvivl. Hun siger, at hun først og fremmest helst vil opfattes som et menneske fremfor som en kvinde, men at hun ikke ved, om de ting kan adskilles.

Min mormor er en kvinde, “fordi hun er født sådan.” Hun siger, at hun er det modsatte af en mand, men at hun også har en maskulin side, der “balancerer hendes køn.” Det gør mig ærgerlig, at hun fokuserer på modsætningen mellem mænd og kvinder. Vi forstår ofte koncepter ved at forstå dets modsætninger, men det er farligt, fordi det ikke giver plads til alt det ind imellem. Når vi siger, at kvinder og mænd er modsætninger, siger vi også, at hvis mænd er stærke, er kvinder svage, og hvis kvinder er følsomme, er mænd robuste. Vi gør dermed mænd og kvinder mere forskellige, end de egentlig er. Det er også denne binære kønsforståelse, der fortæller os, at der kun er to måder at være et køn på: enten mand eller kvinde. Ingen blanding, intet ind imellem, intet hverken/eller, og det gør kvinde- og mandeboksene meget små og klaustrofobiske.

Min veninde Asta siger, at hendes kvindelighed hænger sammen med hendes krop. Hun føler sig som kvinde, når hun menstruerer, og når hendes bryster hopper. Hun gider ikke at gøre de ting som samfundet ser som ‘kvindelige’, fordi de ofte er set som svagere. Hun siger også, at hendes definition, der fokuserer på kroppen, er outdated, fordi den ikke inkluderer transseksuelle og personer med flydende kønsidentiteter. Hun bringer forskellen på biologisk køn (sex) og socialt køn (gender) op, og det er meget vigtigt, men jeg bliver nervøs for, at jeg kommer længere og længere væk fra at finde et svar.

Hvad gør os til kvinder, hvis det ikke afhænger af vores biologi, og hvis størstedelen af hvordan vi handler afhænger af, hvordan vi er blevet socialiseret? Hvis det sociale køn er noget, vi gør, fremfor noget, vi er. Betyder det egentlig, at køn er en outdated konstruktion og dermed er overflødigt? Eller finder mange også styrke og sikkerhed i at tilhøre en gruppe? Lidt ligesom at være fan af det samme band eller det samme fodboldhold eller kunne lide det samme tøjmærke. Du ser andre fra “din gruppe” og tænker: Vi har de samme interesser, vi deler de samme op- og nedture og kan derfor relatere til hinanden. 

Det er rart at have, men måske er det muligt, at det eksisterer uden at kønsforestillingerne gennemsyrer alt i vores samfund. At du er FCK-fan betyder jo ikke, at du ikke kan lide at gå i kjole og lytte til Mozart og spise pølsehorn. Det behøver ikke at definere hele din personlighed, og måske er det det, vi må arbejde på som samfund — at udvide kategorierne for køn og vores forventninger til og opfattelser af dem. Eller er det mon på tide at give slip på disse båse?