Hverdagens rollespil

Illustration af Nikolai Kjær Rasmussen

Da jeg startede i gymnasiet, holdt studievejlederen på en af de første skoledage et oplæg om hvad der blev forventet af os elever fagligt, men også hvad vi selv kunne forvente af for eksempel det sociale. Jeg husker med al tydelighed at hun nævnte overgangen fra en uddannelsesinstitution til en anden som en mulighed for også at bryde fri af gamle roller, af den plads man tidligere udfyldte i klasselokalet hvis man ikke følte sig tilpas i den. Indtil da havde jeg fulgt lidt dovent med, men her begyndte jeg virkelig at spidse ører, jeg følte mig talt til. I folkeskolen havde jeg flere roller jeg lettere ubesværet vekslede imellem: Det ene øjeblik var jeg klassens klovn der kom med kække kommentarer og faldt ned fra borde og stole (den dag i dag er jeg stadig ikke helt sikker på om jeg var ualmindeligt opmærksomhedskrævende eller ualmindeligt klodset, måske en blanding) til stor moro for alle, det næste øjeblik var jeg klassens mønsterelev der havde læst på lektien og deltog aktivt i undervisningen og gik efter at høste billige point. Der var ikke én af rollerne der faldt mig mest naturligt, og nogle gange havde jeg lyst til hverken at være det ene eller det andet, men noget helt tredje. Jeg var ikke sikker på hvad. 

Var det nu det var på tide at lægge disse roller på hylden eller endda i graven? Jeg overvejede det kraftigt som jeg sad dér og kiggede drømmende ud ad vinduet med blikket rettet mod det trøstesløst øde nordfynske landskab. Der var kun få i min nye gymnasieklasse jeg kendte på forhånd, så så godt som ingen ville bemærke det hvis jeg gjorde noget der var radikalt anderledes, noget der ikke var “som mig” (hvad end det så skal betyde), en tanke der forekom mig helt utænkelig, umulig at virkeliggøre. Og så alligevel enormt tillokkende. For selvom der kan være en vis tryghed forbundet med at vide at der i hvert fald er ét sted hvor man hører til, er der også noget snærende ved de kategorier vi puttes i eller selv putter os i. De kan fastlåse os, gøre os ét med vores rolle så vi selv og andre glemmer alle de andre sider vi også rummer. For konsekvensen af at bestemte sider af os fremhæves (uanset hvem der er den skyldige), er at andre sider træder i baggrunden. Man kan måske indvende at dobbeltrollen som både klassens klovn og mønsterelev allerede var et udtryk for en kompleks, hvis ikke spaltet, personlighed, men hvad med alle de sider der befinder sig midtimellem? 

I starten af gymnasiet forsøgte jeg lidt at være en anden ved (tror jeg) at gå på en ny måde, gå anderledes klædt, søge hen imod nogle mennesker jeg ellers ikke tidligere ville have været sammen med. Men måske vidste jeg bare ikke hvem jeg var i det hele taget, eller ville være. Projektet må alligevel i det store og hele siges at mislykkes, for jeg faldt hurtigt tilbage i de gamle mønstre, gamle vaner, gamle roller. Som jeg så ofte før og siden hen har erkendt, kan man have alverdens gode planer og fikse ideer, men det er ikke alle der forløses med lige stor succes. I min blå bog fra gymnasiet står der da også under “bommerter” at jeg “er alt for artig til at have lavet nogen bommerter”, men at jeg “har en tendens til at falde ned fra borde”. Nogle karaktertræk, ønskede som uønskede, er svære at lægge fra sig, nogle bliver ved med at forfølge én, som drømme eller mareridt om natten. Måske fordi de nu engang bare er en del af den man er.

Det er længe siden jeg gik i gymnasiet, og endnu længere siden jeg gik i folkeskolen, men fra tid til anden når tænker over de roller vi alle sammen spiller i hverdagen, tænker jeg at vores roller særligt udkrystalliserer sig når vi befinder os i en gruppe af andre mennesker som vi går tæt op og ned ad dagligt. Som i folkeskolen som barn, på gymnasiet som ung eller på en arbejdsplads som voksen hvor man i løbet af kort tid bliver meget bevidst om hvilken plads man selv udfylder i gruppen, og hvilke der udfyldes af andre. Jeg bilder mig ind at alle de mennesker der findes i verden (ja, absolutter er min absolut foretrukne måde at forstå ting gennem), er variationer over dem vi gik i folkeskoleklasse med: Den ekstroverte, den introverte, den larmende, den stille, den dumme, den smarte, den dumsmarte, klovnen, perfektionisten, den sløsede, den vågne, den dovne, den henholdsvis fagligt og socialt stærke og svage, urostifterne (som der vil blive slået hårdt ned på), de hesteglade piger, fodbolddrengene, film- og tv-entusiasterne, og læg selv flere til. Hvad man mest selv har lyst til at være, er jo ikke nødvendigvis det som andre ser én som. For min del tror jeg jeg skifter roller ligesom andre skifter tøj.

Men straks man bliver bevidst om sin rolle og fordelene ved at indtage lige netop den, kan man også have en tendens til at komme til at overspille rollen for enten bevidst eller ubevidst at dække over andre, eventuelt mere sårbare, sider af sig selv. I den nyligt udgivne Kærlig hilsen, Tove (en samling af breve Tove Ditlevsen har sendt til sin forlægger på Gyldendal), skriver Ditlevsen, helt hjerteskærende: “Er jeg endelig sammen med nogen, jeg kan tale med, bliver jeg så bange for at blotte mig, at jeg misbruger den kostbare tid til at spille fransk klovn, for folk må endelig ikke kede sig sammen med mig”. Hun brugte morsomheden som en slags maske og forsvarsmekanisme, en måde at holde noget af sig selv på afstand for at kunne være i verden. Måske var hun ikke ene om det.

I mit eget tilfælde synes jeg i dag også at rollerne i folkeskolen og gymnasiet nogle gange tog over, og at det var dem, snarere end mig selv, der gjorde noget. Når andres øjne hvilede på mig, tænkte jeg: Det er nu de vil have mig til at sige noget sjovt, og så sagde jeg noget der fik dem til at grine (eller også gjorde de ikke, men det var det der var hensigten). Eller jeg tænkte: Det er nu jeg skal sige noget klogt, og så rakte jeg hånden op selvom jeg ikke på forhånd vidste hvad jeg skulle sige. Det var nogle roller jeg tog på mig, som jeg følte jeg skulle tage på mig. Det kan være svært at forklare hvordan og hvorfor. 

Og selvom rollerne selvfølgelig rummer en flig af sandheden om mig (det er vel derfor det er så svært at bryde ud af dem), kan jeg ikke lade være med at tænke: Er jeg mig selv, eller spiller jeg mig selv? Og når jeg ser på andre: Er du dig selv, eller spiller du dig selv? Og hvis man skal fortsætte tanken in absurdum: Taler vi med vores egen stemme, eller er det en stemme vi har tillagt os? Er det vores eget tøj vi går rundt i, eller er det et kostume? Er det, vi tror er vores hjem, i virkeligheden en scenografi vi går rundt i? Nej … Det er nok at trække den for langt. Men til tider synes jeg alligevel at tilværelsen er som et teater hvor vi opfører skuespil for hinanden. We’re all puppets on a string, vi gør bare hvad instruktøren siger som Charlotte siger henvendt til kameraet i Ole Bornedals legendariske tv-serie Charlot og Charlotte. Og der er så mange roller. Ikke kun dem som vi mere eller mindre selv vælger, og som primært har at gøre med karaktertræk. Der er også dem som vi fødes ind i. De roller som vi for eksempel påduttes i kraft af det køn vi tildeles ved fødslen: Drenges yndlingsfarve er blå, de elsker at spille fodbold, slås og klatre i træer. Pigers yndlingsfarve er lyserød, de elsker at lege med dukker og dyrke bløde interesser som at tegne og male. Ikke? Sådan har det længe (altid?) været, og sådan synes det – desværre – i vid udstrækning at fortsætte med at være til trods for nogle få progressive forældre der insisterer på kønsneutrale farver når børneværelset skal tapetseres, eller fødselsdagsgaver pakkes ind.

Det er fortællinger og forestillinger om drenge og piger som er så kulturelt nedarvet at de er usynlige for os, og mange har svært ved at tænke dem anderledes. Men det gør dem ikke mere rigtige eller naturlige af den grund. I sidste ende bygger de på tilfældigheder. Der er ikke noget eller nogen der dikterer hvordan hverken en dreng eller piger er eller bør være og opføre sig. Eller, med et andet eksempel, den yngste og den ældste i en søskendeflok. Også de tilskrives egenskaber som henholdsvis den opmærksomhedskrævende og oprørske og den stædige og styrende. At tænke folk i kasser og inddele os selv og hinanden i kategorier og generalisere ud fra dem er så grundlæggende en ting at der måske ligefrem er tale om et urinstinkt. Men bare fordi det er naturligt, er det ikke ensbetydende med at det er selvfølgeligt. Hvor kommer behovet så fra? Måske fra at gøre verden lettere og mere overskuelig at navigere i, tænker jeg. En form for tryghed? Hver gang der er nogen der falder uden for en bestemt kategori, er det forvirrende. Billedet krakelerer. Men der skal sprækker til for at lyset kan slippe ind. Alle de uløselige gåder er langt mere interessante end de regnestykker der går op, og som vi kan sætte to streger under.

Et krakeleret billede, et rystet spejl. Sådan kan jeg synes det er at se på andre og på mig selv ude fra. Og når alt kommer til alt: Har vi ikke alle en mening om hvilke sider af os som andre skal have adgang til, og hvilke som vi ønsker at holde for os selv eller kun vise frem for vores allernærmeste? Er vi nogensinde helt os selv, absolut autentiske? Er vores identitet en fasttømret størrelse der består af en fast kerne, eller er den dynamisk og altid til forhandling? Jeg vælger at tro på det sidste. “Ikke på dit Ansigt, men på din Maske skal jeg kende dig”, skrev Karen Blixen, men jeg er ikke sikker på at det i det hele taget er muligt at skelne mellem ansigtet og masken, mellem en kerne og en rolle. Måske er det umuligt fordi grænsen imellem dem hele tiden udviskes, og hver gang man synes at få øje på den, forskyder den sig. Og jeg selv? Jeg er, for at sige det med Michael Strunge, “den samme som altid – en anden”.